↩ Vi ville nu see, hvorvidt det er lykkedes den Tid, der har tilintetgjort den romantiske Kjærlighed, at sætte noget bedre istedet. Først vil jeg dog angive Kjendetegnene paa den romantiske Kjærlighed. 19Man kunde med eet Ord sige, den er umiddelbar; at see hende og elske hende var eet, eller uagtet hun kun gjennem en Ridse af det tillukkede Jomfrubuurs Vindue saae ham en eneste Gang, saa elskede hun ham dog fra dette Øieblik, ham ene i hele Verden. Jeg burde nu vel egentlig 17 efter Aftale her give Plads for nogle polemiske Udgydelser, for derved hos Dig at befordre den ►Secretion af Galde, der er en nødvendig Betingelse for en sund og gavnlig Tilegnelse af hvad jeg har at sige. Imidlertid kan jeg dog ikke beslutte mig dertil, og det af to Grunde, deels fordi det i vor Tid er temmelig forslidt, og oprigtigt talt er det ubegribeligt, at Du i denne Henseende vil være med Strømmen, da Du ellers altid er imod; 29 deels fordi jeg virkelig har bevaret en vis Tro paa Sandheden deraf, en vis Ærbødighed derfor, en vis Vemod derved. Jeg nævner derfor blot Løsnet til Din Polemik i denne Retning, Overskriften over en lille Opsats af Dig, ►empfindsame og ubegribelige Sympathier eller 25to Hjerters ►harmonia præstabilita. Hvad ►👤Goethe med saa megen Kunst i hans Wahlverwandschaften først har ladet os ahne i Naturens Billedsprog for siden at realisere i Aandens Verden, det er det vi her tale om, kun at 👤Goethe har bestræbt sig for at motivere denne Tiltrækning gjennem en ►Succession af Momenter (maaskee for at vise Forskjellen mellem Aandens Liv og Natur-Livet) og ikke udhævet den Hurtighed, den forelskede Utaalmodighed og Bestemthed, hvormed det Sammenhørende søger sammen. Og er det dog ikke skjønt saaledes at tænke sig, at to Væsener ere bestemte for hinanden! Hvor ofte har man dog ikke en Trang til at gaae ud over den historiske Bevidsthed, en Længsel, en Hjemvee efter den Urskov, der ligger bag ved os, og faaer denne Længsel ikke dobbelt Betydning, naar dertil knytter sig Forestillingen om et andet Væsen, der ogsaa har sit Hjem i hine Egne. Ethvert Ægteskab, endog det, der er indgaaet efter besindigt Overlæg, har derfor en Trang til, idetmindste i enkelte Øieblikke at tænke sig en slig Forgrund. Og hvor skjønt er det ikke, at den Gud, der er Aand, tillige elsker den jordiske Kjærlighed. At der nu blandt Ægtefolk lyves meget i denne Henseende, det vil jeg gjerne indrømme Dig, og at Dine Observationer i denne Retning ofte have moret mig, men det Sande deri bør man ikke glemme. Maaskee tænker En og Anden, at det dog er bedre at have fuldkommen Raadighed i Valget af »sit Livs Ledsagerinde«, men en saadan Yttring røber en høi 18 Grad af Bornerethed og taabelig Forstands 20Vigtighed, og ahner ikke, at den romantiske Kjærlighed er fri i sin Genialitet, og at netop denne Genialitet er det Store i den.