↩ Der skjønnes da ikke i Stykket at være det Mindste, der antyder, at hendes Valg af 👤Rinville skal være fornuftigere end 260 alt Andet, hvad hun gjør. 👤Emmelines Væsen er det uendelige Pjat, hun er ligesaa pjattet ved Slutningen som i Begyndelsen, og derfor kan man udeelt forlyste sig ved hele Stykkets comiske Virkning, der fremkommer derved, at Situationen bestandig er hende imod. Hun er da ikke forbedret ved Slutningen af Stykket, ligesaalidet som ►📖 Erasmus Montanus er det hos ►👤Holberg. Hun er for stor Theoretiker, for god Dialektiker (og ethvert Menneske, der har en fix Idee, er en Virtuos paa een Stræng) til at lade sig empirisk overbevise. 👤Charles har været hende utro, hun ægter 👤Rinville; men hendes romantiske Samvittighed gjør hende ingen Bebreidelser. Rolig turde hun træde frem for Tante 👤Judithe, hvis denne levede, hun turde sige til hende: »jeg elsker ikke 👤Rinville, jeg har aldrig elsket ham, 238jeg elsker kun 👤Charles, og siger endnu: man elsker kun eengang, og den første Kjærlighed er den sande Kjærlighed; men jeg har Agtelse for 👤Rinville, derfor har jeg ægtet ham og adlydt min Fader« (cfr. 14de Scene). Da vil 👤Judithe svare: »ret saa, mit Barn, Lærebogen tillader i en Anmærkning dette Skridt. Den siger: naar de Elskende ikke kunne faae hinanden, da bør det dem at leve stille hen, og skjøndt de ikke faae hinanden, skal deres Forhold dog have samme Betydning, som om de havde faaet hinanden, og deres Liv skal være ligesaa skjønt og i alle Maader ansees for et Samliv. Det veed jeg af egen Erfaring. Min første Kjærlighed var en Seminarist, men han kunde intet Levebrød faae. Han var min første Kjærlighed og blev min sidste, jeg døde ugift og han uden Levebrød. Naar derimod den ene Part bliver den anden utro, da har den anden Lov at gifte sig, dog saaledes, at hun gjør det paa Grund af Agtelse.«