◄ Sin Artikel mod mig i dette Blads Nr. 94 ... kalde »en ledende Artikel« : I forlængelse af en anonym artikel mod SK ( 185,1) skrev Bloch artiklen »I Anledning af 'Forslaget' til Dr. 👤S. Kierkegaard« i Fædrelandet, nr. 94, den 24. april 1855: »Jeg har med megen Tilfredsstillelse i 'Fædrelandet' Nr. 79 d. A. læst et 'Forslag til Hr. Dr. S. Kierkegaard', uden at jeg dog, hvad jeg nedenfor nærmere skal udtale, kan tiltræde selve Forslaget. Dette Indlæg er skrevet med megen Besindighed, Omsigt [klog omtanke] og Dygtighed og fortjener Navn af 'en ledende Artikel', dog kun indtil man kommer til Forslaget, hvor det synes at blive misvisende. Det anerkjender med den tilbørlige Begrændsning det Berettigede og Fortjenstfulde i Dr. Kierkegaards Optræden i det sidste halve Aar, navnlig som den fra Begyndelsen af viste sig, da han talte alvorsfulde, vækkende Ord mod en Alliance mellem Guds Rige og Verden, en Tilsløring, Fortoning og Fortielse af det Væsenlige i Christendommen; men det paaviser ogsaa klart og bestemt, hvorledes han mere og mere har forløbet sig, uden at føre Sagen selv et Skridt videre. Men naar der saa gjøres den Henstilling til Dr. K.: 'om han ikke skulde finde, at Tiden er kommen for ham til at rykke et Skrid videre', og denne Henstilling senere fremtræder som det bestemte Forslag: 'han give sine Landsmænd en Veiledning i Hænderne: en Fremstilling i rene, bestemte Omrids, af det Nye Testamentes Lære, saaledes / som den efter ham skal være berettiget til at bære Navn af ny-testamentlig'; da kan jeg ikke længere følge den ærede Forslagsstiller, dels fordi Dr. K. ved sin seneste Optræden har gjort enhver Forhandling med ham om Christendommen umulig, dels fordi Sagen nu kræver, ikke en theologisk Forhandling i Henhold til en saadan Fremstilling, men en kirkelig Afgjørelse. / Dr. K., der i Begyndelsen syntes at optræde som et Sandhedsvidne indenfor den christne Kirke, har nemlig senere i den Grad sværmet om og forløbet sig, at han er kommen helt udenfor, saa at han ligefrem bekjender, at han selv ikke alene ikke er et Sandhedsvidne, ikke en Reformator, men ikke engang en Christen i det Nye Testamentes Forstand; han er kun en 'Digter' eller, som han senest har udtrykt sig, 'et afgjort Politi-Talent'; men saa overraskende end denne Erklæring lyder efter, ja endnu under, 'den prophetiske Bodstale', saa taber den dog al Betydning og synker ned til den mest overflødige Trivialitet, naar man i samme Aandedræt hører ham udraabe, at Christendommen ikke mere er til, at Christenheden er uddød, at der ingen Christne, ingen Sandhedsvidner findes mere osv. [Note: Hvad Dr. K. her nærmest har sagt om den danske Folkekirke, vil han vistnok [givetvis] have udstrakt til hele Christenheden]. Men skal nu hvad han i denne Sag har skrevet ikke betragtes som en uhyre 'licentia poetica' [lat., digterisk frihed], eller som en grov Spøg med Politistokken, da indvikler han sig her paa dette sit udenkirkelige Stade i den aabenbare Selvmodsigelse, at han, som ingen Christen er, vil afgjøre, hvad der er Christendom, og hvad ikke, at han, som siger, at Christendommen ikke mere er til, prædiker mod en Tilsløring og Forvanskning af Christendommen. Den ærede Forslagsstiller har ikke overseet denne Selvmodsigelse, men forudsat – hvad han maatte forudsætte for at kunne stille sit Forslag – at den lod sig hæve derved, at Dr. K. tilbagekaldte eller dog væsenlig indskrænkede sine stærke Ord om, at Christendommen ikke mere er til, og at han selv forholder sig til den saakaldte Christenhed kun som et afgjort Politi-Talent; og visselig, vilde han gjøre en saadan Indrømmelse, aflægge en saadan Bekjendelse, da vilde ved denne hans Tilbagegang Sagen kunne rykke et godt Skridt fremad; men ligesom jeg ikke troer, at et fornyet Studium af det Nye Testamente vil føre Dr. K. til en saadan ønskelig Tilbagegang, saaledes troer jeg heller ikke, at han, dersom han paa anden Maade vandt den dertil fornødne christelige Erkjendelse og kirkelige Orientering, vilde søge den reiste Sag afgjort ved at efterkomme den til ham rettede Opfordring. Sagen kræver nemlig, som alt [allerede] bemærket, en kirkelig Afgjørelse. Dr. K. har ikke alene modsagt sig selv, men han har modsagt Herren, der har lovet sin Menighed et evigt Liv med Seir over Mørkets Magter; han har ikke blot som en Bodsprædiker revset den lunkne Christenhed, men han har forkastet det af Herren salvede evige Sandhedsvidne, fornegtet / hans 'hellige almindelige Kirke'. Men da maa han finde sig i, at Herrens Menighed lader hans høie Raab udenfor uændset og kun lukker Kirkedøren for ham, naar han bliver altfor nærgaaende og høirøstet, medens den forøvrigt trøstig bliver ved at synge sine Psalmer, at bede sit Fadervor, at læse sin Bibel, at høre Guds Ords Prædiken og at leve af sin Herres Sacramenter, uden at indlade sig paa at føre Bevis for sin Tilværelse, et Bevis, som kun den Helligaand kan føre med Sandhedens og Livets Klarhed og Kraft, som han – Gud være lovet! – hidtil har ført det og fører det paany hvert Kirkeaar. / Dr. K. staaer udenfor Christi Kirke ved Klippens Fod og læser i det Nye Testamente, indtil Synet forgaaer ham. Da begynder han at præke om, at Kirken er forsvunden, thi han seer den ikke mere. Og Folk derude og dernede, som gjerne ønskede, at det var sandt, strømme til og lytte med Begjærlighed, men nære dog en hemmelig Frygt for, at den sære Mand med de underlige Fagter og de mørke Taler, der, skjønt han holder Ligprædiken over Christenheden, dog ingenlunde vil gjøre fælles Sag med Verden, skal give sig til at læse over den nedslagne Kirke og faae den til at reise sig igjen. Hvad disse frygte for, haabe Andre, som hidtil have havt et godt Øie til Kirken, og, skjønt de ikke have villet gaae derind, dog nødig see den synke i Grus. Men medens der saaledes læses og prækes, frygtes og haabes udenfor, staaer Herrens Kirke grundfast paa Klippen – en Kjendsgjerning, som atter og atter skal paavises ved Kirkens levende Vidnesbyrd (hvorved, i Forbigaaende sagt, ogsaa den hellige Skrift faaer sin Besegling), men aldrig bevises ved en theologisk Undersøgelse – og hans Menighed lever derinde af hans Naademidler under hans Aands Tugt og Pleie og oplives hvert Aar med Jule-, Paaske- og Pintseglæden, ja lever evindelig, naar det hele, store Kirkeaar udløber i Evigheden, i og med ham, som har sagt: 'jeg lever, og I skulle leve'; men – at 'Mange ere kaldede, men Faa udvalgte', at 'Herren kjender Sine', at Navnet alene ikke gjør Nogen til en Christen, Præstekjolen ikke Nogen til et Sandhedsvidne, det behøver vel atter og atter at indskærpes, men er jo da ingen Nyhed, vi nu først skulle lære af Dr. K. / Saaledes er Kirkens Tilværelse, som Dr. K. har formastet sig til at sætte under Spørgsmaal, ja tilsidst ligefrem at fornegte, for evig afgjort, og hermed er det saa vel ogsaa afgjort, hvad der skal troes og gjøres til Salighed, hvad der er den rette – 'nytestamentlige' og kirkelige – Christendom, den Christendom, som Herrens Menighed bekjender ved sin Daab og Nadver, sin Bøn og Prædiken; og idet jeg, som sagt, holder mig til denne kirkelige Afgjørelse, har jeg i denne Sag intet Forslag til Dr. Kierkegaard og Intet at gjøre med ham, saalænge han staaer, hvor han staaer, og fægter, som han fægter. Kunde og vilde han derimod bruge det Nye Testamente med den apostoliske Kirkes Speilbillede til at revse og straffe baade Præster og menige Christne, da gjorde han / en god Gjerning; men dette kan han kun med den Tro, at Herrens Kirke staaer, hvor han har bygget den, at hans Menighed lever, hvordan saa end Dr. K. og Andre haandtere det Nye Testamente, og ved selv at gaae ind af Kirkedøren for at faae Menigheden i Tale. Jeg frygter imidlertid for, at det vil falde ham altfor svært at opgive sin Særhed, sin enlige Stand, og underskrive den almenkirkelige Ægteskabscontract; men da frygter jeg ogsaa for, at han meer og meer vil blive glemt i Bryllupshuset, og det af dem, som just han tidligere har hjulpet paa Vei dertil, og som dengang ikke kunde tvivle om, at han jo selv vilde med. Det er godt nok med den 'menneskelige Redelighed', men den duer visselig ikke, naar den kommer i Strid med den guddommelige Redelighed, saa at den gjør Herrens Ja til Nei; og det er godt nok med den redelige Ydmyghed eller ydmyge Redelighed, der gjør, at et Menneske til en Tid ikke tør kalde sig selv en Christen, men den duer sandelig ikke, dersom den bliver ved at hindre en barnedøbt Christen i at være et Guds Barn ved sin Daab og Tro, og med Tak og Tilbedelse at give Herren Ret, naar han altid 'elsker først' og giver, hvad han fordrer.« Artiklen er underskrevet: »Lønborg Præstegaard d. 10de April 1855. J. Victor Bloch«. – Provst Victor Bloch: 👤Jørgen Victor Bloch (1812-92), da. præst; cand.teol. 1833, lic.theol. 1835, fra 1838 sin fars efterfølger som sognepræst i 📌Lønborg og 📌Egvad sogn i 📌Vestjylland, fra 1851 tillige provst for 📌Hind, 📌Bølling og 📌Nørre herreder i Vestjylland. Bloch var nærmest grundtvigianer. – en takkende Basil: 137,8.
I trykt udgave: Bind 14 side 197 linje 3