Kierkegaard, Søren Journalen EE

IIA578 Om Udholdenhed i Forventninger.

Ogsaa Verden lærer det og dadler den barnagtige Utaalmodighed, der vil ►høste paa samme Tid som der saaes.

Vi maatte spørge, hvad gaae Dine Forventninger ud paa?

Var det det Jordiske og Forkrænkelige, – ja visselig, da kunde Opfyldelsen komme for sildig og Din Utaalmodighed være billig. Thi var det Hæder, Magt og jordisk Vælde, Din Ungdom tørstede efter, ja visselig, da kunde den komme for sildig; thi hvad hjalp det Dig, at der da, naar Din Arm var svækket, naar Din Alder med Forfærdelse lydeligere og lydeligere erindrede Dig om, at ►alt Jordisk er forfængeligt, hvad hjalp det Dig, at der raktes Dig det Scepter, Du ikke kunde føre? – Eller var det Nydelsernes brogede Mangfoldighed, der foregøglede Dig i Din Ungdom, som Din Sjæl tørstede efter, ja visselig, de kunde komme for sildig; thi Du vilde jo næsten føle det som en Spot, om der i Din afkræftede Alderdom raktes Dig det Beruselsens Bæger, som Du i Din Ungdom forgjæves udstrakte Din Haand efter.

Men er Din Forventning ►rettet paa det Uforkrænkelige, ►det Himmelske, det Evige, da kan jo Opfyldelsen aldrig komme for sildig; thi maatte Du end blive ►gammel som 👤Anna, graaep240hærdet som 👤Simeon, maatte Du end blive ►ulykkelig i Verden som 👤Lazarus, saa vil jo dog, om ikke før saa dog i Dødens Stund, Guds Herligheds-Haab med sin overvættes Salighed udgyde sin Velsignelse over Dig. (►👤Paulus, ►►2 Cor. V.)