Kierkegaard, Søren Journalen NB10 : 1849

X1A105 NB.                    NB.

Hvis jeg tænkte mig, at det pludseligt blev mig forelagt offentligt det Spørgsmaal, om jeg er en Christen, 26 og maaskee gjort med formentlig stor Høitidelighed for at tvinge mig ud [af] min dialektiske Stilling, og faae mig frem, at jeg kunde staae i Spidsen: saa vilde jeg svare: ih, na271turligviis jeg er Christen som alle andre ere det. Mere kan jeg ikke sige uden jo at komme til at bestemme mig som Christen i Modsætning til andre ⓘ ChristneChristne] , < Christen.

Det som har været Udflugten og Skalkeskiulet, at være Christen som alle Andre, skal ogsaa blive Satiren. Der vil nok være baade Den og Den som mærker ►min Braad, og som gjerne vilde have mig frem foran, thi saa stikker jeg ikke mere. Og stillede jeg mig saaledes foran, saa vilde jeg staae mig uendelig 27 langt bedre ⓘ medmed] , først skrevet hos mig Mskene. ►👤Mynster vilde frygte mig, og gjøre Alt for at vinde mig (istedetfor han nu egl. misbruger den Forestilling han har om min Redelighed og Opoffrelse, at jeg intet Endeligt vil, og at jeg vil det Sande saa uegennyttigt, at jeg i denne Verden aldrig kan blive farlig for ham, dertil er han for meget beslægtet med Verdsligheden) Andre vilde beundre og prise mig, og Alt var Herligt. Saaledes er det. Det ⓘ det idet i] , < der Verden altid kommer an paa er ⓘ atat] , først skrevet Ver glemme Gud, og gjøre ►de Medlevende til Instantsen.