↩ 236Og dog har selv den fuldendteste, den dybeste og betydningsfuldeste Frembringelse en Anledning. Anledning er den fine, næsten usynlige Spindelvæv, hvori Frugten hænger. Forsaavidt det derfor stundom synes, at det Væsentlige viser sig som Anledning, saa er dette i Almindelighed en Misforstaaelse, da det i saa Fald gjerne er en enkelt 👤Kant deraf. Naar man ikke vil give mig Ret heri, saa kommer det deraf, at man med Anledning forvexler Grund og Aarsag. Hvis saaledes nu Een vilde spørge mig: hvad er Anledningen til alle disse Betragtninger, og han da vilde være tilfreds med, at jeg svarede: det Følgende, saa gjorde han sig og tillod mig at gjøre mig skyldig i en saadan Forvexling. Derimod vilde det, hvis han tog det Ord Anledning i sit Spørgsmaal meget strængt, være meget rigtigt af mig at svare: det har ingen Anledning. I Forhold til det Heles enkelte Dele vilde det nemlig være en Urimelighed at fordre det, som man i Forhold til det Hele med Rette 210kan fordre. Skulde nemlig disse Betragtninger gjøre Fordring paa en Anledning, saa maatte de i sig være et afrundet lille Hele, hvilket vilde være et egoistisk Forsøg af dem.