↩ Min uforglemmelige Barnepige, Du flygtige ►Nymphe, der boede i den Bæk, som løb forbi min 62 Faders Gaard, og altid tog hjælpsom Deel i Barnets Leeg, om Du end kun ►skjøttede Dig selv! Du min trofaste Trøsterinde, Du der i Aarenes Løb bevarede Din uskyldige Reenhed; som ikke blev ældre, medens jeg var bleven gammel; Du stille Nymphe, til hvem jeg atter tyede hen, træt af Menneskene, træt af mig selv, saa jeg behøvede en Evighed til at udhvile, sørgmodig, saa jeg behøvede en Evighed til at glemme. Du negtede mig ikke, 146hvad Menneskene ville negte mig, ved at gjøre Evigheden ligesaa travl og end forfærdeligere end Tiden. Da laae jeg ved Din Side og forsvandt for mig selv i Himlens uhyre Rum over mit Hoved, og glemte mig selv i Din dyssende Murmlen! Du mit lykkeligere Selv, Du flygtige Liv, der boer i den Bæk, der løber forbi min Faders Gaard, hvor jeg ligger henstrakt, som var min Skikkelse en nedlagt Vandringsstav, men jeg er frelst og frigjort i den vemodige Rislen! – Saaledes laae jeg i min Loge, bortkastet som en 41 Badendes Klæder, henstrakt ved den Latterens og Kaadhedens og Jubelens Strøm, der ustandselig brusede mig forbi; jeg kunde Intet see uden Theatrets Rum, Intet høre uden Larmen, hvori jeg boede. Kun engang imellem reiste jeg mig op, saae paa 👤Beckmann og loe mig saa træt, at jeg af Mathed atter hensank ved den brusende Flods Side. Allerede dette var saligt, og dog mang63lede mig Noget. Da opdagede jeg i det Øde, jeg overalt saae om mig, en Skikkelse, der glædede mig mere, end ►👤Fredag glædede 👤Robinson. I en Loge ligeoverfor mig sad en ung Pige paa tredie Bænk, halvskjult af en ældre Herre og Dame, der sad paa første Bænk. Den unge Pige var neppe i Theatret for at blive seet, som man da i dette Theater i det Hele er fritagen for disse modbydelige qvindelige Præsentationer. Hun sad paa tredie Bænk, hendes Paaklædning var simpel og tarvelig, næsten huuslig. Hun var ikke ►svøbt i Sobel og Maar, men svøbt i et stort Tørklæde, og ud af dette Svøb bøiede hendes ydmyge Hoved sig, ligesom den øverste Klokke paa en Lilliekonvals Stengel bøier sig ud af det store Blads Svøb. Naar jeg da havde seet paa 👤Beckmann, havde ladet Latteren gjennemryste hele mit Legeme, naar jeg hensank i Mathed og nu lod mig bære bort paa Jubelens og Lystighedens Strøm, og jeg steg op af Badet og vendte tilbage til mig selv, da søgte mit Øie hende, og Synet af hende vederqvægede hele mit Væsen med sin venlige Mildhed. Eller naar i Possen selv en mere pathetisk Følelse brød frem, da saae jeg paa hende, og hendes Væsen gav mig Hengivelse deri, thi hun sad under det Alt sammen hvilende i sig selv med sit stille Smiil i barnlig Forundring. Hun kom der, ligesom jeg, hver Aften. Stundom faldt jeg da 64 hen i Tanker, hvad der vel kunde foranledige det, men ogsaa disse Tanker bleve kun Stemninger, der søgte over til hende, saa jeg et Øieblik syntes, hun maatte være en Pige, der havde lidt meget og nu svøbte sig ganske tæt ind i sit Shavl og ikke vilde have mere med Verden at gjøre, indtil da Udtrykket i hendes Mine forvissede mig om, at hun var et lykkeligt 147Barn, der trak Tørklædet saa tæt sammen, for ret at gotte sig. Hun anede ikke, at hun var seet, end mindre at mit Øie vogtede paa hende; det havde ogsaa været en Synd mod hende, og værst for mig selv; thi der er en Uskyldighed, en Ubevidsthed, som selv den reneste Tanke kan forstyrre. Selv opdager man ikke Sligt, men betroer Eens gode ►Genius Een, hvor en saadan oprindelig Skjulthed dølger sig, da fornærme man 42 dog ikke denne, og bedrøve ikke sin Genius. Havde hun blot anet min stumme halvforelskte Glæde, da var Alt fordærvet og ikke til at erstatte, ikke ved hele hendes Kjærlighed. Jeg veed, hvor der nogle ►Mile fra 📌Kjøbenhavn boer en ung Pige; jeg kjender den store skyggefulde Have med de mange Træer og Buske. Jeg veed, hvor der et lille Stykke derfra ligger en Skrænt, bevoxet med Krat, fra hvilken man kan skue ned i Haven, selv skjult af Krattet. Jeg har ikke betroet det til Nogen, end ikke min Kudsk veed det; thi ham bedrager jeg ved at stige 65 ud noget derfra, og gaae til Høire istedetfor til Venstre. Naar da min Sjæl er søvnløs, og Synet af min Seng ængster mig mere end en Torturmaskine, mere end den Syge frygter ►Spændesengen, da kjører jeg hele Natten. Tidlig om Morgenen ligger jeg i Krattets Skjul. Naar da Livet begynder at røre sig, naar Solen slaaer Øiet op, naar Fuglen ryster sin Vinge, naar Ræven lusker frem af sin Hule, naar Bondemanden staaer i sin Dør og skuer ud over Marken, naar Malkepigen gaaer med sin Spand ned i Engen, naar Høstkarlen lader Leen klinge og forlyster sig ved dette Forspil, der bliver Dagens og Gjerningens Omqvæd, – da kommer ogsaa den unge Pige frem. Hvo der kunde sove! Hvo der kunde sove let! saa Søvnen selv ikke blev en tungere Byrde end Dagens! Hvo der kunde staae op fra sit Leie, som havde der Ingen hvilet paa det, saa Leiet selv var køligt og lifligt og vederqvægende at see til, som havde den Sovende ikke hvilet paa det, men kun bøiet sig over det, for at lægge Alt til Rette! Hvo der kunde døe saaledes, at selv Eens Dødsleie i samme Nu som man tages bort derfra, var mere indbydende at see til, end havde en omhyggelig Moder puslet Sengen og ►blæst paa den, at Barnet maatte sove tryggere. Da kommer den unge Pige frem, da gaaer hun undrende omkring, (hvo undrer sig mest, 66 Pigen eller Træerne!) da sætter hun sig ned paa Hug og plukker af Buskene, da hopper hun let omkring, da staaer hun tankefuld stille. Hvilken vidunderlig Overtalelse ligger der dog ikke i Alt dette! Da finder min Sjæl tilsidst Hvile. Lykkelige Pige! dersom nogensinde en Mand vandt Din 148Kjærlighed, gid Du maatte gjøre ham ligesaa lykkelig ved at være Alt for ham, som Du gjør mig, ved Intet at gjøre for mig.