↩ Dog denne 👤Elviras Sammentræffen med 👤Don Juan er kun et Gjennemgangsmoment, hun gaaer over Scenen, Tæppet falder, men vi, kjære Συμπαϱανεϰϱωμενοι, vi liste os efter hende, thi nu først bliver hun ret 194 egentlig 👤Elvira. Saalænge hun er i Nærheden af 👤Don Juan, er hun fra sig selv, naar hun kommer til sig selv, da gjælder det om at tænke Paradoxet. ►At tænke en Modsigelse skal tiltrods for alle den nyere Philosophies Forsikkringer og dens unge Tillægs dumdristige Mod, altid være forbundet med store Vanskeligheder. En ung Pige vil man vel tilgive, at hun finder det vanskeligt, og dog er det denne Opgave, der er sat hende, at tænke, at den, hun elsker, var en Bedrager. Dette har hun tilfælleds med 👤Marie Beaumarchais, og dog er der en Forskjel mellem den Maade, paa hvilken de, hver især, komme til Paradoxet. Det Factum, Marie havde at knytte sig til, var i sig selv saa dialektisk, at Reflexionen med hele sin ►Concupiscens strax maatte gribe det. Med Hensyn til 👤Elvira synes det factiske Beviis for, at 👤Don Juan var en Bedrager, saa evident, at det ikke let sees, hvorledes Reflexionen kan faae fat deri. Den griber derfor Sagen an fra en anden Side. 👤Elvira har tabt Alt, og dog ligger der et heelt Liv for hende og hendes Sjæl fordrer en ►Tærepenge at leve af. Her viser sig nu to Muligheder, enten at gaae ind under ethiske og religiøse Bestemmelser, eller at bevare sin Kjærlighed til 👤Juan. Gjør hun det Første, da ligger hun udenfor vor Interesse, vi lade hende med Fornøielse træde af i en ►Magdalene-Stiftelse eller hvor hun ellers vil. Imidlertid vil dette formodentlig ogsaa falde hende vanskeligt, thi for at det skal blive hende muligt maa hun først fortvivle; hun har eengang kjendt det Religiøse, og anden Gang gjør det store Fordringer. Det Religiøse er overhovedet en farlig Magt at indlade sig med, den er nidkjær paa sig selv og lader sig ikke spotte. Da hun valgte Klostret, da fandt maaskee hendes stolte Sjæl en riig Tilfredsstillelse deri; thi man sige hvad man vil, ingen Pige gjør dog et saa brillant 196 Parti som den, der formæler sig med Himlen; og nu derimod, nu skal 184hun bodfærdig vandre tilbage i Anger og Ruelse. Dertil kommer, at det dog altid bliver et Spørgsmaal, om hun kan finde en Præst, der med samme Fynd kan forkynde Angerens og Ruelsens Evangelium, som 👤Don Juan har forkyndt Lystens glade Budskab. For altsaa at frelse sig for denne Fortvivlelse, maa hun 175holde fast ved 👤Don Juans Kjærlighed, Noget, der falder hende saameget desto lettere, da hun dog endnu elsker ham. Et Tredie er utænkeligt; thi at hun skulde kunne trøste sig ved et andet Menneskes Kjærlighed, det vilde være endnu rædsommere end det Rædsomste. For sin egen Skyld altsaa maa hun elske Don 195 👤Juan; det er Nødværge, der byder hende det, og dette er Reflexionens Spore, der tvinger hende at stirre paa dette Paradox, om hun kan elske ham, uagtet han bedrog hende. Hver Gang da Fortvivlelsen vil gribe hende, da tyer hun ind i Mindet om 👤Don Juans Kjærlighed, og for ret at finde sig vel i dette Tilholdssted frister det hende til at tænke, at han ingen Bedrager er, om hun end gjør dette paa forskjellig Maade; thi en Qvindes Dialektik er mærkværdig, og kun den, der har havt Leilighed til at iagttage, kun han kan eftergjøre den, hvorimod selv den største Dialektiker, der har levet, kunde speculere sig gal paa at frembringe den. Jeg har imidlertid været saa heldig at kjende et Par aldeles udmærkede Exemplarer, med hvem jeg har gjennemgaaet et fuldstændigt dialektisk Cursus. Besynderligt nok, man skulde troe, snarest at finde dem i Hovedstaden, thi Larmen og Folkemængden skjuler Meget, imidlertid er det dog ikke saa, det vil sige, naar man vil have ædle ►Species. I Provindserne, i Smaakjøbstæder, paa Herregaarde træffer man de skjønneste. Den, jeg her nærmest tænker paa, var en svensk Dame, en adelig Frøken. Hendes første Elsker kan ikke med større Hæftighed have attraaet hende end jeg, hendes anden Elsker, stræbte at forfølge hendes Hjertes Tankegang. Imidlertid skylder jeg Sandheden at tilstaae, at det ikke var min Skarpsindighed og Kløgt, der ledte mig paa Sporet, men en tilfældig Omstændighed, som det vilde være for vidtløftigt her 197 at fortælle. Hun havde levet i Stockholm, der havde hun lært en fransk Greve at kjende, for hvis troløse Elskværdighed hun blev et Offer. Endnu staaer hun levende for mig. Den første Gang, jeg saae hende, gjorde hun egentlig ikke noget Indtryk paa mig. Hun var endnu smuk, med et stolt og fornemt Væsen, hun talte ikke Meget, og jeg var formodentlig reist igjen ligesaa klog som jeg var kommen, hvis ikke et Tilfælde havde gjort mig til Medvider i hendes Hemmelighed. 185Fra det Øieblik af fik hun Betydning for mig; hun gav mig et saa levende Billede af en 👤Elvira, at jeg ikke kunde blive kjed af at see paa hende. En Aften var jeg i et større Selskab med hende, jeg var kommen før hun, havde allerede ventet noget, da traadte jeg hen til Vinduet for at see, om hun ikke kom, og et Øieblik efter holdt hendes Vogn udenfor Døren. Hun steg ud, og strax hendes Klædedragt gjorde et besynderligt Indtryk paa mig. Hun havde 176en tynd og let Silkekaabe paa, næsten som den ►Domino, i hvilken 👤Elvira i Operaen viser sig ved Ballet. Hun traadte 196 ind med en fornem Værdighed, som virkelig imponerede, hun var iført en sort Silkekjole, hun var i høieste Grad smagfuldt paaklædt og dog ganske simpelt, intet Smykke prydede hende, hendes Hals var ubedækket, og da hendes Hud var hvidere end Snee, har jeg ikke let seet saa skjøn en Modsætning som den mellem hendes sorte Silkekjole og hendes hvide Barm. Man seer ofte nok en bar Hals, men ⓘ saa sjelden seer man en Pige, der virkelig har Barm. Hun neiede for hele Selskabet, og da derpaa Huusherren traadte til for at hilse paa hende, neiede hun meget dybt for ham, men skjøndt hendes Læber aabnede sig til et Smiil, hørte jeg dog ikke et Ord af hende. For mig var hendes Optræden i høieste Grad sand, og jeg, som var hendes Medvider, anvendte i mit stille Sind de Ord paa hende, der ere sagte om Oraklet: ►οὔτε λέγει οὔτε ϰϱύπτει, ἀλλὰ σημαίνει. Af hende har jeg lært Meget og blandt Andet ogsaa fundet den Iagttagelse bestyrket, jeg oftere har gjort, at Mennesker, der gjemme paa en Sorg, i Tidens Løb faae et enkelt Ord eller en enkelt Tanke, hvormed de for dem selv og for den Enkelte, de have indviet deri, 198 kunne betegne Alt. Et saadant Ord eller en saadan Tanke er ligesom et ►Deminutivum i Forhold til Sorgens Vidtløftighed, den er ligesom et ►Dægge-Navn, man til daglig Brug betjener sig af. Ofte staaer det i et aldeles tilfældigt Forhold til det, det skal betegne, og skylder næsten altid et Tilfælde sin Oprindelse. Efterat jeg havde vundet hendes Fortrolighed, efterat det var lykkedes mig at beseire hendes Mistro mod mig, fordi et Tilfælde havde givet hende i min Magt, efterat hun havde fortalt mig Alt, gjennemgik jeg ofte med hende den hele Scala af Stemninger. Var hun derimod ikke oplagt dertil og dog vilde antyde for mig, at hendes Sjæl var beskæftiget med Sorgen, saa tog hun mig i Haanden, saae paa mig og sagde: Jeg var ►slankere end et Siv, han ►herligere end Cederen paa Libanon. Hvorfra hun havde disse Ord veed jeg ikke; men jeg er overbeviist 186om, at naar engang ►👤Charon kommer med sin Baad for at sætte hende over i Underverdenen, saa vil han i hendes Mund ikke finde den befalede ►Obol, men disse Ord paa hendes Læber: Jeg var slankere end et Siv, han herligere end Cederen paa Libanon!