Kierkegaard, Søren Uddrag fra Enten – Eller. Første del

Alt bliver betydningsfuldere i det Wahlske Huus. Man mærker tydeligt, at der rører sig et skjult Liv under de dagligdagske Former, og at dette snart maa forkynde sig i en tilsvarende Aabenbarelse. Det Wahlske Huus laver til en Forlovelse. Den, som var en blot udvortes Iagttager, vilde maaskee tænke paa, at der blev et Par af Tanten og mig. Hvad vilde der i et saadant Ægteskab ikke kunne udrettes til landoekonomiske Kundskabers Udbredelse i en kommende Slægt. Saa blev jeg da 👤Cordelias Onkel. Jeg er en Ven af Tænkefrihed, og ingen Tanke er saa absurd, at jeg jo har Mod til at fastholde den. 👤Cordelia frygter for en Kjærligheds-Erklæring af 👤Edvard, 👤Edvard haaber paa, at en saadan skal afgjøre Alt. Det kan han nu ogsaa være sikker paa. For imidlertid at spare ham de ubehagelige Følger af et saadant Skridt, skal jeg see at komme ham i Forkjøbet. Jeg haaber nu snart at dimittere ham, han staaer mig virkelig iveien. Det følte jeg ret idag. Seer han ikke saa drømmende og elskovsdrukken ud, at man kan frygte for, at han som en Somnambul pludselig reiser sig op, og for den hele Menighed tilstaaer sin Kjærlighed saa objektivt anskuende, at han end ikke nærmer sig 👤Cordelia. Jeg laante ham et Par Øine idag. Som en Elephant tager en Ting paa sin Snabel, saaledes tog jeg ham paa mine Øine, saa lang han var, og kastede ham bagover. Skjøndt han blev siddende, troer jeg dog han havde en tilsvarende Fornemmelse i hele Legemet.