IIIC412978ⓘ vi læse: ►og Gud fristede 👤Abr: og han sagde til ham 👤Abrh. 👤Abrhr: og 👤Abraham svarede her er jeg. Det er dette tillidsfulde gudhengivne Sind denne Frimodighed til at gaae Fristelserne imøde, til freidigt at svare her er jeg. ⓘ vi især maa bemærke. Er det nu ligesaa med os, ell er det ikke snarer saaledes, at naar vi mærke, at de svare Prøvelser nærme sig, da ville vi saa gjerne unddrage ⓘ os, vi ønskede blot en Afkrog af Verden at skjule os i, ønskede at ►Bjergene ville skjule os, ell. vi utaalmodigen søge at ►vælte Byrden fra os over paa Andre; ell. endog de der ikke søge at flygte, hvor langsom hvor modvillig flytter Foden sig frem ►af Banen. Ikke saaledes med ►👤Ab:,ⓘ han svarer ⓘ freidigt Her er jeg; han falder ingen til Besvær med sin Lidelse, ikke ►👤Sara, som han jo vel indsaae det saa saare vilde bedrøve at miste ►👤Isaak, ikke ►👤Eleezar den tro Tjener i hans Huus, hos hvem han dog snarest maatte have søgt Trøst. ►Vi læse: han stod tidlig ⓘ op om Morgen. Han ilede som til en Glædeshøitid 9 ogⓘ ved Morgengry var han paa det af Herren bestemte Sted paa 📌Moria. Og han kløvede Brændet, og han bandt 👤Isaak og han antændte Baalet og han drog Kniven. ►Min T: der var mangen Fader i 📌Israel der troede iⓘ sit Barn at miste Alt, hvad ham kjært var, at berøves ethvert Fremtids-Haab, men der var jo dog ingen der i den Forstand var ►Forjættelsens Barn som 👤Isaak var det ⓘ for 👤Abr:. Der var mangen Fader, der mistede det, men da var det jo dog ►Guds almægtige og urandsagelige Styrelse, da var det jo dog Gud der selv ligesom udslettede det givne ⓘ Løfte, han ⓘ maatte sige som ►👤Hiob ►Herren gav Her[ren] tog. ikke saaledes med 👤Abraham, det var af hans egen Haand det blev fordret, ►👤Isaaks Skjebne var med Kniven lagt i 👤Abr: Haand. Og han stod her ►aarle paa Bjerget han den ►gl. Mand med ►sit eneste Haab. Men ►han tvivlede ikke, han skuede ikke ⓘ omkring tilhøire og venstre, han udfordrede ikke Himlen med sine Klager. Han vidste det var det tungeste Offer Gud kunde fordre, men han vidste og, at Intet 10 var for stort for Gud. Vi vide nu alle130 ►Udfaldet paa Historien. Det overrasker os maaskee ikke mere, fordi vi kjende det fra vor tidligste Barndom, men da ligger Feilen i Sandhed ikke i Historien, men i os, fordi vi ere for lunkne til ret at føle med 👤Abraham at lide med ham. ►Han drog hjem glad frimodig tillidsfuld til Gud; thi han havde ikke vaklet, han havde Intet at bebreide sig. Hvis vi ville tænke os, at 👤Abraham ved ængstet og fortvivlet at skue omkring havde opdaget ►den Vædder, der skulde frelse hans Søn, vilde han da ikke beskæmmet være vent hjem, uden Tillid for Fremtiden, uden Vished med sig selv om, at han var beredt til at bringe Gud et hvilketsomhelst Offer., uden ►den himmelske Røst fra Himlen som i hans Hjerte, der forkyndte ham Gud[s] Naade og Kjærlighed.
Kierkegaard, Søren Journal HH : 1840
↩
HH:8