221Tekstredegørelse
1. Manuskriptbeskrivelse
221
2. Datering og kronologi
224
3. Indhold
224
1. Manuskriptbeskrivelse
✂ Journalen NB10 er en indbundet bog i kvartformat. Bogen er af SK mærket »NB10 « og har oprindelig bestået af 140 blade eller 280 sider.* Journalen findes i Kierkegaard Arkivet (KA) på 📌Det Kongelige Bibliotek.
NB10
1
5. Journalen NB10, etiket på bindets forside
). På indersiden af forpermen er der i øverste venstre hjørne påklæbet en etiket med ordlyden »Tilkjøbs hos / Bogbinder N. C. Møller, / Graabrødre-Torv Nr. 97.« Under etiketten findes en blyantskrevet angivelse af bogens omfang: »1½ B« (dvs. 1½ Bog) og dens pris: »4 ℳ 8 ß«.*
139 blade i 4o .*
Journalen er fra bl. [3] med blyant pagineret 1-274 på hver anden side (højresiderne); bl. [87] er først fejlpagineret 171, men af SK ændret til 169. Bl. [1]-[2] er ubeskrevet og upagineret.
222Papir: glat skrivepapir. Mål: 178 x 219 mm.* Hæftesnor af naturfarvet sejlgarn.
Bladene er foldet på langs; inderspalten rummer tekst, yderspalten få tilføjelser. En optegnelse (NB10:2) er skrevet med rødt og til slut sort blæk på forpermens inderside, og på det første ubeskrevne blad i journalen er der en oblat, hvortil ms. 2 har været påklæbet (se illustration i SKS 21, 257). Ni optegnelserne er skrevet på langs ad siden (se illustration i SKS 21, 342).*
Håndskriften er hovedsagelig stor og stedvis svært læselig.
En del understregninger med blæk. En sletning med blækløkker (s. 11). En marginalnote (NB10:191.d) omgivet med blyantsklammer.*
Få korrektioner.
1
2
Ingen paginering.
Papir: gulligt koncept. Mål: 207 x ? mm. Lappen er uregelmæssigt afrevet og bærer spor efter foldning.
Teksten på bl. [1r] udgør optegnelsen NB10:3; på bl. [1v], som er ubeskrevet, findes rester af en oblat, hvormed lappen har været påklæbet journalens første ubeskrevne blad.
Håndskriften er stor og letlæselig.
Få korrektioner.
2
3
Ingen paginering.
Papir: blåt koncept. Mål: 167 x 201 mm. Bladet bærer spor efter foldning.
Lappen er på bl. [1r] udstyret med indre margen; bl. [1v] er beskrevet henover hele siden.
If. B-fort. 373 har lappen været indlagt mellem s. [174] og 175.*
Håndskriften er regelmæssig og letlæselig.
Få korrektioner.
3
2. Datering og kronologi
✂ Journalen NB10 er ifølge etiketten på bindets forside taget i brug den 9. feb. 1849 og afsluttet senest den 2. maj 1849, hvor skrivningen af journalen NB11 er påbegyndt.
✂ Af journalens 213 optegnelser er, bortset fra etiketten (NB10:1), kun NB10:200 dateret (»d. 25 April.«).
✂ Optegnelsen NB10:4 er færdigskrevet samtidig med, at protokollen er taget i brug, dvs. 9. feb. 1849, da den er en direkte fortsættelse af den optegnelse, NB9:79, der midt i en sætning afslutter journalen NB9.
✂ NB10:31 er affattet »idag (Fastelavns-Søndag)«, dvs. 18. feb. 1849, og i NB10:38 oplyser SK: »Dette er skrevet Fastelavns-Mandag«, dvs. 19. feb. 1849.
✂ De to lapper ms. 2 (NB10:3) og ms. 3 (NB10:213) lader sig ikke nøjagtigt tidsfæste, men er antagelig udarbejdet i den periode, som journalen NB10 omfatter.
3. Indhold
✂ Journalen NB10 indeholder som nævnt 213 optegnelser. Af det righoldige materiale skal her kun omtales nogle af de mere fremtrædende emner og begivenheder.
✂ En af de begivenheder, som SK tillagde afgørende betydning både for 225 sit eget liv og sit forfatterskab, og som han vender tilbage til igen og igen i sine optegnelser, er affæren med Corsaren.
✂ I NB10:181 noterer han køligt, at »nu er det paa 4de Aar, – og Kiøbh. interesserer sig endnu for mine Buxer og Been med samme Lidenskab som for Tivoli, Maskeraderne i Casino, ell. Krigen.« Og i NB10:153 bliver emnet genstand for en mere udførlig behandling:
Hvor veemodigt, at ogsaa dette, som der nu – ja, Gud veed det er vanvittig nok – har været saa meget Vrøvl om, mine Buxer ogsaa det hænger (sindbilledligt) paa en tungsindig Maade sammen med mit Livs Tungsind. At der egl. paa nogen Maade skulde være noget paafaldende ved dem, er da ikke sandt, og Løgn er det da, at jeg paa nogen Maade skulde selv have beordret det ell. have til Hensigt at henlede Opmærksomheden paa min Paaklædning. Men Sagen er ganske simpel. Vil man lægge Mærke til Folks Paaklædning, skal man i denne Henseende opdage, at Oldinge gjerne gaae med kortere Beenklæder. (...) Min Fader var en Olding, anderledes har jeg aldrig kjendt ham. Og hvad der er hele mit Livs Grund-Ulykke, at jeg skjøndt Barn blev forvexlet med det at være Olding: det viste sig ogsaa i min Paaklædning. Jeg husker meget godt fra Barn af, hvorledes det bedrøvede mig, at jeg skulde have saadan korte Beenklæder, jeg husker ogsaa min Svoger Christians idelige Vittigheder. (...) Den [dvs. min påklædning] blev væsentligen uforandret, saa jeg med Sandhed kan sige, at det egl. er min afdøde Fader man angriber, naar man angriber min Paaklædning.
✂ At SK ikke blot opfatter sig som et offer i affæren med Corsaren, fremgår tydeligt af NB10:109, hvor han dels understreger, at det var frivilligt, han lod sig udsætte for angrebene, dels bemærker, at de har givet ham et dybere forhold til det komiske. Erfaringerne fra denne affære vil komme til udtryk i forfatterskabet, og de vil blive af betydning i forhold til belysningen af kristendommen.
✂ Journalen vidner også om SKs mere almene polemik mod pressen og journalisterne. »Vee, Vee, Vee over Dag-Pressen! Kom Χstus nu til Verden: saa sandt, jeg lever, han tog ikke Sigte paa Ypperstepræster o: s: v: – men paa Journalisterne«, som han skriver i NB10:177.
✂ SK bliver i disse år stadig mere optaget af begrebet reduplikation (egtl. fordobling eller gentagelse), der hos ham betegner et refleksionsforhold, hvor noget abstrakt omsættes (dvs. virkeliggøres) i konkret praksis el. eksistens. NB10:136 viser ham i hans kompromisløshed: »Der gives kun 226 een consequent Opfattelse af Christend. det er den at blive ihjelslagen for Sandhedens Skyld, at blive Martyr, naturligviis ikke saadan Huhei, jo før jo hellere, men med den meest gjennemførte Reflexion som Tjenende.«*
✂ SKs læsning af Bibelen fremkalder i NB10:65 en betragtning over Fil 1,21, som ifølge SK dog kun delvis lader sig bruge i en fredagsprædiken:* »'det at leve er mig Χstus'; men ikke mere, ikke det Næste, det at døe Vinding.« I NB10:81 reflekterer han over 👤Pilatus' bekendte udtalelser »see hvilket Msk« (Joh 19,5) og »hvad er Sandhed« (Joh 18,38). NB10:114-115 og 117 handler om 👤Job, som bl.a. indså, at »om han end havde Ret, for Gud kunde han ikke have Ret«. I NB10:133 konstaterer SK, at 👤Paulus' tale om, at »han kun formaaer Alt ved Naaden« (jf. 1 Kor 15,10), er blevet en ligegyldig talemåde, »og ligesom det naar det er Mode at gaae skjødesløst paaklædt, uagtet man er skjødesløst paaklædt jo aabenbar er paa Moden: saaledes bliver Forsikkringen om at det er ved Naaden man formaaer Alt et underfundigt Spil, fordi det er en Vedtægt at honorere dette Udtryk for Ydmyghed.« NB10:167 indeholder en betragtning over »Forskjellen imell. den æsthetiske Fremstillings Distance, og det virkelige Udsagn i Situation: da Χstus (Luc: 8, 53.) sagde 'Pigen er ikke død, hun sover' da beloe de ham – naar Præsten præker om det Skjønne og Trøstelige i den Tanke at Døden er en Søvn – saa græde vi. Thi i Kirken der er jo ingen Død tilstede om hvem det siges, han er ikke død – han sover«. NB10:174-176 indeholder yderligere bemærkninger til enkelte vers i Luk 9 og 11. Med udgangspunkt i Joh 12,10 noterer SK i NB10:206: »Jøderne vilde slaae Lazarus ihjel – fordi Χstus havde opvakt ham. Saa farligt er det at blive opvakt – af Χstus!«
✂ Journalen rummer en lang række kommentarer og lejlighedsvis kritiske bemærkninger til 👤Martin Luther. NB10:165 omhandler Luthers inddeling af forholdet mellem Kristus som gave og som forbillede.* I NB10:76 betegnes Luther som et »fortumlet Hoved« og i NB10:7 bliver han kritiseret for, at han ved kærlighed kun forstår næstekærlighed. I NB10:54 understreges det, at »Christi Død er ikke Opgaven til Efterligning«. Kristus er forsoneren og derfor »bekæmpede Luther egl. det med altfor ivrigt og glø227dende at ville gjøre Christus blot til Forbilledet«. I NB10:118 gives der fuld tilslutning til Luthers udsagn, »at hvis Synds-Forladelse var for at gjøre gode Gjerninger overflødige, saa burde man ikke kalde den Lære, Læren om Synds-Forladelsen, men Læren om Synds-Tilladelsen.«
✂ I øvrigt indfører SK i journalen refleksioner eller citater fra sin læsning af bl.a. 👤Bonaventura (NB10:23), hos hvem han finder Ordsp 21,25 som eksempel på acedia: »Den dovnes ønsker bliver hans død.« Endvidere bliver 👤Solger (NB10:180) og (via 👤Thomas a Kempis) filosoffen 👤Seneca (NB10:205) citeret og kommenteret.
✂ Journalen afspejler også forskellige sider af SKs forhold til samtiden. Særlig indtager hans personlige forhold til 👤M.A. Goldschmidt og 👤Rasmus Nielsen samt det stærkt problematiske forhold til dansk presse en fremskudt plads i journalens optegnelser.
✂ SKs forhold til 👤Goldschmidt var meget ambivalent. På den ene side udtrykker han beundring for Goldschmidts talent: »Han var et kløgtigt Hoved, den eneste Yngre, jeg egl. har været opmærksom paa. Han kunde saa være blevet mig brugbar for det Æsthetiske«, som det hedder i NB10:20. På den anden side tager han kritisk og skarp afstand fra Goldschmidt efter sammenstødet med hans satiriske blad Corsaren. SK følte sig ikke blot hængt ud i bladet med alt for tynde ben i alt for store støvler og med ulige lange bukseben,* han var også af den klare opfattelse, at Goldschmidt med Corsaren kastede al sin menneskelige anstændighed over bord og misbrugte sit lovende talent.
✂ I optegnelse NB10:149 lægger SK yderligere en facet til sin kritik, idet han fremhæver 👤Goldschmidts manglende evne og vilje til at række en forsonende hånd frem, så der én gang for alle kunne sættes et punktum i den bitre strid:
Saa længe kan der Intet ventes, saa længe det end<nu> vil være det tilstrækkelige Forsvar for Goldschmidt betræffende mig: at jeg saa selv forlangte det. Naar Vüet er naaet, da vil det lyde anderledes, og blive at betragte som om Tyvene til Forsvar for at have slaaet igjen paa Politiet vilde sige: de have jo selv begyndt. Men saa dybt vare vi sjunkne, at Usædeligheden formelig havde faaet Borgerret. Endnu er Tiden ikke kommet, endnu er Goldschmidt skjult under det Publikum Foragtelig228hedens og Usselhedens store Publikums brede Skjørter som deres elskelige Dægge-Barn; thi hans Mod har da altid været – Feighed.
✂ SKs forhold til professor 👤Rasmus Nielsen er heller ikke problemfrit. Siden de mødte hinanden i sommeren 1848, har de regelmæssigt korresponderet og spadseret sammen i de københavnske gader. Her udvekslede de ideer og synspunkter, men efter nogen tid følte SK, at Rasmus Nielsen alt for flittigt gjorde brug af hans ideer – og det vel at mærke uden den fornødne kreditering. I NB10:13 skriver SK således:
R. Nielsen forklarer mig stundom, at han holder den dybeste Hemmelighed over sit Forhold til mig »det er ham for inderligt til at han kan tale derom«. Saa svarer jeg »det er smukt«. O, han er paa sin Viis snild. Ja, et erotisk Forhold hvor begge Parter sætte lige meget ind, der er Taushed i den Forstand rigtig og priselig. Men En, der er Forfatter som R.N. er det, og aabenbart benytter hvad han faaer hos mig i sin Productivitet – saa er det jo ganske nemt med denne Taushed. Mon han er saa hildet, at han ikke selv mærker dette, ell. han skulde mene, at jeg ikke mærkede det. Vi ville see.
✂ SK ser sig med tiden nødsaget til at skabe en vis distance til 👤Rasmus Nielsen. »Fjerne ham lidt fra mig har jeg maattet, thi ellers ligger han og vrøvler min Sag ud i Form af gemytlig Passiar, min Sag, som enten skal strammes ubetinget ell. gjemmes i dybeste Taushed«, som han noterer i NB10:32. Rasmus Nielsen mangler ifølge SK selvstændighed og dybde i sit arbejde, og i den efterfølgende optegnelse, NB10:33, kritiserer han endvidere Rasmus Nielsen for at lade sig fortrylle af det »Dybsindige« i SKs tanker og for ikke at omsætte det til handling.
✂ I journalen NB10 beskæftiger SK sig også med egne værker: både skrifter han har udgivet, værker han stadig arbejder på, og bøger han udkaster ideer og skitser til. Det er dog hans overordnede refleksioner over betydningen af det, som indtil videre er udkommet, og forholdet mellem den pseudonyme og den religiøse del af forfatterskabet, der hyppigst berøres.
✂ Allerede i april 1845 foreslog SKs daværende kommisionær 👤C.A. Reitzel at genoptrykke Enten – Eller, men SK tøvede. Denne tøven indgik stadig i hans overvejelser i 1847, hvor han i journalen NB, i optegnelse NB:194, giver en længere redegørelse for grunden hertil. To år senere, altså i begyndelsen af 1849, er han nået til større klarhed over, hvad han skal gøre med et andet oplag af Enten – Eller. Han skriver i NB10:69 under overskriften »NB. NB / NB.«:
229
At lade andet Oplag af Enten – Eller gaae ud ganske uden noget Ledsagende, gaaer dog egl. ikke an. Der maa dog falde en Accent paa, at jeg er enig med mig selv om, at være religieus Forf.
Sandt nok, idet jeg søger en geistlig Ansættelse, falder Accenten jo ogsaa herpaa. Men det kan jo forklares som noget Senere.
✂ Også andre af de udgivne skrifter er genstand for refleksioner. Det gælder ikke mindst naturligvis Afsluttende uvidenskabelig Efterskrift i bl.a. NB10:40, 43 og 60. I NB10:60 væves refleksionerne tillige sammen med forestillingen om, at »Efterskriften« var det skrift, som skulle afslutte forfatterskabet og de planer, SK dengang havde for sit videre virke, nemlig at søge et embede som landsbypræst. NB10:185 rummer et forsøg på (igen) at indfange betydningen af forfatterskabet som én bevægelse; han skriver: »Endnu et sidste Forsøg har jeg gjort for dog at sige et Ord om mig selv og hele Forfatterskab[et]« i det, han kalder for »Regnskabet«. Han opgiver forsøget, skønt han selv finder, det er et »Mesterstykke«; grunden er den, at det fortsat volder ham problemer at skrive om sig selv og sit forfatterskab:
Jeg lider ubeskriveligt, hver Gang jeg har begyndt paa at ville udgive noget Saadant om mig selv og Forfatterskabet. Min Sjel bliver urolig, min Aand hviler ikke som ellers i at producere (...).
Det er for Meget, nu pludselig at ville overtage denne enorme Productivitet som een Tanke – uagtet jeg meget godt seer at den er det.
✂ Indgående overvejelser ofrer SK på En Cyclus ethisk-religieuse Afhandlinger, hvor fem af de seks afhandlinger, som udgør dette værk, oprindelig var dele af Bogen om Adler; ingen af disse to blev dog udgivet. En Cyclus ethisk-religieuse Afhandlinger danner forlæg for Tvende ethisk-religieuse Smaa-Afhandlinger, som SK udgav i maj 1849.*
✂ I NB10:39 betegner SK Synspunktet for min Forfatter-Virksomhed som »en Døendes Skriftemaal«. Med denne betegnelse understreger han tydeligt den meget snævre sammenhæng mellem sit levede liv og sit forfatterskab, som han andre steder udpeger som en afgørende præmis for hele sin virksomhed. Og i NB10:158 bemærker han om sine journaler:
230Hvis man vilde udgive mine Journaler efter min Død, kunde man gjøre det under den Titel:
✂ Dommerens Bog.