↩ Idet den 4de Person blev sat til, kom der en fuldstændig dramatisk Gjæring i Stoffet. Man behøver ikke at frygte, at Stoffet skal komme til at mangle Liv, men snarere at Livet i det skal blive altfor kaad og utilbøieligt til at lystre Tøilen. Enhver Situation maa have sin Tid, og dog maa man i den mærke Stykkets indre Uro. At 👤Scribe heri er Mesteren, er det, jeg nu til Slutning vil vise ved at gjennemgaae de enkelte Situationer. Læseren maa tilgive, om jeg skulde blive lidt for vidtløftig, det har sin Grund i min ►Jalousi paa 👤Scribe og min Mistillid til Læseren. Min Jalousi paa 👤Scribe tilhvidsker mig, at han aldrig kan blive forstaaet godt nok; min Mistillid til Læseren vil bringe mig til at troe, at han paa enkelte Steder ikke seer Alt. Man troer i Almindelighed, at det Comiske mere er Øieblikkets Sag end det Tragiske; man leer derad og glemmer det, medens man ofte vender tilbage til det Tragiske og hensynker deri. Det Comiske og det Tragiske kan enten være Replik eller Situation. Nogle Mennesker dvæle helst ved Repliken, bevare den i Hukommelsen og vende ofte tilbage til den. Andre dvæle helst ved Situatio266nen, reconstruere den for Hukommelsen. Disse Sidste ere de contemplative Naturer. Disse ville heller ikke negte, at en comisk Situation har noget ligesaa Fyldestgjørende for Intuitionen, ja at den, naar den ellers er correct, mere frister Een til at fordybe sig i den end den tragiske. Jeg har hørt og læst mange Tragedier, men kan kun erindre en ganske enkelt Replik, og ogsaa denne beskæftiger mig mindre, Situationen derimod kan jeg i al Stilhed sidde og hensynke i. Jeg vil tage et Exempel. Da ►👤Clärchen i 👤Goethes 243📖 Egmont faaer at vide, at 👤Egmont er fangen, da træder hun frem for at tale til Hollænderne, for at bevæge dem til at gjøre Oprør. Hun er forvisset om, at hendes Veltalenhed vil ryste dem, og dog staae Hollænderne ret som Hollændere, urørte, blot betænkte paa at luske fra hende. Hendes Replik har jeg aldrig kunnet huske et Ord af, Situationen derimod har været mig uforglemmelig fra det Øieblik, jeg første Gang saae den. Den er som tragisk Situation fuldendt. Den skjønne unge Pige, poetisk ved sin Kjærlighed til 👤Egmont, beaandet af 👤Egmonts hele Væsen, skulde man troe maatte kunne bevæge den hele Verden, men ingen Hollænder forstaaer hende. Sjælen hviler i en saadan Situation med et uendeligt 236Veemod; men den hviler, Contempla256tionen er fuldstændigt i Ro. Den comiske Situation har vel en lignende Bestaaen for Contemplationen, men paa samme Tid er Reflexionen i Bevægelse indenfor, og jo Mere den opdager, desto uendeligere bliver den comiske Situation ligesom inden i sig selv, desto mere svimler det for Een, og dog kan man ikke lade være at stirre ind deri.