Uddrag fra Journalen NB12

sætte Penge til qua Forf. : Indtil 1847 havde SK været sin egen forlægger, dvs. han havde selv forestået og finansieret produktionen af sine bøger, der blev solgt i kommission. Men efter udgivelsen af Opbyggelige Taler i forskjellig Aand, der udkom den 13. marts 1847, indgik han i august en aftale med forlagsboghandler 👤C.A. Reitzel om, at Reitzel dels overtog udgifterne ved trykning af Opbyggelige Taler i forskjellig Aand og betalte SK et engangshonorar på 225 rigdaler herfor, dels for 1200 rigsdaler købte restoplaget af Gjentagelsen, Frygt og Bæven, Philosophiske Smuler, Begrebet Angest, Forord, Stadier paa Livets Vei, Tre Taler ved tænkte Leiligheder, Afsluttende uvidenskabelig Efterskrift og En literair Anmeldelse, som Reitzel alle havde haft i kommission; Enten – Eller var på det tidspunkt udsolgt. Jf. Reitzels protokol over Forhandlinger med Forfattere, Redacteurer &c: 1835-[1858], s. 27 (i arkiv hos C.A. Reitzels Boghandel). For Kjerlighedens Gjerninger (1847) modtog SK fra Reitzel et engangshonorar på 270 rigsdaler, se tekstredegørelsen i SKS K9, 95, og for Christelige Taler (1848) et engangshonorar på 220 rigsdaler, se tekstredegørelsen i SKS K10, 75f.

I trykt udgave: Bind 22 side 232 linje 30