Kierkegaard, Søren Journalen EE : 1839-03-15

EE:37


Deri er vor Tids Lyrik forskjellig fra Middelalderens – at medens i vor Tid den tilfældige Individualitæt voltigerer i sin egen Tilfældighed, hvorfor ogsaa den Enes Lyrik era uforstaaelig for den Anden; i Middelalderen derimod har Lyriken en heel Objektivitæt for sig, det er ikke Individet, det er Mennesket (👤Adam ɔ: Mskheden) ethvert Træk er verdenshistorisk, dette Ord forstaaet i ideel Forstand.–

a Inden for en relativ Modsætning til en Skyllevands Mangfoldighed og Tallerken-Overfladiskhed er denne storkeagtige Fordybelse i en Tommelidens Intethed ligesaa uforstaaelig for hinanden som Storkens Gjestebud var unydeligt for Ræven og omvendt. –

[b] Jeg har faaet en Sorg i mine Ungdoms Dage, der aldrig fra mig gaaer saalænge som jeg lever. Det er den største Sorg som nogen overgaaer, det er at elske den man ei kan faae.


Det er den største Sorg som Jorden den kan bære, det er at miste bort sin Hjertens Allerkjæreste, det er den største Sorg som Solen overgaaer, det er at elske den man ei kan naae.

Denne Vise kjøbte jeg for nogle Dage siden hos en af de simple Boghandlere, der tillige ere Bogbindere og som afhænde 👤Triblers Enkes Forlags-Artikler. De to Vers her ere klistrede fast ere i mine Tanker fortræffelige og netop et Exempel paa den anførte Objektivitæt som det egl. Folkelige altid beholder, og besynderligt nok medens det i høieste Grad synes at gaae ud over det Individuelle, tiltaler det netop i største Maade de Msk, der have Individualitæt, ligesom den Prædiken ikke bør være nogen spidsborgerlig Leilighedstale, men hell. ikke en Abstraktion; men have den ideale Individualitæt for Øie. – d. 23 Martz 39.

d. 15 Martz. 39.