↩ Stundom læser jeg Noget høit for 👤Cordelia; i Almindelighed meget ligegyldige Ting. 👤Edvard maa som sædvanligt holde Lyset; jeg har nemlig gjort ham opmærksom paa, at det var en meget god Maade, paa hvilken man kan sætte sig ►i Rapport til en ung Pige, at laane hende Bøger. Han har ogsaa vundet Adskilligt derved; thi hun er ham ret forbunden derfor. Den, der vinder mest, er mig; thi jeg bestemmer Valget af Bøger og staaer bestandigt udenfor. Her har jeg en viid Tumleplads for mine Observationer. Jeg kan give 👤Edvard hvilke Bøger jeg vil, da han ikke forstaaer sig paa Litteratur, jeg kan vove, hvad jeg vil, i hvilketsomhelst Extrem. Naar jeg nu kommer sammen med hende om Aftenen, da tager jeg ligesom tilfældigviis Bogen i Haanden, bladrer lidt i den, læser halv høit, roser 👤Edvard for hans Opmærksomhed. Jeg vilde ved et Experiment iaftes forvisse mig om hendes Sjæls Spændkraft. Jeg var raadvild, om jeg skulde lade 👤Edvard laane hende ►Schillers Gedichte, for at jeg tilfældigviis kunde støde paa ►Teklas Sang, der skulde forelæses, eller ►Bürgers Gedichte. Jeg valgte det Sidste, fordi især hans ►Lenore dog er lidt overspændt, hvor skjøn den end ellers er. Jeg slog Lenore op, læste dette Digt høit med al den Pathos, der var mig mulig. 👤Cordelia var 334bevæget, hun syede med en Iilsomhed, som var det hende, Vilhelm kom at afhente. Jeg standsede, Tanten havde hørt til uden synderlig Deeltagelse; hun frygter sig hverken for levende eller for døde Vilhelmer, er desuden heller ikke Tydsken 338ganske mægtig; fandt sig derimod ganske i sit Es, da jeg viste hende det skjønt indbundne Exemplar og begyndte en Samtale om Bogbinder-Arbeide. Min Hensigt var at tilintetgjøre hos 👤Cordelia Indtrykket af det Pathetiske i samme Øieblik, som det var vakt. Hun blev lidt angst, men det var mig tydeligt, at denne Angst ikke virkede fristende, men ►unheimlich paa hende.