◄ Paulus etsteds siger ... fordi det var i Uvidenhed : hentyder til ►1 Tim 1,13, hvor 👤Paulus skriver om sig selv: »mig, som tilforn var en Bespotter, og en Forfølger, og en Forhaaner. Men mig er Barmhiertighed vederfaren, thi jeg giorde det uvitterligt i Vantro« (NT-1819). – Paulus: den betydeligste skikkelse i den ældste kristendom. Født i 📌Tarsus i 📌Lilleasien; hellenistisk jøde; uddannet farisæer; deltog i forfølgelser af de jødiske landsmænd, der var kommet til tro på Jesus som Kristus. Oplevede o. 40 e.Kr. en kaldelse, hvor den opstandne Kristus viste sig for ham; forkyndte fra da af evangeliet om Kristus, især for ikke-jøder, og synes her at have været grundlæggeren af en mission, hvor der ikke samtidig fordredes overgang til jødedommen. Blev formentlig henrettet o. 65 under den rom. kejser 👤Neros forfølgelser af de kristne efter 📌Roms brand. Paulus er kendt på første hånd fra en række breve, skrevet i årene 51-55 og optaget i NT. De 13 breve, der i NT er overleveret under Paulus' navn, blev på SKs tid almindeligvis alle anset for ægte; i dag regnes normalt kun de syv eller ni for ægte, heriblandt Første Thessalonikerbrev, der er det ældste skrift i NT, samt ►Romerbrevet, de to Korintherbreve og ►Galaterbrevet. I de fire sidstnævnte breve fremtræder Paulus som en apostel, der hævder at have sit kald og dermed sin autoritet umiddelbart fra den opstandne Kristus. ►Apostlenes Gerninger, som er den anden store kilde til viden om Paulus, afspejler efter nutidens opfattelse en senere tids billede af hedningeapostlen.
I trykt udgave: Bind 22 side 163 linje 20