↩ Man har som nævnt fra biografisk hold forsøgt at indskrive tilblivelsen af G i SKs livshistorie og betragtet skriftet som en indirekte henvendelse til den kvinde, som han brød forlovelsen med.* Dermed risikerer man at fremhæve privatpersonen på bekostning af forfatteren. Denne opfattelse er der nu grundlag for at modificere. Spørgsmålet er, om det ikke er forfatteren, snarere end den af fortiden knugede privatperson, der i brevet til 👤Emil Boesen den 15. maj skriver: