↩ 👤Edvard er ude af sig selv af Forbittrelse. Han lader sit Skæg voxe, har ►ophængt sin sorte Kjole, det vil sige meget. Han vil tale med 👤Cordelia, vil skildre hende min Underfundighed. Det vil blive en rystende Scene: 👤Edvard ubarberet, skjødesløs paaklædt, talende høit med 👤Cordelia. Blot han ikke stikker mig ud med sit lange Skæg. Forgjeves søger jeg at bringe ham til Raison, jeg forklarer, at det er Tanten, der har bragt Partiet istand, at 👤Cordelia maaskee endnu nærer Følelser for ham, at jeg skal være villig til at træde tilbage, hvis han kan vinde hende. Et Øieblik vakler han, om han ikke skal lade sit Skæg rage paa en ny Maade, kjøbe en ny sort Kjole, i næste Øieblik overfuser han mig. Jeg gjør Alt for at holde gode Miner med ham. Hvor vred han end er paa mig, jeg er vis paa, han gjør intet Skridt uden at raadføre sig med mig; han glemmer ikke, hvad Gavn han har havt af mig som ►👤Mentor. Og hvorfor skulde jeg fravriste ham det sidste Haab, hvorfor bryde med ham; han er et godt Menneske, hvo veed hvad der kan skee i Tiden.