↩ 👤Emmeline og den formeentlige 👤Charles ere i Gjenkjendelsen netop komne til det Punkt, hvor de ved 👤Charles's Afreise bleve afbrudte, da Onkelen ved sin Nærværelse atter afbryder dem. Han har af 👤Hr. Zacharias modtaget Oplysninger, 👤Charles betræffende, der ikke just ere synderlig behagelige. Det gaaer nu ud over 👤Rinville. Situationen er væsentlig den samme som tidligere; men vi ville see, 248hvad Digteren har vundet. 👤Charles's Bedrifter ere af den Natur, at de slet og ret fortalte kunde virke forstyrrende i Forhold til Total-Indtrykket af Stykket. Det gjælder om at give dem et vist letsindigt Anstrøg, at de ikke komme til 261 at virke alvorligt. Dette har Digteren opnaaet paa to Maader. Den første Efterretning, man faaer angaaende 👤Charles's Liv, er i den 9de Scene. Her er det 👤Rinville, der har udgivet sig for 👤Charles, ham gaaer det ud over. Tilskuerens Opmærksomhed ledes da bort fra det Udførligere i Fortællingen 241hen paa Forvexlingen; istedetfor de enkelte Træk kommer man kun til at tænke paa dumme Streger i Almindelighed og paa 👤Rinvilles Forlegenhed, og det Comiske i, at man af ham fordrer nærmere Oplysning. Den fuldstændige Efterretning faaer man af 👤Charles's egen Mund i 16de Scene, dog ikke at forglemme, at 👤Charles udgiver sig for 👤Rinville. Hvad der vilde blive altfor alvorligt eller altfor frækt, hvis 👤Charles i egen Person fortalte det, det faaer nu et comisk, næsten overgivent Anstrøg derved, at han fortæller det i 👤Rinvilles Person, benyttende sit Incognito til at gjøre det saa phantastisk som muligt. Hvis han i egen Person havde fortalt sit Liv, vilde man fordre en Bevidsthed derover af ham, finde det i høi Grad umoralsk, om han ikke havde den. Nu derimod, da han i en Andens Person fortæller Alt, ja endog for at ængste 👤Emmeline, finder man hans Fortællings phantastiske Anstrøg i dobbelt Henseende poetisk rigtig.