↩ 1051Der var engang en Mand, han havde som Barn hørt ►hiin skjønne Fortælling om, hvorledes Gud fristede 👤Abraham, og hvorledes han bestod i Fristelsen, bevarede Troen og anden Gang fik en Søn mod Forventning. Da han blev ældre, læste han den samme Fortælling med endnu større Beundring; thi Livet havde adskilt, hvad der var forenet i Barnets fromme Eenfoldighed. Jo ældre han blev, desto oftere vendte hans Tanke sig til hiin Fortælling, hans Begeistring blev stærkere og stærkere, og dog kunde han mindre og mindre forstaae Fortællingen. Tilsidst glemte han alt Andet over den; hans Sjæl havde kun eet Ønske, at see 👤Abraham, een Længsel, at have været Vidne til hiin Begivenhed. Hans Begjering var ikke at see 📌Østerlandets skjønne Egne, ikke ►det forjættede Lands jordiske Herlighed, ikke ►hiint gudfrygtige Ægtepar, hvis Alderdom Gud velsignede, ikke den bedagede Patriarchs ærværdige Skikkelse, ikke den af Gud skjænkede 👤Isaaks frodige Ungdom – han havde Intet mod, at det Samme foregik paa en gold Hede. Hans Attraa var at følge med de 3 Dages Reise, da 👤Abraham reed med Sorgen foran sig og 👤Isaak ved sin Side. Hans Ønske var at være tilstede i den Stund, da 👤Abraham opløftede sit Øie 2 og saae 📌Morijabjerget i det Fjerne, den Stund han lod Æslerne tilbage, og gik ene med 👤Isaak op til Bjerget; thi det, der beskæftigede ham, var ikke Phantasiens kunstrige Væven, men Tankens Gysen.