Kierkegaard, Søren Journalen DD : 1837

IIA125Der indtræder undertiden et Phænomen, der i aandelig Henseende aldeles svarer til den vegetative fordøiende Henslumren i en behagelig Reconvalescent-Fornemmelse. Saaledes træder Bevidstheden her som en overskyggende Maane fra ►Prosceniet til Baggrunden; man ligesom henslumrer i det Hele (et pantheistisk Element, uden at det imidlertid som det religieuse efterlader en Styrke), i den orientalske Hendrømmen i det Uendelige, hvor det saa tillige forekommer En, som om Alt var en Fiction, – – og man stemmes som ved et grandieust Digt: hele Verdens Tilvær, Guds Tilvær, min Tilvær er Digt, hvori alle de mangfoldige, de rædsomme Ujævnheder i Livet, ufordøielige for den menneskelige Tænkning, ere udsonede i en taageagtig, drømmende Tilværelse. – O desværre vaagner jeg op igjen, destoværre begynder netop saa den ulykkelige232 Relativitet i Alt, de uendelige Spørgsmaal om, hvad jeg er, om mine Glæder og Andres Interesser for mig, for hvad jeg gjør, medens maaskee Millioner gjøre netop det Samme.

IIA126– Alle see det Parodiske i Smaakjøbstads-Liv, men Ingen seer, at Hovedstaden parodierer en verdenshistorisk Hovedstad, og dog taler man sammen, og dog eftertrykker øieblikkeligt den Ene med gnidrede ►Duodez-Bogstaver den Andens ►Uncialer; dog opføres paa samme Tid Scene for Scene med de samme Ord Verdens Tragoedier paa det største Theater og paa ►Vaudeville-Theatret!

d. 14. Juli 37.