Kierkegaard, Søren Journalen NB10

Det Onde, der allerede i lang, lang Tid havde været Danmarks specifike Onde (tildeels lidt til at undskylde, fordi Landet er saa lille, men i en anden Henseende hængende sammen med denne ægte danske Generethed og Frygtagtighed mod Fremmede og den næsten jødiske Misundelse mod hinanden indbyrdes) er Smaalighed, pianket Misundelse grundet i Ligemands-Herligheden og Middelmaadighedens Forgudelse, saa Medlidenhed er den eneste offentlige Dyd i Danmark. Men aldrig havde dette Onde (denne danske Grund-Skade) grebet saaledes om sig, fundet sig saa aldeles til Rette i at være den eneste Herskende, det Eneste, den offentlige Mening, som i de Aar jeg har været Forf. Falder jeg, falder jeg correct i Egenskab af religieus Forf. og offentlig Charakteer, ved selv at have givet Ordren til at der fra den 👤Kant sigtedes paa mig. At sige: at jeg var selv Skyld deri, er naturligviis at baggesnagvendt; thi det forstaaer sig, deri ligger just min Fortjeneste.


#