↩ Hele det afsnit, hvor det tankeeksperiment udføres, at 👤Abraham gjorde sig til afgudsdyrker og menneskeæder for at bevare 👤Isaks tro på Gud (»Dog det hjalp ikke. Da tænker jeg, at (...)« til »(...) og maaskee forbande Gud«) går i let omarbejdet form over i »Stemning, I« (SKS 4, 107,21-108,3). Afsnittet om moderen, der sværter sit bryst, finder med få stilistiske ændringer anvendelse i slutningen af »Stemning, I« (SKS 4, 108,5-9). Udfaldet mod samtidens digtere for ikke at forstå »Abrahams-Collisionen« gentager sig i afsnittet om 👤Havmanden, der inddrages for at belyse den centralt placerede 👤Abraham (SKS 4, 183,33).