Kierkegaard, Søren Journalen EE

IIA466At bekjende Χstus for Verden.

1) maa ikke glemmes, at der udfordres at vi i Sandhed bekjende Χst., den Bekjendelse, som om den end er stum dog er mere veltalende ⓘ endend] SKS, en al Vidtløftighed, den Bekjendelse, der raaber til Himlen, den Bekjendelse der for den hele øvrige Verden er ligesaa ►hemmelighedsfuld som Ypperstepræstens Offring ved Pagtens Ark, den Hemmelighed vi saa at sige have med Gud i Χsto.

2) den ►udv: Bekjendelse. Da maa vi erindre, at Χstus ikke er en forfængelig Verdens Herre, der for sin egen Skyld for sit Navns Forherligelses Skyld ►bød os at forkynde ham for Verden; thi ►Himlens Hære forkynde hans Magt; ikke en Hersker der ængstelig ⓘ vaagervaager] , ændret fra voger over, der misundelig varetager sin Ret; thi han ►ansaae det ikke for et Rov at være Gud liig. – En saadan sand Bekjendelse er nødv:^a, da den er det umidd. Udtryk af hvad der lever i os. Og Du der maaskee i din Afmagts Stund anraabte hans Bistand og fornam hans Hjælp, Du, der maaskee i mangt et stille Øieblik med Taknemlighed seer til Himlen, naar du med Forundring føler, hvor vidunderligt han har hjulpet Dig, hvor mægtig han er dig nærværende, og ⓘ dogdog] , først skrevet Du vilde Du gjerne, at Verden skulde være uvidende om, hvor denⓘ Kilde Kilde] , foran er slettet hemmelig har sit ⓘ hemmeligehemmelige] tilføjet Udspring, der qvæger Dig i Nødensstund, Du vil vel nok takke Din Velgjører i al Stilhed og vel mangen Gang under Hjertets Rørelse, men Du sy39nes det er for meget at forlange, at Du for Verden skal be26kjende, at Du er hans Skyldner. O spørg Dig selv, hvad det er, der vækker slige Betragtninger, er det maaskee din Velgjørers idelige Paamindelser derom, ell. er det ikke snarere noget Godt i Dig, en Sanddruhed mod Dig selv og mod Verden. O prøv Dig selv og fat Din Beslutning, Du vil engang velsigne ⓘ denden] tilføjet Stund, ell. see vi ikke, hvorledes Børn, hvis ⓘ FødselFødsel] , først skrevet Oprindelse og Herkomst blev en Hemmelighed søge at finde deres Forældre, og Du kjender dem og Du mener ⓘ maaskeemaaskee] , først skrevet D at de ere saa ringe, at Du ikke kan være dem bekjendte, Nei det mener Du ikke, men du føler Dig saa ringe ligeoverfor dem, og maaskee saa stor i Verdens Øine, at Valget falder Dig svært. O! beslut Dig, en saadan Beslutning vil opklare Dit Øie til at randsage Dig selv, om Du virkelig hører Χstus til, og tør Du efter en saadan Prøve sige ⓘ ii] , ændret fra til ⓘ DigDig] SKS, sig selv idet Du overlader Dommen til ►ham, som randsager Hjerterne, sige som ►👤Peter: Herre Du veed at jeg elsker Dig, erfarer Du efter en saadan Selvprøvelse ret i din Sjæls Rod, at Du er greben af Χsto, o! har Du da ikke vundet, vundet det, ►hvis Tab hele Verden ikke kunde erstatte Dig ell. give Dig Vederlag for, vundet ⓘ denden] , først skrevet som h himmelske Besiddelse, ►det himmelske Borgerbrev, som al Verden ikke kan berøve Dig, Djævelen ikke forfalske Dig. Og fandt Du Dig ikke stærk nok, maatte du maaskee krympe Dig ved at ⓘ ladelade] SKS, ladet ►Ordets gjennemtrængende tveæggede Sværd adskille indtil Marv og Ledemod, o! Du vil dog glæde Dig over, at Du ret har faaet Leilighed til at føle, hvormeget Du mangler og Du vil ved Guds Bistand indhente det. – En saadan Bekjendelse er vigtig for Dig, da den vil sætte Dig i det rette Forhold til hans sande Bekjendere; thi Χstd. er ikke et formummet Frimurerie, men et aabenbart Rige.

d. 3 Juli 39.