4. Udgivelsesmåde

G blev udsendt pseudonymt og uden angivelse af udgiver. Af titelbladet fremgår det, at bogen var i kommission hos 👤C.A. Reitzel. SK, der således var sin egen forlægger, indgik kontrakt med bogtrykker 👤Bianco Luno og betalte omkostningerne til papir og trykning. Hverken beløb eller oplagstal kendes, men 👤Frithiof Brandt og 👤Else Thorkelin sætter oplaget til 525 eksemplarer og udgifterne til 107 rd. og 24 sk., beregnet ud fra »Lunos almindelige tarif«.* Af et udateret regnskabsblad fremgår det, at cand.jur. 👤J.F. Giødwad som stedfortræder tog sig af det økonomiske mellemværende med 👤C.A. Reitzel efter bogens udgivelse.*

I sommeren 1847 ophørte SK med at fungere som sin egen forlægger og solgte restoplagene af kommissionsskrifterne til 👤C.A. Reitzel. Af en opgørelse, udarbejdet efter de mundtlige og skriftlige forhandlinger mellem SK og 👤Reitzel fremgår det, at der i juli 1847 endnu var et restoplag af G på i alt 38 eksemplarer hos 👤Reitzel.* Af et brev* fra SK til 👤Reitzel fremgår det, at der desuden befandt sig 215 eksemplarer hos 👤Bianco Luno, hvilket giver et samlet restoplag på 253 eksemplarer.

Det endelige regnskab for G indtil juli 1847, da 👤Reitzel overtog restoplaget, ser da ud som følger: 272 eksemplarer er solgt på almindelige betingelser og har indbragt omkring 226 rd. Heraf tog 👤Reitzel 25% i kommision, ca. 56 rd. Tilbage blev ca. 170 rd. I sommeren 1847 købte 👤Reitzel restoplaget af de ni bøger, han havde haft i kommission, for 1200 rd.* Det svarer til ca. 33% af bogladeprisen. SK forlangte for restoplaget af G 100 rd.,* men modtog kun ca. 70 rd., hvilket giver en samlet indtægt på 240 rd. Når udgifterne til 👤Bianco Luno fratrækkes, giver det et overskud på ca. 132 rd. Alene det ordinære salg fra bogladen dækkede SKs udgifter til papir og trykning.

Af en forlagsreklame trykt i Dette skal siges; saa være det da sagt, som udkom i 1855, ses det, at G stadig kunne købes hos 👤Reitzel for 80 sk. G blev ikke oversat i SKs levetid.