↩ 👤Rinville gaaer imidlertid ikke, derimod træder 👤Emmeline op, med Efterretning om, at en vis ►👤Hr. Zacharias ønsker at tale med hendes Fader, 👤Charles betræffende, der alle Øieblikke er ivente. Faderens Forlegenhed forraader Alt, hun gjenkjender 👤Charles. Ved dette Anlæg har Digteren vundet Meget. Den Første, den foregivne 👤Charles støder paa, er Onklen; han maa ansees for den, der er lettest at bedrage. Han er dum, i Uro for at 👤Charles skal komme og derfor kun altfor tilbøielig til at troe Visheden af denne sørgelige Begivenhed; han kunde heller aldrig drømme om, at Nogen kunde falde paa at udgive sig for 👤Charles. I Forhold til ham kan derfor 👤Rinville være dristig nok. I Forhold til 👤Emmeline vilde det derimod være altfor dristigt vovet, da hun dog altid er en Deel fiffigere. Dertil kommer, at det vilde være uskjønt, om 👤Rinville saa aldeles vilde tilsidesætte Decorum, og ikke mindre uskjønt fra 👤Emmelines Side. Nu derimod har hun det usvigeligste Beviis for, at det er 👤Charles, i Faderens Forlegenhed. Gjenkjendelsen skeer for Faderens Øine, 👤Rinville behøver Intet at gjøre; istedetfor at skulle passe paa sin Rolle kan han forholde sig ganske rolig, thi nu har 👤Emmeline faaet Øinene op. Hun nøder saa godt som 👤Rinville til at være 👤Charles, forsaavidt kan han være angerløs, og hun selv er angerløs, da Faderen er den, der har nødt hende til at antage ham derfor. Digteren har da ved dette Anlæg udbredt en vis Zarthed 246over Situationen, der berøver den alt Anstødeligt og gjør den til en uskyldig Spøg.