↩ Ganske i Almindelighed kan jeg inddele disse Vanskeligheder i de udvortes og de indvortes, idet jeg bestandig erindrer om det Relative i en saadan Inddeling med Hensyn til Ægteskabet, hvor Alt netop er indvortes. Først altsaa de udvortes Vanskeligheder. Jeg tager nu her ingenlunde i Betænkning eller frygter for at nævne alle de nedtrykkende, ydmygende, ►fortredigende, endelige Sorger, kort Alt det, der con122stituerer et ►weinerlich Drama. Du og Dine Lige ere som allevegne yderst vilkaarlige. Nødsager et Skuespil af denne Art Eder til at foretage en saadan ►Vandring gjennem Ulykkens Huler, saa sige I, det er uæsthetisk, flæbende og kjedsommeligt; og deri have I Ret, men hvorfor, fordi det indignerer Eder, at noget Ophøiet og Ædelt gaaer under for Sligt. Vender I Eder derimod til den virkelige Verden, møde I der en 111Familie, der blot har gjennemgaaet det Halve af de Gjenvordigheder, som en Bøddel af Theater-Digter, i den Tyranner forbeholdne vellystige Nydelse af at pine Andre, udtænker, saa gyser det i Eder, I tænke: god Nat al æsthetisk Skjønhed. I have Medlidenhed, I ere villige til at hjælpe om ikke for Andet, saa for at slaae de mørke Tanker bort, men I have allerede forlængst ►despereret paa den ulykkelige Families Vegne. Men er det sandt i Livet, saa har jo Digteren Ret til at fremstille det og Ret i at fremstille det. Naar I sidde i Theatret, berusede i æsthetisk Nydelse, da have I Courage til at fordre af Digteren, at han skal lade det Æsthetiske seire over al Usselhed. Det er den eneste Trøst, der bliver tilbage, og hvad der er 125 endnu blødagtigere, den Trøst tage I, hvem Livet ikke har givet Anledning til at prøve Eders Kræfter. ⓘ I ere da fattige og ulykkelige som Helten eller Heltinden i Stykket, men I have ogsaa Pathos, Mod, en ►os rotundum, af hvilken Veltalenhed udstrømmer, ►en kraftfuld 117Arm; I seire; I applaudere Skuespilleren, og Skuespilleren er Eder selv, og Parterrets Applaus gjelder Eder; thi I ere jo Helten og Skuespilleren. I Drømme, i Æsthetikens Taagerige der er I Helte. Jeg bekymrer mig forholdsviis temmelig lidt om Theatret, og for mig kunne I gjøre Eder saa lystige som I ville; lad kun Theater-Heltene gaae under, eller lad dem seire, synke i Gulvet eller forsvinde i Loftet, det rører mig ikke stort; men er det sandt, hvad I jo lære og foredrage i Livet, at langt færre Gjenvordigheder ere istand til at trælbinde et Menneske, saa han gaaer ►ludende med sit Hoved og glemmer, at ogsaa han er ►skabt i Guds Billede, saa være det Eders retfærdige Straf, Gud give, at alle Theater-Digtere ikke vilde digte Andet end ►larmoyante Dramaer med al mulig Angst og Forfærdelse, der ikke vilde tillade Eders Blødagtighed at hvile paa Theater-Hynder, og lade Eder parfumere med overnaturlig Kraft, men som maatte forfærde Eder, indtil I lærte at troe i Virkeligheden paa det, som I kun ville troe paa i Poesien. Jeg har vel i mit Ægteskab ikke oplevet mange af den Art Gjenvordigheder, det tilstaaer jeg gjerne, jeg 123 kan derfor ikke tale af Erfaring, men dog har jeg en Overbeviisning om, at Intet formaaer at knuse det Æsthetiske i et Menneske, en Overbeviisning saa kraftfuld, saa salig, saa inderlig, at jeg takker Gud for den som for en Naadegave. Og naar vi i den hellige Skrift læse om ►mange Naadegaver, saa vilde jeg virkelig regne denne 112med, den Frimodighed, den Tillid, den Tro paa Virkeligheden, og paa den evige Nødvendighed, hvormed det Skjønne seirer, og paa den Salighed, der ligger i den Frihed, hvormed Individet kommer Gud til Hjælp. Og denne Overbeviisning er et Moment med i min hele aandelige Habitus, og jeg lader mig ikke ved kunstige Pirringsmidler blødagtigt og vellystigt gjennemgyse deraf i et Theater. Det Eneste, jeg kan gjøre, det er at takke Gud 126 for denne Urokkelighed i min Sjæl, men dermed vil jeg ogsaa haabe at have befriet min Sjæl fra at tage den forfængelig. Du veed, jeg hader al Experimenteren, men desuagtet skal det dog ogsaa være sandt, at et Menneske kan have oplevet meget i Tanken, som han aldrig kommer til at opleve i Virkeligheden. Der kommer stundom mismodige Øieblikke, og naar man ikke selv fremkalder dem, for vilkaarligt at ►forsøge sig selv deri, saa er dette ogsaa en Strid og en høist alvorlig Strid, og i denne Strid kan der erhverves en Forvisning, der, om den end ikke har den Realitet, som den i strengere Forstand i Virkelighed erhvervede, dog har sin store Betydning. 118Der er visse Tilfælde i Livet, hvor det er Tegn paa noget Stort og noget Godt hos et Menneske, at han er ligesom gal, at han ikke har adskilt Poesiens og Virkelighedens Verden, men seer denne ►sub specie poeseos. ►👤Luther siger etsteds i en af hans Prædikener, hvor han taler om Armod og Nød: det har man aldrig hørt, at et Christen-Menneske er død af Sult. Hermed er 👤Luther færdig om den Sag, og mener, visselig med Rette, at han har talt med megen Salvelse og til sand Opbyggelse derover.