↩ Som det gik mig med min philosophiske Ven, saaledes gik det mig med Opførelsen af den første Kjærlighed. Nu derimod, da jeg atter og atter har seet det opført, ogsaa paa andre Scener, nu 250først bliver jeg ret taknemlig mod vore sceniske Kunstnere. Dersom jeg derfor skulde vise en Fremmed vor Scene, saa vilde jeg føre ham i Theatret, naar dette Stykke blev opført, og da vilde jeg, under den Forudsætning, at han kjendte Stykket, sige til ham: betragt ►👤Frydendahl, vend Øiet 283 bort fra ham, luk det, lad Billedet af ham træde frem for Dig; disse noble, rene Træk, denne ædle Holdning, hvorledes kan dette vække Latteren, luk Øiet op igjen og see 👤Frydendahl. Betragt ►👤Fru Heiberg, slaa Øiet ned, thi 270 👤Emmelines Elskværdighed kunde maaskee blive Dig farlig; lyt til denne sentimentale 257Smægten i Stemmen, den barnagtige og lunefulde Piges Insinuationer, og om Du var tør og stiv som en Bogholder, Du maa dog smile. ⓘ Luk Øiet op, hvorledes er det muligt? Gjentag disse Bevægelser, saa hurtigt, at de begge næsten blive samtidige i Momentet, og Du har en Forestilling om, hvad der præsteres. Uden Ironi kan en Kunstner aldrig skizzere, en scenisk Kunstner kan kun frembringe den ved Modsigelse, thi Skizzens Væsen er Overfladiskhed, og hvor der ikke fordres Charakteertegning, der er det Kunsten at forvandle sig selv til en Overflade, hvilket er et Paradox for den sceniske Præstation og kun Faa givet at løse. En umiddelbar Komiker kan aldrig spille 👤Dervière, thi han er ingen Charakteer. 👤Emmelines hele Væsen er Modsigelse og kan derfor ikke fremstilles umiddelbart. Hun maa være elskværdig, thi ellers er Virkningen af hele Stykket forspildt; hun maa ikke være elskværdig men forskruet; thi ellers er i en anden Forstand Totalvirkningen af Stykket tabt. Betragt ►👤Phister, Du faaer næsten ondt, naar Du vil fæste Dit Blik paa den uendelig ferske Dumhed, der er præget i hans Ansigt. Og dog er det ikke en umiddelbar Dumhed, hans Blik har endnu et Sværmeri, der i sin Fjollethed minder om en Fortid. Et saadant Ansigt fødes Ingen med, det har en Historie. Da jeg var lille kan jeg huske, at min Barnepige forklarede mig, at man ikke maatte gjøre Grimacer med Ansigtet, og til Advarsel for mig og andre Børn fortalte en Historie om en Mand med et forkeert Ansigt, hvilket han selv havde forskyldt derved, at han gjorde Grimacer. Det traf sig nemlig saa besynderligt, at Vinden vendte sig og Mennesket beholdt sit forkeerte Ansigt. Et saadant forkeert Ansigt lader 👤Phister os see; der er endnu Spor af de romantiske Grimacer, men da Vinden vendte sig blev det noget 284 fortrukket. 👤Phisters Fremstilling af 👤Charles har mindre Ironi, men mere Lune. Dette er ganske rigtigt, thi Modsigelsen i hans Væsen er ikke saa paafaldende. Han skal ikke gjælde for 👤Rinville uden i 👤Dervières og 👤Emmelines Øine, der hver paa sin Maade ere lige partiske.