Kierkegaard, Søren Uddrag fra Journalen DD

Ingen Prophet, ingen Historiker kunde udfinde et mere betegnende Udtryk for Muhamedanismen end den selv har givet sig idet nemlig dens hellige Grav svæver mellem to Magneter, det er det Guddommelig[e] der ikke er bleven msklig (Incarnation) det Msklige der ikke er bleven guddomelig (»Brødre og Medarvinger i Χsto«); det er ikke den individualiserede Polytheisme, ikke den concretiserede Monotheisme (👤Jehovah); men den abstracte Monotheisme »Gud er een« hvor netop Tallet maa urgeres, ikke som Jødernes vel prædikatløse til en vis Grad; men dog mere concretiserede: »jeg er den, som jeg er«; det er ikke Incarnation (👤Messias); ikke blot Prophet (saaledes som 👤Moses.); thi Propheter vare der flere af hos Jøderne uden Potents-Forskjel, om end med Grads-; men 👤Muhamed fordrede et specifikt Fortrin som saadan (en Aproximation til en Incarnation; men som naturligviis som Alt i Muhamedanismen blev staaende paa Halvveien.)

[a] en attenteret Himmelfart; men Ingen farer op til Himlen uden den, som nedsteeg fra Himlen.

[b] Det er derfor ogsaa ret interessant at see Muhamedanerne paa en underlig ironisk Maade føre det Vaaben, der saa træffende charakteriserer deres Forhold til Χstd. – Maanen, der laaner sit Lys fra Solen. (af en Lap Papir af Dato 5 Jan: 37, som jeg fandt i min Skuffe.).

[c] I det Ord: jeg er den som jeg er, træder allerede mere den personlige evige Bevidsthed frem og udvikler derfor ikke Fatalismen saaledes som den kolde »Eenhed«. Ligesom ogsaa disse Ord »jeg er den som jeg er« er et ypperligt Svar til utidige Spørgere.