↩ 93Hvad Du forøvrigt har at sige i denne Henseende, det kan jeg bedre tilgive, om det end skeer med vanlig Ubændighed, fordi Du dog kun angriber de sociale Forhold. Angaaende 103 disse mener jeg nu, at Enhver kan have sin Mening, og om jeg end er langtfra at billige Din »►Sprödigkeit«, saa skal jeg dog være saa tolerant som mulig. Deri ville vi formodentlig altid blive uenige. Jeg anseer det for det Store, at leve i dem, at bringe noget Skjønnere ud af dem, hvis man er istand dertil, at underordne og finde sig i dem, naar man ikke formaaer hiint. Jeg seer slet ingen Fare for Eens Kjærlighed forbunden med at lade ►lyse fra Prædikestolen; heller ikke troer jeg, at en slig ►Tillysning er skadelig for Tilhørerne, hvilket Din overspændte Strænghed engang udfandt, da Du paastod, at Tillysningen burde afskaffes, fordi saa mange Mennesker, især Fruentimmer, blot gik i Kirke for at høre herpaa, saa at ►Prædikenens Indtryk blev tilintetgjort. Der ligger noget ⓘ Usandt til Grund for Din Ængstelighed, som om alle slige Smaating skulde kunne forstyrre en sund og stærk Kjærlighed. Det er ingenlunde min Hensigt at tage alt det Uvæsen, der i denne Henseende gaaer i Svang, i Forsvar. Naar jeg holder fast paa Menigheden, saa identificerer jeg ikke denne med et »høistæret Publicum«, der for at erindre om en ►Yttring af 👤Goethe: »er uforskammet nok til at troe, at Alt, hvad man foretager sig, gjør man for at give det Stof til Samtale.« En anden Betragtning, hvoraf jeg ogsaa kan forklare mig Din store Angst for alt Medvideri og alle Ophævelser, er, at Du frygter for at gaae Glip af det erotiske Øieblik. Du veed at holde 104 Din Sjæl saa ►apathisk og stille, som en Rovfugl staaer stille før den slaaer ned; Du veed, at Øieblikket ikke staaer i Eens Magt, og at det Skjønneste dog ligger i Øieblikket, Du veed derfor at passe paa, ønsker ikke at anticipere Noget ved den Uro, hvori Du venter Øieblikket. Men naar nu en saadan Begivenhed bliver henlagt til en bestemt Tid, som man veed længe iforveien, naar man ved Forberedelser idelig ⓘ erindres om den, saa løber man Fare for »at gaae Glip af Pointet«. Man seer deraf, at Du ikke har fattet den ægteskabelige Kjærligheds Væsen, og at Du nærer en kjættersk Overtro paa det Første.