↩ Den næste Aften var jeg i 📌Königstädter-Theatret. Det Eneste, der gjentog sig, var Umuligheden af en Gjentagelse. ►📌Unter den Linden var Støvet utaaleligt, ethvert Forsøg paa at blande sig ind mellem Menneskene, og saaledes tage et Menneskebad, virkede høist afskrækkende. Hvorledes jeg end vendte og dreiede mig, var Alt forgjeves. Den lille Dandserinde, som den forrige Gang havde fortryllet mig ved en Ynde, der saa at sige stod paa Springet, hun havde gjort Springet; den blinde Mand udenfor ►📖 Brandenburger-Thor, min Harpespiller – thi jeg var nok den eneste, der bekymrede sig om ham – havde faaet en graameleret Frakke istedenfor den lysegrønne, der var min Vemods Længsel, i hvilken han saae ud som en ►Taarepiil, han var tabt for mig og vunden 70 for det Almeen-Menneskelige; Pedellens beundrede Næse var bleven bleg; Professor 👤A. A. havde faaet et Par nye Buxer, der næsten sad militairisk. – –