40IIIC22►.... Og naar da Fristelserne nærme sig, da ville vi ikke unddrage os dem, fordi vi jo vide, at derved ere de ikke overvundne, at de tvertimod komme stærkere tilbage, vi ville ikke hensynke i en afmægtig Døs, saa at vi næsten mere maae sige, at det skeer med os end at vi handle, for at ikke, hvis Fristelsen end ikke river os hen, vi dog ikke skulle staae beskæmmede som de, der maa sige, at det ikke var vor Skyld, at vi ikke faldt; men tilstaae, at det var en Skjebnea. Vi sige dette ikke som om vi ville nære den forfængelige Tanke, at det var os selv, der frelste os ved egen Styrke; thi ►vi vide, at vi Intet formaae uden Gud, men fordi vi sætte vor Glæde og vor Salighed i at vide, at vi med Gud formaae Alt.
✂ a ►at vi ikke indslumre og drømme os fra Fristelsen; thi en saadan Undgaaen af Fristelsen uden vor Medvirkning giver ingen Sikkerhed for ny Strid, ingen ud af Striden vundet fornyet og bekræftet Tillid til Gud.