↩ Det, hvorved 👤Faust, ogsaa efter 👤Goethes Opfattelse, fængsler 👤Margrete, er ikke en 👤Don Juans forføriske Gave, men det er hans uhyre Overlegenhed. Hun kan derfor, som ►hun saa elskværdigt udtrykker sig, egentlig slet ikke begribe, hvad 👤Faust kan finde Fortrinligt hos hende. Det første Indtryk af ham er derfor aldeles overvældende, hun bliver til slet Intet ligeover for ham. Hun tilhører ham derfor ikke i den Forstand, hvori 👤Elvira tilhører 👤Don Juan, thi dette er dog Udtrykket for en selvstændig Bestaaen ligeoverfor ham, men hun forsvinder aldeles i ham; hun bryder heller ikke med Himlen for at tilhøre ham, thi deri vilde ligge en Berettigelse ligeoverfor ham; umærkeligt, uden den fjerneste Reflexion, bliver han hende Alt. Men som hun saaledes fra Begyndelsen er Intet, saa bliver hun, om jeg saa tør sige, mindre og mindre, jo mere hun forvisser sig om hans næsten guddommelige Overmagt; hun er Intet og er tillige blot ved ham. ►Hvad 👤Goethe etsteds har sagt om 👤Hamlet, at hans Sjæl var i Forhold til hans Legeme en Egekjerne, plantet i en Urtepotte, som derfor ender med at sprænge Karret, det gjælder om 👤Margretes Kjærlighed. 👤Faust er hende meget for stor og hendes Kjærlighed maa ende med at splitte hendes Sjæl ad. Og Øieblikket dertil kan ikke 209 længe udeblive; thi 👤Faust føler vel, at i denne Umiddelbarhed kan hun ikke forblive; han fører hende nu ikke op i Aandens høiere Regioner, thi det er jo dem, han flyer; han attraaer hende sandseligt – og forlader hende.