Kierkegaard, Søren Journalen NB10

X1A254Men ⓘ svagt ogsvagt og] tilføjet feigt og lumskt og tildeels foragteligt af de ⓘ AnseetereAnseetere] , først skrevet F (►fE👤Heiberg og hele det Slæng, paa den anden Side ogsaa ►den anstændigere Journalliteratur) var det dog at bære sig ad som de bare sig ad i sin Tid. Jeg var det stolteste yngre ►Firma i Literaturen, det er ganske bogstaveligen sandt, at hine Anseete i Literaturen sad og ærgrede sig, men de vogtede sig vel for at vove Slag; jeg var en ubetinget Magt, 211 og der var end ikke Een, der havde vovet at sige eet eneste ondt ell. blot bedømmende Ord om mig, og det var ►emphatisk nok som ►👤Goldschmidt havde vidst at accentuere det.

Da beslutter jeg mig til at ►vende hele Pøbelagtigheden over paa mig, for om muligt at standse den. Det er ubetinget den uegennyttigste Handling i den Tid jeg har levet i det offentlige Liv. Og hvad skeer. Den fornemme Misundelse tænker som saa: aha, her har [han] fanget sig selv; vi havde ikke Kræfter til at svække ham, nu skal det vel lykkes. Skridtet han har gjort er dumdristigt, Striden saa ulige som mulig: et eenligt ⓘ Msk:,Msk:Menneske,] , først skrevet Msk:Menneske lige o kjendt af Alle, lige overfor Pøbelen, som tilmed er concentreret ved at have ►sit Organ, og ►et Talent til Chef. At han udretter Noget er imidlertid ikke umuligt; thi eminente Kræfter har han, og han synes at have en stor Tro. Nu ►eh bien, gjør han det, saa meget desto bedre, det kommer jo os til Gode; men i ethvert Fald, – og det kommer her ogsaa os til Gode – han maa svække 212 sig selv.« Saa taug den fornemme Misundelse, udvikle[de] den Opinion at jeg var gal, at jeg vilde udsætte mig for Sligt. ►Pfui!

Dog at jeg udrettede Noget – ja, naar jeg tænker derpaa, jeg forbauses derover. ►👤Goldschmidt bliver aabenbar lammet, Pointet i ►📖 Corsaren var tabt, ►han reiser – kommer hjem og bliver anstændig. ►👤P.L M. lod saa godt som ikke høre fra sig efter den Tid – og reiser.

I en vis Forstand har den fornemme Misundelse faaet en endnu større Forestilling om mig, men det er den bestandig af Vigtighed at svække mig, og derfor af Vigtighed at vedligeholde den Opinion, at det var Galskab af mig – og tillige (besynderligt nok! thi hvis saa er,345 hvori ligger saa Galskaben!) at det er Ingenting, Ingenting at blive et Offer for Pøbelen.

Forøvrigt var der ►et Træk i hiin Novelle »📖 En Nat ved Bullar-Søe«, som virkelig fristede mig til at falde paa, at der kunde være tænkt paa mig (som den hele Novelle havde et underligt Forhold 213 til min Productivitet, næsten var som en Combination af 📖 Forførerens Dagbog og det psychologiske Experiment 📖 Skyldig – Ikke-Skyldig?, hvilket vilde være mig meget mærkeligt, dersom Novellen er ældre) det var det vanvittige Korstog som Helten foretager sig for at omvende Finnerne – det var næsten dannet som et formentlig ►Pendent til min Expedition mod Pøbelen.