◄ Et saadant Drama ... det Lyriske : sigter formentlig til 👤J.L. Heibergs kritik af 👤Oehlenschlägers sørgespil Væringerne i Miklagard (1826), jf. 📖 Oehlenschlägers Tragødier, bd. 1-10, 📌Kbh. 1841-49, ktl. 1601-1605; bd. 4, 1842, s. 115-240. Heiberg fremsatte sin kritik i Kjøbenhvans flyvende Post nr. 99-101, 📌Kbh. 1827, og nr. 7-8 og 10-16, Kbh. 1828, jf. hans 📖 Prosaiske Skrifter bd. 1-3, Kbh. 1841-43, ktl. 1560; bd. 1, s. 251-381, fx s. 267, hvor Heiberg beder Oehlenschläger betænke, »om han ikke i sine Skuespil lader det Lyriske faae altfor meget Overhaand over det Dramatiske«, og videre s. 272: »Den overordentlig hyppige Brug af Musik, hvorved dette Stykke næsten bliver til en Opera, gjør et forstyrrende Indtryk, idet den holder os i en ubestemt Svæven mellem to dramatiske Digtarter, som ikke have Noget tilfælleds. I en Opera er Musiken hvad Versificationen er i en Tragedie; det vilde være urimeligt at spørge, hvorfor der synges. Den Forkjærlighed, hvormed Oehlenschläger i sine Tragedier indblander Sang, Optog og Processioner, er et nyt Beviis paa, at hans Genie er mere lyrisk-episk, end dramatisk (...). Handlingen opholdes derved, og Scenen faaer et høitideligt Udseende, som kun i Virkeligheden kan stemme til Andagt, men i sin Efterligning paa Theatret meget mere opvækker Kjedsommelighed«. Kritikken afstedkom en lang litterær fejde.
I trykt udgave: Bind 2 side 120 linje 7