◄ ikke svarede, som jeg først havde paatænkt : se SKs udkast til et svarbrev til 👤Frederika Bremer: »Mit Haab er, at jeg ikke vil blive misforstaaet; det vilde smerte mig meget, om jeg blev misforstaaet; men om og [også] saa [således] var, jeg kan ikke modtage denne Indbydelse. Ikke forvænt med at blive forstaaet, er jeg desto mere vant til at bære Misforstaaelse; Forskjellen er kun den, at jeg stundom let bærer at blive misforstaaet, stundom bærer det tungt – som jeg vilde gjøre det i dette Tilfælde, hvis jeg blev misforstaaet. / [slettet: Tillad mig et ligfremt og aabent Ord. Jeg føler det virkeligen som en Straf over min sære Levemaade, at en Dame, ved min Skyld, saa uretfærdigt bringes i den Forlegenhed,] / Af Sverrigs over hele 📌Europa navnkundige Forfatterinde, som vidste [jeg] ikke at vurdere og paaskjønne en saa distinguert Dames velvillige Opmærksomhed. / Blot eet Ord endnu: De taler om Deres Indbydelse, som var næsten dumdristigt vovet. I Sandhed, det er næsten at drive Spøg med mig. Nei, da forstaaer jeg mig bedre paa det Dumdristige – og jeg appellerer dristigst til Deres egen Dom –; jeg vover det yderste i Dumdristighed, jeg, som siger Nei til Indbydelsen, jeg Uværdige, jeg vover at bede Dem modtage som fuldgyldig og ganske som saadan forstaaet, min oprigtigste Tak for Indbydelsen. Ja jeg vover det Alleryderste i Dumdristighed, jeg vover at troe, at De vil gjøre det, nu jeg nemlig ret [for alvor] indstændigt beder Dem derom; og det gjør jeg; jeg der ikke kommer, med Hengivenhed forbliver i Taknemmeligheds Gjeld. / [i margin:] Og dog, dog dette er da ikke saa dumdristigt, det er jo fordi jeg har en Forestilling om Deres ophøiede Charakteer. – «, B&A, s. 226f.
I trykt udgave: Bind 22 side 209 linje 12