◄ den eenfoldige Vise i Oldtiden : en af SK ofte anvendt betegnelse for 👤Sokrates, der selv taler om sin enfoldighed, se fx 👤Platons dialog Symposion (198a), hvor Sokrates siger: »I min Eenfoldighed troede jeg, man burde fremføre det Sande om enhver Gjenstand, man vilde prise«, jf. Udvalgte Dialoger af Platon, overs. af 👤C.J. Heise, bd. 1-6, 📌Kbh. 1830-51, ktl. 1164-1167; bd. 2, 1831, s. 55 (Platons Skrifter, udg. af 👤Carsten Høeg og 👤Hans Ræder, bd. 1-10, Kbh. 1992 [1932-41]; bd. 3, s. 119). – Sokrates (o. 470-399 f.Kr.), gr. filosof; udviklede sin tænkning i dialog med sine samtidige; søgte gennem sin majeutiske metode (sin jordemoderkunst) at forløse andre, der i forvejen var svangre med viden, og at hjælpe dem af med deres vrangforestillinger, hvilket altid skete i samtalens form. Han blev anklaget for at antage andre guder end dem, staten anerkendte, og for at fordærve 📌Athens ungdom; en folkedomstol i Athen kendte ham skyldig, og han blev henrettet med et bæger gift, som han tømte med sindsro. Han har intet skriftligt efterladt sig; hans karakter, samtalekunst og lære er hovedsagelig blevet skildret af tre samtidige forfattere, nemlig af 👤Aristofanes i komedien Skyerne, af 👤Xenofon i de fire 'sokratiske' skrifter, herunder mindeskriftet om Sokrates Memorabilia, og af Platon i dialogerne.
I trykt udgave: Bind 13 side 329 linje 22