↩ Hvad der derimod endnu kan konstateres i det kraftigt reviderede ms., er en række sletninger og tilføjelser i det først skrevne, som peger i retning af en lidenskabelig og undertiden grovkornet irettesættelse af en kvindefigur, der i biografisk perspektiv kun kan udlægges som 👤Regine Olsen. Hensyn og god tone har dog udvirket, at de groveste misogyne betragtninger er blevet strøget. Det begynder i den blidere ende: En bedragerisk piges ord må ifølge 👤Constantius i ms. 1.2, s. 125, regnes for »Vind ...«; det ændres til »Overdrivelse, et lille lyrisk Impromptu, et følsomt Divertissement« (SKS 4, 85,9). Om de midler, der skal tages i brug for at forlade en pige, hedder det i den endelige version: »Man maa lade en Pige skrige, saa har hun bagefter Intet at skrige for, men glemmer hurtigen« (SKS 4, 83,26). I første omgang mente 👤Constantius, at man måtte lade hende »skrige sig lænds, hidse hende til at skrige, desto hurtigere glemmer hun«. Dermed lettes hendes overgang til en ny elsker, den første og den bedste – men de følgende linier er i ms. slettet med blæksløjfer: