↩ Hvis jeg kunde glemme Dig! Er min Kjærlighed da et Hukommelsens Værk? ►Om Tiden end slettede Alt ud af dens Tavler, om den udslettede Hukommelsen selv, mit Forhold til Dig blev lige levende, Du var dog ikke glemt. Hvis jeg kunde glemme Dig! Hvad skulde jeg da erindre? mig selv har jeg jo glemt for at erindre Dig; hvis jeg da glemte Dig, kom jeg jo til at erindre mig selv, men i det Øieblik jeg huskede mig selv, maatte jeg jo atter erindre Dig. Hvis jeg kunde glemme Dig! Hvad vilde da skee? Man har et 373►Billede fra Oldtiden. Det forestiller 👤Ariadne. Hun springer op fra Leiet og seer ængstelig efter et Skib, der for fulde Seil iler bort. Ved Siden af hende staaer en 👤Amor med en Bue uden Stræng og tørrer sine Øine. Bag hende staaer en bevinget qvindelig Figur med Hjelm paa Hovedet. Man antager i Almindelighed, at denne Figur er ►👤Nemesis. Tænk Dig dette Billede, tænk Dig det lidt forandret. ►👤Amor græder ikke og hans Bue er ikke uden Stræng; eller var Du da bleven mindre skjøn, mindre seirrig, fordi jeg var bleven afsindig. 👤Amor smiler og spænder Buen. 👤Nemesis staaer ikke uvirksom ved Din Side, ogsaa hun spænder Buen. Paa hiint Billede seer man i Skibet en mandlig Skikkelse, der er beskæftiget med Arbeide. Man antager det er ►👤Theseus. 392 Ikke saaledes paa mit Billede. Han staaer paa Bagstavnen, han skuer længselsfuld tilbage, han breder Armene ud, han har fortrudt det, eller rettere hans Vanvid har forladt ham, men Skibet fører ham bort. 👤Amor og 👤Nemesis sigte begge, en Piil flyver fra hver Bue, de ramme sikkert, det seer man, man forstaaer, de ramme begge paa 423 eet Sted i hans Hjerte til Tegn paa, at hans Kjærlighed var den 👤Nemesis, der hævnede.