↩ ►👤Socrates kan man bruge som et Exempel. Han var en intellectuel tragisk Helt. Hans Dødsdom bliver ham forkyndt. I det Øieblik døer han, thi den, som ikke forstaaer, at der fordres Aandens hele Kraft til at døe, og at Helten altid døer, før han døer, han skal ikke komme synderligt vidt i sin Betragtning af Livet. Som Helt fordres der nu af 👤Socrates, at han rolig hviler i sig selv, men som intellectuel tragisk Helt fordres der af ham, at han i dette sidste Øieblik har Aandsstyrke nok til at gjennemføre sig 128 selv. Han kan da ikke som den almindelige tragiske Helt concentrere sig paa at holde sig ligeoverfor Døden, men han maa saa hurtig gjøre denne Bevægelse, at han i samme Øieblik med sin Bevidsthed er ude over denne Strid og hævder sig selv. Dersom saaledes 👤Socrates i Dødens ►Krisis havde forstummet, da havde han svækket Virkningen af sit Liv, vakt en Mistanke om, at Ironiens Elasticitet i ham ikke var en Verdenskraft, men et ►Spil, hvis Spænstighed i det afgjørende 205 Øieblik maatte bruges efter omvendt Maalestok til pathetisk at holde ham oppe1.
- Hvilken Replik af 👤Socrates der maa ansees for den afgjørende, derom kunne Meningerne være delte, ►da 👤Socrates paa saa mange Maader ved 👤Plato er poetisk forflygtiget. Jeg foreslaaer følgende: Dødsdommen bliver ham forkyndt, i samme Øieblik døer han, i samme Øieblik overvinder han Døden og gjennemfører sig selv i det berømte Tilsvar: at det forundrede ham, at han var bleven dømt med en ►Majoritet af 3 Stemmer. Ingen ►løs og ledig Tale paa Torvet, ingen taabelig Bemærkning af en Idiot kunde han have spøget mere ironisk med, end med den Dødsdom, der dømmer ham selv fra Livet. (tilbage)