Kierkegaard, Søren Journalen DD

213IIA711

Journalen DD, s. 1 (DD:1-2)
^{[a] [b] [c]} ►👤Carl Rosenkranz (📖 Zeitschrift für spekulative Theologie v. 👤Bauer. Zweites ⓘ BandesBandes] , < Bands erstes Heft) p. 1. siger som en historisk-religieus Dom: Gott ist Gott, hvorved han naturligviis betegner Jødedommen, hvor den ►abstracte Monotheisme ikke tillod noget andet ⓘ endend] SKS, en ►tautologisk Prædikat om Gud; dette synes mig er ogsaa inddirect udtalt ved den Omstændighed, at Jøderne jo ikke engang torde udsige deres ►עדוני; ligesom ogsaa den Sætning »Gott ist Gott« er en Betegnelse af ►den for Jøderne saa charakteristiske Paralellisme, ligesom omvendt deres Paralellisme maatte føre i sin videre Anvendelse til den Sætning »Gott ist Gott«

cfr

d. 29 Maij 37.

IIA74Det er en høist speculativ og med H: t: ►👤Daubs philosophiske Anskuelse meget interessant Bemærkning, som findes i ►3die Hefte af 👤Bauers Tidsskrift p. 127. Han har nemlig i det Foregaaende talt om Forholdet mell. ►den naturlige og den historiske Sands og viist denne som ⓘ Betingelse <B>etingelse ] ms. beskadiget for hiin; men udvikler nu, hvorledes Individet frit kan underordne hiin denne (og dermed ⓘ Historien Histor<i>en ] ms. beskadiget ⓘ (Friheden)(Friheden)] tilføjet under Naturen – ganske) ell. denne hiin (og dermed Friheden over Naturen – for en Deel), og udfører nu nærmere Følgen af at underordne den ⓘ historiske h<i>storiske ] ms. beskadiget under den naturlige og siger, at ►Subjectet derved kommer paa den Idee: ►an dem Vergangenen sei das anschaulich-Gewesene das Unvergängliche, am Gewesenen das Naturliche das Unverwesliche (das also nicht wie doch der Apostel lehrt »verweslich gesäet wird, und unverweslich auferstehe« sondern, indem es selbst das an sich Unverwesliche sei, nur bis zu seiner Wiederveranschaulichung den Schein des Verweslichen habe).«.

d. 29 Maij 37.

214IIA752►👤Hamann kunde blive en god Repræsentant for den i Χstd. liggende (hvorom ved en anden Leilighed[)]; men i ham eensidig udviklede humoristiske Retning, som en nødv: Følge a) af den i Χstd. som saadan liggende Humor b) af den ved Reformationen betingede Isolation af Individet, hvilket ikke kom frem i Katholicismen, der jo da den havde en Kirke vel kunde opponere mod »Verden«, ihvorvel den netop i sit rene Begreb som Kirke vel mindre kunde være disponeret ⓘ dertilder<til>] ms. beskadiget , men dog i ethvert Tilfælde ikke kunde udvikle Humoren til en imod Alt sig opponerende og derved temmelig gold idetmindste for al frodig Vegetation blottet og kun med Dværg-Birke sparsomt bevoxet Spidse. (Om end det ikke var Tilfældet med 👤Hamann, saa maa Grunden hertil søges i hans dybe Gemyt og store Genialitet, der ⓘ togtog] , først skrevet dog til i Dybde i samme Grad som det indknebedes i Brede (og 👤H: fandt ret Behag i at ►indbyde sine vide-graadige ⓘ Samtidige Samtidige] , først skrevet P ⓘ TallerkenslikkereTallerkenslikkere] tilføjet paa sin Storkeflaske.); men desuagtet kan meget godt være Repræsentant for dette Standpuncts sande Midte.[)] c) ved sit eget humoristiske Anlæg af Naturen. Saaledes at man vistnok med Sandhed kan sige, at 👤Hamann er den største Humorist i Χstd (d: v: da s[:] som den største Humorist i den Livs-Anskuelse, der selv er den meest humoristiske Verdenshistoriske Livs-Anskuelse – den største Humorist i Verden.).

IIA76Anerkjendelsen af Reformationens negative Side og Muligheden af de ved den fra ►Moderkirken fjernede Partiers Tilbagevenden til samme (uden at de derfor behøve at ►vende tilbage som forlorne Sønner) er, vel noget schüchtern udtalt deri, at de ►ikke have havt Mod til at gjøre, ►hvad Katholikerne gjøre ved dem – erklære dem for Kjettere – ikke have havt Mod til at fuldende Conclusionen af de Præmisser, som de selv historisk have givet sig og som de som saadanne synes godt om.215

d. 2 Juni.

216IIA773

Journalen DD, s. 3 (DD:5-6)
Naar man ikke nøie fastholder Forholdet mell. Philosophien (den reen msklige Verdens Anskuelse – det humane Standpunct) og Χstd; men uden synderlig ►penetrerende Undersøgelser derom, strax begynder at speculere i Dogmet, kan man let faae tilsyneladende glædelige, rige Resultater; men det kan ogsaa let gaae ►som det i sin Tid gik med Merglet, da man uden at have undersøgt dette og ►Jorsmondet anbragte det paa hvilken som helst Art – man fik yppig Vegetation nogle Aar; men dernæst befandtes Jorden at være udmarvet.

IIA78Det Humoristiske, der overhovedet ligger i Χstd.^{a [b]} er udtrykt i en Hovedsætning, hvor det hedder, at ►Sandheden er skjult i Mysteriet (►εν ⓘ μυστηϱιῳ μυστηϱιῳ] , < μυστ<·>ϱιῳ αποϰϱυφη), hvor jo ikke blot læres, at Sandheden her findes i ⓘ et Mysteriumet Mysterium] tilføjet (et Udsagn Verden i det Hele har haft mere Lyst til at høre, da der jo tidt nok har dannet sig Mysterier, ihvorvel de i disse ►Indlemmede da igjen strax opfattede den øvrige Verden i det humoristiske Lys); men endog at den er skjult^c i Mysteriet, hvilket netop den over Verdens Klogskab i høieste Grad humoriserende ⓘ Livs-Anskuelse; ellers pleier dog Sandheden at være aabenbaret i Mysteriet.Livs-Anskuelse; ellers pleier dog Sandheden at være aabenbaret i Mysteriet.] , ændret fra Livs-Anskuelse.

Forsaavidt Χstd. ikke udskiller det Romantiske fra sig vil den bestandig, hvor meget den christelige Erkjendelse end tiltager, dog altid huske sin Oprindelse og derfor vide Alt ►εν μυστηϱιῳ.

Det Humoristiske i Χstd. træder ⓘ ogsaa ogsaa] , først skrevet d frem i den Sætning: ►mit Aag er let og min Byrde ikke tung; thi den er det jo vistnok i høieste Grad er tung for Verden den tungeste der kan tænkes – Selvfornægtelse.

Den Χstnes Uvidenhed (denne ►reen socratiske Anskuelse, saaledes fE i en ►👤Hamann) er naturligviis ^[d] ogsaa ⓘ HumoristikHumoristik] , ændret fra Humoristisk; thi hvori ligger denne uden deri at man derved nedtvingende sig selv paa det laveste Stand217218punct seer op (ɔ: ned) paa den almdl: Anskuelse dog saaledes at ►bag ved denne ⓘ Sig-NedsættenSig-Nedsætten] , < Sig-Nedsættend ligger en i høi Grad sig Ophøien (den Χstnes Ydmyghed fE der i sin polemiske Skikkelse mod Verden ►profiterer 4 ^[e] sin egen Usselhed; medens den paa den anden Side ►involverer i sin normale Skikkelse en nobel Stolthed (►den ⓘ MindsteMindste] , < mindste i Himmerigesrige er større end 👤Johannes d. Døber) ell. i sin Abnormitæt ⓘ enen] SKS, end hovmodig Isolation fra den almdl. Tingenes Gang (det historiske ►Nexus). Saaledes spiller ogsaa Miraklet en stor Hovedrolle i denne Livs-Anskuelse ikke paa Grund af det Mægtige der derved er opdrevet for Χstd.; men fordi derved alle Viismænds dybsindigste Ideer blive (►for dette Standpunct) til Intet ved Siden af ►👤Bileams propheterende Æsel. Jo ubetydeligere derfor Miraklet er, om jeg saa maa sige, ell. jo mindre det træder i Forhold til den historiske Udvikling, ja endog til den Yderlighed at denne Anskuelse saa at sige frister Gud d:v:s: ønskede et Mirakel der blot blev gjort for at gjøre Hovedet kruset paa Professorer i Physik – desto mere glæder den sig derover, ja den vil vel meest glæde sig over ►Forvandlingen af Viin til Vand i 📌Cana. Ja naar den glæder sig over Miraklet ved Χsti ^[f] Opstandelse, da er det ikke den sande Paaske-Glæde; men meget mere Fornøielse over ►Pharisæerne og deres Soldater og deres store Steen for Graven. Derfor dvæler denne Anskuelse saa gjerne ►ved Krybben, ved de Pjalter, hvori Barnet blev svøbt, ved ►Korsfæstelsen mell. to Røvere.^g

d. 3 Juni 37.

IIA86Ingen Prophet, ingen Historiker kunde udfinde et ^[a] mere betegnende ►Udtryk for ⓘ MuhamedanismenMuhamedanismen] , < M<·>hamedanismen end den selv har givet sig idet nemlig dens hellige Grav svæver mellem to Magneter, ^[b] det er det Guddommelig[e] der ikke er bleven msklig (►Incarnation) det Msklige der ikke er bleven guddomelig (»►Brødre og Medarvinger i Χsto«); det er ikke den ►individualiserede Polytheisme, ikke den ►concretiserede Monotheisme (►👤Jehovah); men219 den ►abstracte Monotheisme 5 »►Gud er een« hvor netop Tallet maa urgeres, ikke som Jødernes vel prædikatløse til en vis Grad; men ^[c] dog mere concretiserede: »►jeg er den, som jeg er«; det er ikke Incarnation (►👤Messias); ikke blot Prophet (saaledes ►som 👤Moses.); thi ►Propheter vare der flere af hos Jøderne uden ►Potents-Forskjel, om end med Grads-; men ►👤Muhamed fordrede et specifikt Fortrin som saadan (en ►Aproximation til en Incarnation; men som naturligviis som Alt i Muhamedanismen blev staaende paa Halvveien.)

d. 3 Juni 37.

IIA90 ^[a] Hvad er egl. Meningen af de Ord ►►Genes: 3, 22 »See ⓘ 👤AdamAdam] , ændret fra Abraham er bleven som Een af os etc«, hvilke Ord ►👤Erdmann (👤Bauers Tidsskrift 2d B. 1st H: p. 205) bruger for derpaa endydermere at begrunde sin speculative Anskuelse af at Syndefaldet fra een Side seet er et Fremskridt. ? –

IIA91At ►Pantheismen udgjør et overvundet Moment i Religion, er Grundlag for den, synes nu at blive anerkjendt og herved tillige ►ⓘ FeilenFeile<n>] ms. beskadiget i 👤Schleiermachers Definition paa Religion som forblivende i Pantheismen, idet ►han gjør hiint udenfor Tiden liggende Sammensmelte[l]ses-Moment af det Universelle og det Endelige – til Religion. –

IIA92 ►📖 Eine Parallele zur Religionsphilosophie von 👤Karl Rosenkranz.

(👤Bauers Tidskrift 2d B. 1ste H. p. 1-32.).

►Han viser at, naar man vil reducere de forskjellige Religions-Skikkelser til den simpleste Udtryk, man kan opstille 3 Domme.

1) der Mensch ist Gott

2) Gott ist Gott

3) Gott ist Mensch.

Det første er naturligviis ►Ethnicismen; den sætter Eenheden ikke som ⓘ den sichden sich] tilføjet vermittelnde; men som umidd,220 og glemmer, hvor en vermittelnde Proces har fundet Sted, det i Resultatet. Den er en assertorisk Dom. Saaledes er de hedenske Religion Zauberer selv 6 den Magt som ⓘ dede] , først skrevet <·> elementariske Magter underkaste sig. ►I den indiske Religion er Bramanen, ell. hvo der ved Bodsøvelse etc. hæver sig dertil umidd eet med Gud. (derfor Unødvendigheden af hans Erscheinungs Congruents med hans Væsen – ligesom i en anden Retning den katholske Geistlige); i den Buddhistiske er Lamaen umidd Gud. ►I de dualistiske Religioner er Msk. netop som Mellemvæsen det hiin Proces realiserende, de to Magter behøve ham til deres Fuldendelse. Her træder istedetfor den abstracte Quietisme Vexelvirkningen mell den positive og negative Substants, deraf 1) det Heroiske; 2) det Tragiske (da Handling er Hovedsagen; men Døden sætter Grændse derfor.) ►Hos Grækerne var det Kunstreligion den skjønne Individualitæt. Med den individuelle Frieheds større Bestemmethed træder det Heroiske og det Tragiske mere frem (👤Heracles); men slaaer derpaa over til sit Modsatte. Heroen, der handlende gjør sig til Gud har sin Modsætning i Atheisten, der ved Tænkningens Dialectik fornægter Guderne; det Tragiske i det Komiske, der gjør den tilfældige Individualitæt til det Absolute (👤Aristophanes). ►Romerne. 👤Hegel betegner deres Religieusitet ved »Ernsthaftigkeit«. R. gik til Afsindighed, i den romerske Keiser, der gjorde sig til Gud: ►Er hat nicht, wie der chinesische Keiser seinem Willen eine ⓘ bestimmte besti<mm>te ] (efter Rosenkranz), ms. beskadiget Richtung zu geben; er lebt nicht, wie ein Lama, ⓘ ini<n>] (efter Rosenkranz), ms. beskadiget einem monchischen Quietismus; er ist ⓘ kein ke<i>n ] (efter Rosenkranz), ms. beskadiget Held wie 👤Rostem; er ist kein Künstler, der wie ein 👤Phidias, 👤Skopas Götterideale schafft und dadurch sich endlich als die Macht der Religion erfährt; durch den Titel, durch den Namen ⓘ weiß<weiß>] (efter Rosenkranz), ms. beskadiget er sich als die unbedingte Macht. Diese Apotheose ist die Carricatur der hellenischen Apotheose, die immer als Resultat erscheint.

►Monotheismen. historisk fremtrædende i Jødedom og Muhamedanisme, og den mere isoleret staaende Deisme. Jødedom udvikler sig gjenem de første Bøger, hvor Gud mere træder frem i sin Almagt, som Lovgiver, (👤Moses træder reent i Baggrunden), derpaa i ►Hiob den221 løsrevne Individualitæt træder i en Slags Modsætning til Gud og i Psalmerne beroliger sig ved at Gud dog er Gud, den almægtige, som Msk: ikke maa stride med. ►Muhamedanismen udvikler Karrikaturen Guds Almagt bliver her til Vilkaarlighed, hans Styrelse til Fatalisme. 7 ►Deismen vender i Grunden Forholdet om; thi medens Monotheismen ⓘ som saadansom saadan] tilføjet gaaer ud fra at Gud er Gud og derfor Msk. Msk, gaaer den ud fra at Msk. er Msk og derfor Gud Gud (som et nødvendigt Accessorium til at realisere Msks fortjente Lyksalighed.).

►Χstdommen. Hedenskabet var poetisk, Monotheismen prosaisk; det første fuldendte sig selv i Afsindighed, kun ved de mangfoldige særskilt begrændsede Individualiteter kunde der opstaae en Eenhed i Væsen; men hvor Substantsen overvælder den enkelte Begrændsning og derved opstaaer det ⓘ Hæslige Hæslige] , først skrevet <·f··i> og Unaturlige. Vitæ Imperatorum hos 👤Suetonius giver Exempler derpaa, ►👤Hegel: Sich so als den Inbegriff aller wirklichen Mächte wissend, ist dieser Herr der Welt das ungeheure Selbstbewußtsein, das sich als den wirklichen Gott weiß, indem er aber nur das formale Selbst ist, das sie nicht zu bändigen vermag, ist seine Bewegung und Selbstgenuß die eben ⓘ soso] , < s<·> ungeheure Ausschweifung«. ►Χstd. er den negative Identitæt af de to i Monotheismen adskilte og kun til hinanden henførte Domme, men ogsaa Ophævelse af Hedenskabets umidd; assertoriske Dom. Monotheismens Dom er kategorisk. Hedenskabets Dom bliver problematisk, og Monotheismens hypothetisk; Χstds Dom er en apodictisk, da den indeholder det Gudd. og Mskligess Disjunction i concret Eenhed. ►Weil Gott an sich Mensch ist so wird er es auch. ►Det er ikke som med den indiske Pantheismes ⓘ Incarnationer Incarnatio<n>er ] ms. beskadiget , der alle bære, saavel med Hensyn til ⓘ Beslutningen Beslutn<i>n<g>en ] ms. beskadiget ⓘ dertil <d>ertil ] ms. beskadiget som Formen deraf, Tilfældighedens Præg. ►Men det er hell. ikke en Mskvordelse som om Gud behøvede Msk. for at komme til Bevidsthed. ►Χstd. indeholder derfor den herligste Livs-Anskuelse. ►Das tragische der ⓘ Kunstreligion<Ku>nstreligion] ms. beskadiget war der Schmerz des unbegriffenen Todes, ⓘ derd<er>] ms. beskadiget den Genuß der schönen Heiterkeit zwar nicht negirte, wie in 📌Ægyp222ten, aber unangenem störte. Das Traurige im Monotheismus war die Last des Gesetzes, welches der Mensch zwar als das des heiligen Gottes, aber nicht als sein eignes anerkannte. Selbst die Autonomie der theoretischen und Autokratie der praktischen Vernunft im Deismus ist nur eine secundäre.

d. 8 Juni 37.

IIA93Da Gud havde skabt hele Verden da betragtede han den og: ►see det var saare godt^a, da Χstus døde paa Korset da lød det: »►det er fuldbragt«.

d. 9 Juni 37.

IIA968►Underets (sit venia verbo da det egl. er en Modsigelse) Uformuenhed i og for sig til (at vække nogen Overbeviisning) løsrevet fra dets for Speculationen alene objective (gegenständliche) Manifestation af den evige Frihed under Betingelser den har givet sig selv (Tid og Rum) er udtalt i de Ord ►dersom de ikke tro 👤Moses og Propheterne (i en endnu dybere Forstand Χstus) troe de hell. ikke om nogen opstod fra de Døde. Thi de have blot rykket ⓘ SpørgsmaaletSpørgsmaalet] , < Spøgsmaalet længere bort. Naar nemlig et saadant Factum fortaltes dem, da vilde de enten antage det for sandt; men det var Overtro; ell: de ⓘ vildevilde] , < ville være indifferente; ell. de vilde efter at have faaet det fuldstændigt beviist antage det – men dog vel ikke for et Under? med mindre de ville ophæve Begrebet i samme Øieblik som det blev ►prædiceret om det concrete Tilfælde.

►👤Daub (i 👤Bauers Tidsskrift 1st B. 2H. p 103) bemærker meget rigtigt at saavel Tvivlen som Vantroen vilde være meget vel tjente med, at man indlod sig paa et Beviis om Sandheden af de bibelske Underværker: »►Bei dieser Forderung jedoch ist in der Geschichte die Freiheit – denn das gewisse und wahre Factum soll, damit das Wunder zu glauben stehe, ein durch dieses auf nothwendige Weise bedingtes sein, und in der ⓘ Natur Nat<u>r ] (efter Daub), ms. beskadiget die Nothwendigkeit ignorirt, denn das Wunder, eine freie223 That soll als wäre es ⓘ eine <e>ine ] (efter Daub), ms. beskadiget Natur Begebenheit gesehen – es soll erlebt werden; die bei der Himmelfahrt des ⓘ Weltheilands Weltheila<n>ds ] (efter Daub), ms. beskadiget Gegenwärtigen sahen nur, daß er sich von der Erde entfernte, nicht aber die ⓘ unbedingteunbedingte] tilføjet Freiheit, sie, die Macht seiner Entfernung. Die Wahrheit, welche dieses Wunder ist, verwirklichte sich, und hat ihre Wirklichkeit in der Macht, nicht aber im vergänglichen und vergangnen Anblick dieser Bewegung. Der Zweifler also und der Unglaubige beweisen selbst so lange beide von jener Forderung ⓘ eineseines] , først skrevet <nicht> auf dem Standpunkte der Geschichte oder der Natur, für die Wahrheit der Wunder zu führenden Beweises nicht ablassen: daß in ihnen die bedingte Freiheit sich entweder unter das Gesetz der 9 Causalität, wie in einer pragmatisirenden Geschichts-, oder, wie in einer blos empirischen Natur-Kunde, unter die Sinnlichkeit die ihnen mit der Thierheit gemein ist gestellt habe.« ....

d. 12 Juni 37.

IIA97Det er vel ►sandt, hvad 👤Daub siger (👤Bauer' Tidssk.) at i de 3 Udsagn af Χ. er hele hans Livshistorie indeholdt (►Vide I ikke, at det bør mig at være i min Faders Gjerning; ►Jeg maa udføre dens Værker, der har sendt mig, saa længe det er Dag, Natten kommer, da kan Ingen arbeide; ►Det er fuldbragt); men man [maa] dog ikke glemme andre 3: han voxede og blev mægtig i Aand, fuld af Viisdom ►Luc. 2, 40; ►han fristes; ►Min Gud, min Gud hvi haver Du forladt mig.

d. 16 Juni 37.

IIA98Det er den i ►Rom: VIII, 19 omtalte ►αποϰαϱαδοϰια της ϰτισεως, hvortil enkelte poetiske Glimt svare i Sagnene fE om Havfruer der blive forløste ved Msk. Kjærlighed, om ►Gnomer etc. (►👤F. de la Motte Fouqué, ►👤Hoffmann, ►👤Ingemann som reproducerende de gl Sagn, hvis anden Side er den, at disse Aander kunne styrte Msk. i Ødelæggelse.

d. 26 Juni 37.

224IIA99Saaledes erindre ogsaa Sagn hos forskjellige Folk om deres meest udmærkede Mænd, ⓘ deres de<r>es ] ms. beskadiget Heroer, – om hiint Ord i ►►Genes: (►ⓘ dudu] , < den skal knuse dens Hoved, naar den saarer din Hæl) derved at ⓘ disse <dis>se ] ms. beskadiget kun ere ►saarlige i Hælen – (►👤Krischna ►👤Hercules, ►👤Baldur.)

26 Juni 37.

IIA100►Middelalderen som romantis[k] opfattede kun den ene Side af Evigheden – Tids Forsvinden (cfr. Digte fra Middel: mange Exempler – ►Syvsovere etc.); men ikke som Jøderne den anden Tids Inderligheden i Evigheden. Midd: siger vel: ⓘ 1000 Aar 1000 Aar] , først skrevet <···> er som een Dag; men ikke een Dag er som 1000 Aar, fordi den som stræbende vel havde et Saligheds Øieblik; men ikke en Evigheds Salighed. Forøvrigt er det mere end ►den simple Paralellisme der ligger i de Ord: ►1000 Aar er for Gud som 1 Dag, og 1 Dag som 1000 Aar 10 det er meget mere et ►ægte speculativt Udsagn, idet det ikke ophæver og ⓘ tilintetgjør tili<nte>tgjør ] ms. beskadiget Tidsbegrebet; men fuldstændiggjør det.

d. 30 Juni 37.

IIA101Hvor nær ligger dog ikke ofte det umidd Udtryk ved det ironiske og dog hvor langt derfra fE ►👤Oehlenschlaeger

►o Blomster som Eder det gaaer

ⓘ saa gaaer det mig saa gaaer det mig ] , først skrevet saa gaaer det i linien ovenover

En stakkels Poet som en Kornblomst staae[r]

Og græmmer sig.

Det nærende Korn han i Veien kun er

hvad retter han ud etc.

Er det ⓘ denden] , < det samme, skjøndt langt dybere, Umiddelbarhed der gjør, at Χsti Taler og overhovedet det ►h: N. T. ikke har det ironiske ell. humoristiske Præg, medens blot en eneste Streg strax vilde give Udtrykket den allerstærkeste Farve af Ironie og Humor.

d. 30 Juni 37.

225IIA102Ironien kan vistnok ogsaa frembringe en vis Rolighed ^[a] (som da maa svare til den efter den humoristiske Udvikling følgende Fred), ⓘ som <s>om ] ms. beskadiget imidlertid er langt fra at være den ⓘ chr[i]stelige <c>hristelige ] ms. beskadiget ⓘ Forsoning <F>orsoning ] ms. beskadiget (►Brødre i Χsto, hvor jo enhver anden Forskjel er en absolut forsvindende, et Intet i Forhold til den at være Brødre i Χsto. ⓘ gjorde <g>jorde ] ms. beskadiget Χ. dog ikke Forskjel, ►elskede han ikke 👤Johannes mere end de Andre (►👤Poul Møller i en høist interessant Samtale d. 30 Juni om Aftenen) – den kan frembringe en vis Kjærlighed^b, hvormed fE ►👤Socrates omfattede sine Disciple (►aandelig Paederastie som 👤Haman siger); men det er dog egoistisk, fordi han stod som deres ⓘ Forløser Forløser] , foran er slettet <F··l···> udvidede deres ►beængede Udtryk og Anskuelser i sin høiere Bevidsthed i sin Overskuen; men Bevægelsens Diameter er ikke ^[c] saa stor som Humoristen (Himmel – Helvede – den Χstne maa have foragtet Alt – Ironikeren høiste polemiske Bevægelse er ►nil admirari) Ironien er egoistisk (den bekjæmper Spidsborgerlighed og dog vedbliver den om ⓘ den den] , først skrevet det end i det Individet ligesom en Sangfugl hæver 11 ^[d] stiger i Luften kaster lidt efter lidt ►Baglast ud, saaledes at den her løber Fare for at ende med et »egoistisk Fanden i Vold«; thi Ironien har endnu ikke slaaet sig selv ihjel ved at see sig selv, idet Individet seer sig selv i Ironiens Belysning.); Humoren er lyrisk (det er den dybeste Livs-Alvor – dyb Poesie, der ikke kan ►gestalte sig som saadan og derfor krystaliserer under de barokkeste Former – det er den gyldne Aare ►non fluens – det høiere Livs ►molimina.).

Den hele Holdning i ⓘ den græskeden græske] tilføjet ⓘ NaturNatur] , ændret fra Naturen (►ⓘ HarmonieHarmonie] , < Haromonie – det Skjønne) gjorde at om end Individet løsrev sig og Kampen ⓘ begyndtebegyndte] tilføjet denne dog endnu bar Præget af at være udsprungen af denne harmoniske Livs-Anskuelse og derfor ophørte den snart uden at have beskrevet ^[e] en stor Cirkel (👤Socrates). Men ►nu traadte en Livs-Anskuelse op der lærte at ►hele Naturen var fordærvet (den dybeste Polemik, den største Vingestrækning); men Naturen tog Hævn – og nu faaer jeg Humor i Individet og Ironie^f i Naturen og de mødes deri, at Humoren vil være en Nar i Verden og Ironien i Verden antog dem virkelig derfor.

226Man vil sige at Ironie og Humor i Grunden er det samme kun med ⓘ Grads Forskjel Gra<ds Forskje>l ] ms. beskadiget , jeg vil svare med ►👤Paulus, hvor han omtaler Χstd. Forhold til Jødedommen: Alt er Nyt i Χsto

Den χstne Humorist er som en Plante, hvis Rod kun er synlig, hvis Blomst udfolder sig for en høiere Sol.

d. 6 Juli 37.

IIA109Den χstelige Romantik har ►vistnok et østerlandsk ►Attribut; men det er kun ►de hellig 3 Konger fra Østen der have seet dens Stjerne og nu bringe deres Gaver, Guld og kostbare Røgelser ⓘ (►Drapperiet)(Drapperiet)] tilføjet

d. 7 Juli 37.

IIA110Den gl.-christelige dogmatiske Terminologie er som et Trylleslot, hvor de deiligste Prindser og Prindsesser hvile i en dyb Søvn – den skal blot vækkes ⓘ ►belivesbelives] tilføjet for at staae i sin fulde Glorie.

d. 8 Juli 37.

12IIA111At skrive om romantiske Materier i en adæquat Sindsstemning paa Latin er ligesaa urimeligt som at forlange at man skal beskrive en Cirkel ved Firkanter – ⓘ dede] , < det humoristiske Livs-Paradoxers Hyperbler overbyde ethvert Schema, sprænge enhver Spendetrøie det er at ►sætte nye Viin paa gl. Læderflasker, og vil Latinen endelig beherske den ved et tvungent Giftermaal til den knyttede ungdommelige Elsker, saa faaer den gl. tandløse ►Kjerling, der ikke kan articulere sin Tale at undskylde, om han søger sin Tilfredsstillelse ad andre Veie.

d. 8 Juli 37.

IIA112See saa træder det Ironiske ikke mere frem; jeg har saa tidt tænkt mig det som en Verdens Ironie naar fE en Bræmse satte sig paa Næsen af en Mand lige i det Øieblik han gjorde det sidste Spring for at styrte sig i ►📌Themsen, naar i ►Historien om 👤Loke og Dværgen, da 👤Eitri er227 gaaet bort og 👤Brock staaer ved Blæsebælgen, der nu sætter sig en Flue paa hans Næse tre Gange; thi her træder det op som en af 👤Lokes ⓘ RænkerRænk<er>] ms. beskadiget for at hindre ham i at vinde ⓘ VeddemaaletVedde<m>aal<et>] ms. beskadiget i det andet Tilfælde er det en grandieus msklig Plan, der saa rædsomt ►spottes af en ⓘ Bremse B<r>emse ] ms. beskadiget .

d. 8 Juli 37.

IIA113 📖 ►Mythologie der Feen und Elfen vom Ursprunge dieses Glaubens bis auf die neuesten Zeiten aus dem Englischen übersetzt v. Dr. 👤O.L.B. Wolff. 📌Weimar. 1828. 2 Th.

►1ste Deel. Eventyret om 👤Johann Dietrich (fra 📌Rügen) p. 319 han fortæller om ►de Underjordiske: ►Ob sie auch sterben, das weiß man nicht, oder ob sie, wie Einige erzählen, wenn sie alt werden wollen sich in Steine und Bäume verkriechen und so sich verwachsen und zu wundersamen 13 Klängen, Aechzern und Seufzern werden, die sich zuweilen hören lassen ohne daß man weis woher sie kommen oder zu abentheuerlichen Knorrn und verflochtenen Schlingen, wodurch die Hexen schlüpfen sollen, wenn sie von den wilden Jäger gejagt werden.

d. 8 Juli 37.

IIA114Humor var der jo vel ogsaa i Middelalderen; men det var i en ►Totalitet, i Kirken, deels over Verden deels over sig selv, derfor har den hell. ikke saa meget af det Sygelige, som jeg troer hører med til dette Begreb, det var derfor ogsaa, at ►en Deel af de nyere Humorister bleve Catholiker, ønskede igjen et Samfund, en Holdning som de ikke havde i dem selv.

d. 11 Juli 37.

IIA115Jeg maa dog forundre mig over, ⓘ atat] , < al►👤Justinus Kerner (i ►hans 📖 Dichtungen) ►paa en saa forsonende Maade kan opfatte det Phænomen, der altid har været saa skrækkeligt for mig lige fra det Øieblik af at jeg først erfarede det, at Een siger aldeles det Samme som jeg. Naar228 jeg skulde ►opfatte vilde i det meest forvirrede næsten ►mester-jakelske Unsinn, den Ene vilde begynde en Periode, som den Anden vilde fuldende, der vilde opstaae en Forvirring, om hvem det var der talte.

d. 11 Juli 37.

IIA116ⓘ , ▶ (ms s. 13 if. B-fort.) EPI-II►👤Justinus Kerner har netop i dette Øieblik interesseret mig saa meget, fordi jeg hos ham, skjøndt med langt større Genie, sporer den samme kunstneriske Uformuenhed som hos mig selv, medens jeg dog tillige seer, hvorledes der kan gjøres Noget, skjøndt ►den egenlige Continuerlighed mangler og kun kan fuldstændiggjøres ved den Stemningens Continuerlighed, hvoraf hver enkelt lille Forestilling er en Blomst, en Slags novellistisk Aphorisme, et plastisk Studium. Medens hans egne »►📖 Dichtungen« ere saa fulde af fortræffelige phantastiske Ideer, ere derimod hans »►📖 Efterretninger aus dem Nachtgebiete der Natur« saa tørre, at man næsten deraf kunde føre et indirecte Beviis for deres Sandhed.

d. 13. Juli 37.

IIA117Den ved ►👤Adams Syndefald muliggjorte gjennem det derved betingede Slægtsforhold (Slægtens Continuerlighed) virkeliggjorte ►Arvesynd, som den, om hvilken det hedder i ►►Rom 5, 13.14., at alle Msk. syndede i 👤Adam, fastholdt i sin kirkelig orthodoxe Consequents fjernende enhver ►pelagiansk Restrinction (►cum hoc non ideo propter hoc – ⓘ derimod derimod] , først skrevet at et ►cum hoc et propter hoc paa eengang) fører den ikke nødv: ►Læren om Kirken, om dennes ►Overflødighed af gode Gjerninger, om den Velsignelse som denne (ifølge sit catholske Begreb fører med sig og som det ene Adæquate 14 fører med sig) – med sig? Eller hvorvidt er hiin i ►►Rom V mell. den første og den anden 👤Adam opstillede Paralelle corresponderende i sine to Leed? Eller er der Noget corresponderende til ►den Lære , at Alle syndede i 👤Adam og Nogle bleve frelste i Χ., naar i det ene Tilfælde Synden sættes i Forhold til hele Slægten, sees fra Slægts-229Standpunktet, i det andet Χstus stilles i Forhold til hvert enkelt Individ? [(]thi det oplyser jo ikke Noget, naar man siger, at ligesom de enkelte Msk. erklæres for Syndere kun forsaavidt som de finde sig i den almdl. ⓘ MskhedMskhedMenneskehed] , først skrevet msk og gjøre den almdl. Msknatur til deres, saaledes ogsaa den anden 👤Adams Børn blive frifundne kun forsaavidt de have Andeel i ham – hvor jo det er glemt, at det Ene er en Nødvendighed, det andet en sig for hvert enkelt Individ gjentagende Mulighed). Eller er her i Verden allerede det Forhold indtraadt: ►vi skulle være Engle liig, et Forhold der dog ellers omtales som et i en anden Verden først indtrædende? Eller er det ikke det samme Problem der paa ►den phænomenologiske Vei møder os, hvor ►det bekymrede urolige Individ ønsker ligesom en ►Mellemmand, noget som vi netop maa erklære for Uprotestantisk. Eller betinger ikke Arvesynden consequent Læren om Kirken; thi ellers følger ikke det Arvelige det i Samfundet Givne – ell. ere Individerne løsrevne og Kirkebegrebet ophævet? i denne Henseende troer jeg at ►👤Günther har Noget ►under Læren om Gjerninger. Deri er den philosophiske Betydning af Læren om en Overflødighed af gode Gjerninger i Kirkens Skjød om en ►Faddergave paa den Χstnes Vugge, som be15tinget ved Generationens Udvikling i anthitetisk Forhold til 👤Adams til Slægten. – Dermed kan man ogsaa sætte i Forbindelse ►den Forbøn, den uudsigelige Trang til at bede for sig som ulykkelige Afdøde søge tilfredsst hos Levende. (►det kirkelige Dogme om Sjælemesse for Afdøde) cfr ►👤Kerner 📖 eine Erscheinung aus dem Nachtgebiete der Natur 1836 p. 214.

d. 11 Juli 37.

IIA118 ^[a] Jeg har tidt forundret mig over, hvoraf det kunde komme, at jeg havde en saa stor Ulyst til at optegne enkelte Bemærkninger; men jo mere jeg lærer enkelte store Mænd at kjende, i hvis Skrifter man ingenlunde sporer den kaleidoskopagtig[e] Sammenrysten af et vist ►Indbegreb af Ideer (i hvilken Henseende ►👤Jean Paul maaskee ved sit Exempel har bibragt mig en utidig Æng230stelighed) men jo mere jeg erindrer at en saa frisk Forfatter som ►👤Hoffmann har gjort det, at ►👤Lichtenberg anbefaler det, saa vækkes jeg ogsaa til at see hvori det egl. stak, der gjorde det, som i og for sig var uskyldigt, for mig ubehageligt ja næsten ækkelt. Grunden var da aabenbar den, at jeg ved hvert enkelt Tilfælde tænkte mig en publicistisk Mulighed, hvilken maaske krævede en vidtløftigere Udvikling, jeg ikke gad have Uleiligheden af, og under en saadan abstrakt Muligheds Udmattelse (en vis litterair ⓘ Hikke Hikke] , først skrevet Hikke) og Qualme) bortdunstede Indfaldets og Stemningens Aroma^b. ^[c] Istedetfor ⓘ det <de>t ] ms. beskadiget mener jeg, at det vil være godt ved hyppigere Optegnelser, at lade Tankerne fremtræde med den første Stemnings Navlestreng, og saa meget som muligt glemende ethvert Hensyn til deres mulig Anvendelse, som jeg da i ethvert Tilfælde aldrig vil realisere ved ⓘ atat] tilføjet slaae op i 16 mine Bøger, men ligesom ►expectorerende mig i et Brev til en fortrolig Ven, og derved vinde deels et Kjendskabs Mulighed til mig selv i et senere Moment, deels den ^{[d] [e]} Smidighed i at skrive, den Articulation i skriftligt Udtryk, jeg for en Deel har i Tale, den Kjendskab til en Mængde smaa Træk som jeg hidtil haver ladet staae hen med ⓘ et et] , < en flygtigt Blik, og endelig ogsaa en Fordel, saavist det er i en anden ⓘ HensendeHensende] , < Henseede sandt, hvad endogsaa ►👤Haman siger, at der dog gives Indfald, man kun faaer engang i sit Liv. En saadan Øvelse bag Coulisserne er vist nødvendigt for ethvert Msk, der ikke er saa begavet, at hans Udvikling paa en Maade er publik.

231IIA122Tak ►👤Lichtenberg Tak! fordi Du siger: ►at der ikke gives noget Kraftløsere end at tale med en saakaldt Litterator i Videnskaben, ⓘ som ikkesom ikke] SKS, som har ikke selv har tænkt, men veed 1000 historisk-litterariske Omstændigheder.^a »►Es ist fast als wie die Vorlesung aus einem Kochbuch, wenn man hungert«. O Tak for denne ►Røst i Ørkenen, Tak for denne Læskelse, lig et Fugleskrig af en vild Fugl i Nattens Taushed sætter den hele Phantasien i Bevægelse, jeg forestiller mig, at det var efter en langvarig Passiar med et sligt lærd ►Udgangsøg, som maaskee berøvede ham et lyksaligt Øieblik. Destoværre er der i ►det Exemplar, hvori jeg læser, sat et Mærke, som forstyrrer mig; thi jeg seer allerede i Aanden en el. anden Journalist, der omhyggelig har gjenemgaaet dette Værk for at fylde Bladet med Aphorismer med ell. uden 👤Lichtenbergs Navn, og ⓘ , ▶ (ms s. 17-18 if. B-fort.) EPI-IIderved har han destoværre berøvet mig Noget af Overraskelsen.

IIA124ep127Hvilket velsignet Udtryk ►👤Lichtenberg►proponerer for »►at betegne de Folks Skrivemaade, der i en vis taabelig Modestil skrive Hverdags-Tanker, hvor idethøieste det bliver udført, som fornuftige Folk allerede have tænkt ved det blotte Ord: Candidat-Prosa.«

IIA125Der indtræder undertiden et Phænomen, der i aandelig Henseende aldeles svarer til den vegetative fordøiende Henslumren i en behagelig Reconvalescent-Fornemmelse. Saaledes træder Bevidstheden her som en overskyggende Maane fra ►Prosceniet til Baggrunden; man ligesom henslumrer i det Hele (et pantheistisk Element, uden at det imidlertid som det religieuse efterlader en Styrke), i den orientalske Hendrømmen i det Uendelige, hvor det saa tillige forekommer En, som om Alt var en Fiction, – – og man stemmes som ved et grandieust Digt: hele Verdens Tilvær, Guds Tilvær, min Tilvær er Digt, hvori alle de mangfoldige, de rædsomme Ujævnheder i Livet, ufordøielige for den menneskelige Tænkning, ere udsonede i en taageagtig, drømmende Tilværelse. – O desværre vaagner jeg op igjen, destoværre begynder netop saa den ulykkelige232 Relativitet i Alt, de uendelige Spørgsmaal om, hvad jeg er, om mine Glæder og Andres Interesser for mig, for hvad jeg gjør, medens maaskee Millioner gjøre netop det Samme.

IIA126– Alle see det Parodiske i Smaakjøbstads-Liv, men Ingen seer, at Hovedstaden parodierer en verdenshistorisk Hovedstad, og dog taler man sammen, og dog eftertrykker øieblikkeligt den Ene med gnidrede ►Duodez-Bogstaver den Andens ►Uncialer; dog opføres paa samme Tid Scene for Scene med de samme Ord Verdens Tragoedier paa det største Theater og paa ►Vaudeville-Theatret!

d. 14. Juli 37.

IIA127Spidsborgerne springe altid et Moment over i Livet, og ep128 deraf fremkommer deres parodiske Forhold til dem, der staae over dem. – [....] Moralitet er dem det høieste, langt vigtigere end Intelligents; men de have aldrig følt den Begeistring for det Store, det Talentfulde endogsaa i sin abnorme Skikkelse. Deres Moral er et kort Indbegreb af de forskjellige ►Politie-Placater; det Vigtigste for dem at være et nyttigt Medlem af Staten og holde Aftenbetragtninger i en Klub; de have aldrig følt den Hjemvee efter et ubekjendt, fjernt Noget, aldrig det Dybe, der ligger i slet Intet at være, at spadsere ud af ►📌Nørreport med 4 ►ß i Lommen og en tynd ►Rørstok i Haanden; de have ingen Ahnelse om ►den Livsanskuelse (som jo en gnostisk Sect gjorde til sin): at lære Verden at kjende gjennem Synd, – og dog sige de ogsaa: man maa rase ud i Ungdommen (»►wer niemals hat ein Rausch gehabt, er ist kein braver Mann«); de have aldrig haft et Glimt af den Idee, der ligger til Grund herfor, naar man gjennem den skjulte, hemmelighedsfulde, i sin hele Rædsel kun for Ahnelsen aabne Dør er trængt ind i ►hiint dunkle Sukkenes Rige, – naar man seer Forførelsens og Besnærelsens knuste Offre og Fristerens Kulde.

d. 14. Juli 37.

233 IIA128

– Man bebreider Andre: at de for meget frygte Gud. Meget rigtigt, thi til ret at elske Gud, hører ogsaa det at have frygtet Gud; Spidsborgernes Kjærlighed til Gud indtræder, naar det vegetative Liv er i fuld Virksomhed, naar Hænderne folde sig behageligt over Maven, og fra det i en blød Lænestol tilbagebøiede Hoved et søvndrukkent Blik hæver sig mod Loftet, mod det Høiere, jfr. det pantheistiske »Velbekom's« (velbekomme os).

IIA129– Naar de tale om Børneopdragelse, saa mene de ved velopdragne Børn dresserede Abekatte, der hidtil Gud skee Lov ikke ere komne (og skulle de hele deres Levetid forblive i deres Forældres Huus, kunne de haabe: komme aldrig) under deres ►velvise Forsorg i Forhold til noget Poetisk, der i mindste Maade kunde virke skadeligt paa deres Fordøielse – og det er ►detteep129 Opdragelses System, der netop nægter Legemernes Opstandelse! Det forstaaer sig, de have da ogsaa ved en lille, vel tilladelig exegetisk Modification ►Skriftens Ord for sig med Hensyn til Guds Rige her paa Jorden: at det (ikke) bestaaer i Mad og Drikke.

IIA130»►Man skal elske Næsten som sig selv,« sige Spidsborgerne, og derved mene disse velopdragne Børn og nu nyttige Medlemmer af Staten, – der have megen Modtagelighed for enhver foreløbig Følelses-Influenza, – deels at man, naar En beder om en Lysesax, uagtet han sidder langt borte fra Vedkommende, skal sige »værs'artig« og reise sig »med stor Fornøielse« forⓘ , ◀ ^[a]

IIA132ⓘ , ▶ (ms s. 18 if. B-fort.) EPI-IIJeg har ogsaa forenet det Tragiske med det Comiske: Jeg siger Vittigheder, Folk leer – jeg græder.

d. 14. Juli 37.

IIA13319Man ivrer saa meget mod ►Antropomorphismer og erindrer [ikke] at Χsti Fødsel er den største og den betydningsfuldeste.

d. 15 Juli 37.234

IIA134Endogsaa ►👤Echo, der fra det romantiske Standpunkt seet er i høiste Grad parodisk (altsaa opfattes humoristisk) have Grækerne vidst at passe ind i deres harmoniske Livs Anskuelse og det var en venlig Nymphe.

^[a] d. 20 Juli 37.

IIA136cfr.►denne Bog p. 10 og 11.

Humoren er den til sin største ►Vibration gjennemførte Ironie, og omendskjøndt det Χhristelige er den egl. ►primus motor, saa kan der desuagtet findes i et christeligt 📌Europa Folk, som ikke er kommen til at beskrive mere end Ironien, og derfor hell. ikke have kunnet gjenemføre den absolut-isolerede, personlig-ene-bestaaende Humor, ^[a] og derfor enten søge Hvile i Kirken, hvor hele Sammenholdet af Individer udvikler i en Humor over Verden en χstlig Ironie, saaledes som det var Tilfælde med ►👤Tieck etc.; ell. hvor det Religieuse ikke kommer i Bevægelse danne en Klub (►Serapions Brüder – som dog imidlertid hos ►👤Hoffmann ikke var noget Materiellt virkeligt men et ideelt.). Nei ►👤Hamann er dog den største og ►egligste Humorist, den ægte humoristiske ►👤Robinson Krusoe ikke paa en øde Øe men i Livets Larm, hans Humor er ikke et æsthetisk Begreb men Liv, ikke en Helt i et behersket Drama.

d. 4 Aug. 37.

235IIA13820cfr.►p.10 og 11 og 19.

Nu indseer jeg hvorfor det egl. Humor ligesom Ironien ikke kan opfattes i en Roman og derved ophøre at være et Livsbegreb, netop fordi det hører ^[a] med til Begrebet ikke at skrive, hvilket vilde røbe et altfor forsonligt Standpunkt mod Verden. (hvorfor jo ogsaa ►👤Haman et Sted bemærker, at der igrunden ikke er noget Latterliger ^[b] end at skrive for Folk). Ligesom ►👤Socrates derfor ikke efterlod Skrifter, saaledes efterlod 👤Hamann kun saa meget som den nyere Tids Skrivesyge forholdsviis gjorde nødvendigt og tillige blot Leilighedsskrifter.

IIA141Ironien hos ►de Gl. er dog af en ganske anden Art end hos de Moderne. Allerede dens Forhold til det harmoniske Sprog, det korte Græsk i Modsætning til den moderne reflecterende Vidtløftighed; men Grækernes Ironie er tillige ►plastisk fE ►👤Diogenes, der ikke gjør den Bemærkning, at naar en daarlig Skytte skyder sidder man bedst ved Maalet; men gaaer hen og sidder sig ned ved Maalet. O gid jeg kunde have hørt ►👤Socrates ironisere.

IIA142 ^[a] ►👤Heyne er unægtelig Humorist (udviklet som al Humor af Χstd. selv, idet den, selv humoristisk, traadte og træder i Modsætning til den ironisk udviklede Verden og ved sin Lærdom aflokkede Ironien humoristiske Funker, idet den (Χstd) blev til Forargelse, ^[b] og nu Ironien ikke vilde lade sig gjenføde af Humoren og derpaa forsone; men udviklede sig som diabolisk Humor); 21 men han kunde ikke holde sig ene og constituerede et Modbillede til Kirken, der humoristisk udfolder sig mod Verden, idet Verden nu søgte at constituere sig som en ►perennerende humoristisk Polemik mod Kirken.

d. 26 Aug. 37.

236IIA145Det er nogle ►mærkværdige Ord, jeg finder som et Citat af ►👤Luthers 📖 Tischreden i ►👤v. Dobeneck (: 📖 des deutschen Mittelalters Volksglauben und Heroensagen 2de Bind. 📌Berlin 1815) 1ste B. p. 149 n: om Een, der forskrev sig til Djævelen: Endlich betrog ihn der Teufel redlich (hvilken sørgelig Ironie for Vedkommende.)

d. 26. Aug. 37.

cfr.►p11.

IIA146det humoristiske Udtryk for den chr: Svaghed: ►de [a] ere svage i Χsto. (thi saa er Gud stærk i dem og derfor ►siger 👤Paulus at han vil prale af sin Svaghed, at finde Behag i sin Svaghed ►2 Cor: XII, 10 etc.) ►2 Cor: XIII, 4. cfr ►👤Calvin til dette Sted: ►nos infirmi sumus in illo. Infirmum esse in Chr:, hic significat socium esse infirmitatis Chr: Ita suam infirmitatem gloriosam facit, quod in ea sit Christo conformis: neque jam amplius horreat probrum, quod sibi commune est cum filio dei, sed interea dicit, se victurum erga eos Chr: exemplo. –

Som overhovedet med H: t: den humoristiske Opfattelse af Χstd., det meget forslidte dogmatiske Spørgsmaal m:H:t: Χsti Liv bliver af Vigtighed, om han nemlig i sin Fornedrelses Tilstand havde det guddommelige Liv ►ϰατα ϰενωσιν ell. ►ϰατα ϰϱυψιν, det sidste er egl. humoristisk.

d. 27 Aug. 37.

IIA14822Der gives visse Msk., der leve i en indbildt ⓘ grandieusgrandieus] , først skrevet a<·> Verden (ell. storartet historisk) og nu udenvidere overføre denne Maalestok paa de ubetydeligste Tilfælde, hvoraf fremkommer Noget ligesaa Latterligt som om man vilde opmaale en Æske med ►Favnemaal. –

d. 27 Aug. 37.

237IIA149Det Erkjendelsens Moment som den tilkommende Salighed dog nødvendigviis ogsaa maa indeholde, træder paa en Maade frem ►►Eph: 1, 21. »over ethvert Navn, der skal nævnes ikke blot εν τω αιωνι τουτω; men ogsaa εν τω μελλοντι, hvor jo dog det tillige er indeholdt, at man vil komme til at gjøre Bekjendtskab med Navne, der have større Betydning end selv de allerstørste verdenshistoriske.

d. 28 Aug. 37.

IIA150Hvilken ►Type for det msklige Hjertes Historie er dog ikke ^[a] det Træk hos Jøderne, at de, ⓘ da detda det] , ændret fra de gik dem galt i Verden, forvanskende Haabet om en Frelser, ventede en jordisk ►👤Messias? Hvor erindrer det ikke om de mange Drømmerier om Penge, som skulle helbrede og berolige, om et lykkeligt Giftermaal, om Anbringelse i en bestemt Embeds Karriere etc etc.

d. 31 Aug. 37.

IIA152Man maa med sin Gjenfødelse ikke være for hurtig, at det ikke gaaer dermed som det ►gik med Troldmanden 👤Virgilius, da han vilde forynge sig og til den Ende havde ladet sig slaae ihjel (hugge i Stykker) og nu ved dens Uforsigtighed, der skulde passe paa Kjedelen, denne for tidligen aabnedes, og han ⓘ (👤Virgilius)(Virgilius)] tilføjet som først endnu var bleven til et Barn forsvandt under Jammertoner.

d. 31 Aug. 37.

IIA153Saavidt jeg husker er det ►👤Seneca, der siger de ►mærkelige Ord: ►Quæ latebra ⓘ est,est,] , < est; in quam non intret metus mortis. –

238 23 IIA154 Excerpt af ►👤Wilhelm Lunds Anmeldelse af ►👤Hauchs Bog ►i 📖 Maanedsskrift for Litteratur.

IIA15524Det er dog en ►mærkværdig Overgang, naar man ►begynder at lære Læren om Indicativ og Conjunctiv, idet her jo det først træder frem for Bevidstheden, at Alt kommer an paa hvorledes det tænkes, hvor altsaa Tænkningen i sin Absoluthed afløser en tilsyneladende Realitet.

d 4. Septbr: 37.

239IIA156Indicativet tænker noget som Virkeligt (Tænkningens og Virkelighedens Identitæt). Conjunctivet tænker Noget som Tænkeligt.

IIA157Skulde Grunden til at Latinerne sætte et Indicativ i saadanne Sætninger somⓘ : skulde: skulde] , først skrevet h, burde[,] kunde, det vilde være for vidtløftigt, ikke ligge deri, at de moderne Sprog ►involvere en langt større (ell. rettere først udviklede) Reflexionen, ^[a] hvoraf naturligviis ethvert Udtryk igjen bliver svangert. Det er ogsaa Grunden til, hvilket jeg ved en anden Leilighed er kommen til at tænke paa, hvorfor det maatte være langt lettere at ►katechisere paa Græsk (som jo da ogsaa Grækerne ►opdrev den største ►Katechet 👤Socrates) fordi i de moderne Sprog det enkelte Udtryk noksaa simplificeret dog endnu indeholder en Reflexion, som skal udskilles.

d. 5. Sept: 37.

IIA159Læren om Indicativ og Conjunctiv ⓘ indeholderindeholder] , først skrevet <·······> d<····> igrunden de meest æsthetiske Begreber, og volder den næsten høieste æstethiske Nydelse (det grændser nemlig til det ⓘ MusicalskeMusicalske] , < musicalske, der er det Høieste) og Conjunctiv gjelder den saa fortærskede Sætning ►cogito ergo sum, den er Conjunktivets Livsprincip (derfor kunde man egl. ►foredrage hele den nyere Philosophie ⓘ underunder] , først skrevet f en Theorie om Ind: og Conj:, den er nemlig reen conjunctivisk)

25IIA160Man maatte kunne skrive en heel Roman, hvori det præsentiske Conjunktiv var den usynlige Sjæl, var hvad Belysningen er for Maleriet

13 Sept. 37.

IIA161Deraf kommer det ogsaa at man egl. med Rette kan sige om det Conjunktiv der indtræder som et Glimt af den omtalte Persons Individualitet, ret egl. kan siges at være en dramatisk Replique, hvorved Fortælle240ren ligesom træder til Siden og giver Bemærkningen som den ud af Individualiteten sande (d: v: [s:] den poetisk sande) ikke som den factisk virkelige, ikke som om den jo ogsaa kan være det; men den fremstilles netop med Subjectivitetens Belysning. –

d. 13 Sept. 37.

IIA162Der gives Msk, om hvilke man vel ikke kan nægte, at de ere Msk. (det er høre under Begrebet Msk.); men som mere ell. mindre ere ►defective casibus.

d. 13 Sept. 37.

IIA163Det vilde være interessant at forfølge Msk. Naturens Udvikling (i de enkelte Msk ɔ: altsaa de enkelte Aldere) ved at vise, hvad man i de forskjellige Aldere leer af, deels ved at anstille disse Experimenter med en ⓘ ogog] tilføjet samme Forfatter fE ►vor Kilde-Skribent 👤Holberg, deels ved de forskjellige Arter af det Comiske. Det vilde i Foreningen med Undersøgelser og Experimenter over i hvilke Aldere det Tragiske meest behager og andre psycholog[i]ske Betragtninger over Forholdet mellem det Comiske og det Tragiske, hvorfor man fE hellere læser det Sidste alene det andet i Forening, afgive et Bidrag til det Værk, jeg 26 mener man nu burde skrive, nemlig den msklige Sjæls Historie (ligesom i et normalt Msk) i Sjælstilstandenes Continuerlighed (ikke i Begrebets) consoliderende sig i enkelte Bjergknuder (ɔ: verdenshistorisk mærkværdige Repræsentanter for Livs-Anskuelser).

d. 20 Sep. 37.

IIA164desto værre er min egl. Aand saa hyppigt tilstæde hos mig kun ►ϰατα ϰϱυψιν.

d. 20 Sept. 37.

IIA165Det er altid vort Livs ►👤Moses (det er ⓘ vorvor] , først skrevet hvor hele fulde poetiske Livskraft) der ►ikke kommer ind i det forjættede Land. det er kun vort Livs ►👤Josua der kommer der.241 Som 👤Moses til 👤Josua forholder vort Livs poetiske ►Morgendrøm sig til dets Virkelighed.

d. 23. Sept. 37.

IIA166Nu veed jeg et passende Æmne for en Disputats om Begrebet Satire hos ►de Gl., om de forskjellige ►romerske ⓘ SatirikeresSatirikeres] , først skrevet Satikrikeres indbyrdes Forhold.

d. 25. Sept. 37.

IIA167Det er derved at ►👤Holbergs 📖 E. Montanus endnu holder sig paa det Comiske (medens den nemlig i saa mange andre Henseende[r] er tragisk) at til Slutningen Galskaben seirer ved at tage en Straf over 👤E. og tvinge ham til Sandheds Erkjendelse ved et Middel (►at prygle ham) der er endnu afsindigere end al deres øvrige Galskab. –

d. 27 Sept. 37.

27IIA168Der gives Msk, der staae i Livet ligesom Interjektioner ⓘ i Taleni ii Talen] , ændret fra i Sætninger uden Indflydelse paa Sætningen – det er Eremiterne i Livet, der i det høieste ►styre en Casus fE ►O! me miserum.

d. 29 Sept. 37.

IIA169I ►👤Grimm📖 irische Elfenmärchen, om hvilke ►han sigerm: H: t: deres engelske Original at de netop ere hentede ud af Folket, med dets Idiotismer og for en stor Deel med verba ipsissima – er det mærkeligt nok at der med H: t: det Spørgsmaal ^[a] om ►det »stille Folk« »►de Underjordiske etc., ►naar man først har berøvet dem Phantasiens Uskyldighed og der da spørges om de som gode ell. onde Aander træde i Forhold til Msk. at der findes begge Svar; p. 20: ►die Mahlzeit des ⓘ GeistlichenGeistlichen] , < Geistlichens: Leute, die sich auf solche Dinge verstehen, sagen, das stille Volk sey ein Theil jener aus dem Himmel verstoßenen Engel, die nun auf Erden festen Fuß gefasst haben, während ein anderer Theil größerer Sün242den wegen, an einen viel schlimmern Ort noch tiefer gesunken sey... p. 42. ►die Flasche: In den guten Tagen, ⓘ wowo] , < w<·> das stille Folk sich noch haüfiger sehen ließ, als jetzt in dieser ungläubigen Zeit. Men dog er dette Spørgsmaal ingenlunde besvaret med spidsborgerlig Grundighed; men paa Grund af den slumrende Ironie (cfr ►den anden Bog No 2.) veed man egl. ikke, om man skal smile af dem, der frygte for disse Væsener ell. af dem, der med deres vældige formentlige Overlegenhed som ville beherske [dem], idetmindste see vi gjerne disse Væsener ingenlunde at tage en ondskabsfuld men vel en sarkastisk Hævn. –

d. 29 Sept. 37.

28IIA171Mit Liv er desto værre altfor konjunktivisk, Gud give jeg havde nogen indikativisk Kraft.

d. 7 Oct. 37.

IIA172Hvor det dog er rædsomt naar al Historie forsvinder for en sygelig Grublen over sin egen jammerlige Historie! Hvo viser Middelveien mellem denne Fortæren af sig selv under Betragtninger som om man var det eneste Msk, der nogensinde har været, er ell. vil vorde, og – en ►daarlig Trøst over et almdl. mskligt ►commune naufragium? det er dog det som egl. Læren om en Kirke skulde bevirke. –

d. 7 Oct. 37.

IIA173Det er Noget besynderligt Lavkomisk, der ligger i at læse om ►Brownie (en Slags Ellefolk cfr. ►👤Grim̄📖 Irische Elfenmärchen Fortale p. XLIX.) at det han sætter meest Priis paa er et aflagt Klædningsstykke^a. Det er allerede besynderligt nok at læse om, hvorledes de ønske at faae noget at spise (hvilket Brownie har tilfælleds med mange andre af den Sort Væsener.); men at see en saadan Person spadsere om i et aflagt Klædningsstykke maa i Sandhed være latterligt.

d. 8 Oct. 37.

243IIA175Hvilken dyb Følelse ligger dog ikke deri, ►at en Brownie, naar man vil give den Noget uden for dens tarvelige Fordringer, (Noget at leve af og et gl. Klædningsstykke) derved nøder den til at forlade det Sted, hvis gode Genius den var. Saaledes forsvinder Venskab og al Følelse, naar man byder den Betaling. –

d. 8 Oct. 37.

29IIA176 ^[a] ►Vogter Eder for de falske Propheter, der komme til Eder i Ulveklæder; men indvortes ere Faar, ⓘ ɔ:►Phraseologerneɔ:det vil sigePhraseologerne] , først skrevet tomme og uden Ryg, ligesom Elverpigerne, kun m.

d. 10 Oct.: 37.

IIA178det er det Ulyksalige ved vor Tid, at alle Msk. sige Sandhed – hvor langt bedre maa det ikke have været at leve paa en Tid, da ►alle Msk løi men Stenene talte Sandhed.

d. 10 Oct: 37.

IIA179Naar en Ironiker leer af en Humorists Vittigheder og Indfald, da er det som naar ►Gribben hakker i 👤Prometheus Lever; thi Humoristens Indfald ere ikke ►Lune-Glutter; men Smertens Sønner og med ethvert af dem følger et lille Stykke af hans inderste ►viscera, og det er den magre Ironiker, der behøver Humoristens fortvivlede Dybde. Hans Latter er ofte som Dødningens Griin. Ligesom et af Smerte afpresset Skrig godt kunde ⓘ forekommeforekomme] tilføjet Een latterlig, der i en stor Afstand Intet ahnede om dens Stilling, fra hvem det kom; og ligesom et Muskelspil paa en Stums ell en Tavs Ansigt kunde forekomme Een latterligt ɔ: fremgaaet af Latter hos Individet, (som jo og ►Dødmandens Griin er at forklare paa den Maade ɔ: det ►peterfacte Muskelspil – det evig humoristiske Smil over Msk. Jammerlighed.) saaledes gaaer det med Humoristens Latter; og i Grunden røber det større ⓘ psychologiskpsychologisk] , foran er slettet h<····> Blik at græde over Sligt244 (NB. ikke under den Jeremiade, det er dog sørgeligt med det Msk, at han bekymrer sig om saa mange Uvedkomende Ting) – end at lee deraf.

d. 11 Oct: 37.

30IIA180►Naar jeg tidligere har sagt, at 👤D. Juan er umiddelbar musicalsk og derved betegnet Charakterens uendelige ►Immanents i Musikken, at Handling Charakter og Text staae i et nødvendigt Forhold til hinanden som i ingen anden Opera; ►naar jeg i 👤Lenaus 📖 Faust netop har udhævet det, at der, hvor det underordnede sandselige Liv begynde 👤Mephisto spiller op (det Musicalske) for saaledes at vise, at det egl. sandselige Livs Genialitæt er musicalsk – saa finder jeg dette bestyrket ved at see, at i Folkesagnet det dæmoniske er væsentlig musicalsk (ikke blot i ►deres Dands der er saa let, at de dandse paa Vandet, neppe efterlade Spor i det duggede Græs; thi hvad er Dands uden Musik; men hvilken mere musicalsk Dands kan der vel tænkes end en saa immateriell, hvor saa at sige Dandsen er Musik, Musikken Dands hvor Dandsen er den musicalske Klangfigur, Musikken anskueliggjort, Musikken fastholdt i et synligt Medium) Musik og Dands er Nisser Elverpiger, Dværge etcs Beskjæftigelse. I ►👤Grimms 📖 irische Elfenmärchen forekommer Exempel paa en ►ⓘ SkiftingSkifting] , foran er slettet musicalsk med afgjort musicalsk Genie med sin hele uimodstaaelige Kraft (cfr. ogsaa ►Sagnet om 📌Venus-Bjerget) cfr. ►👤Grimml: c: p. LXXXII. »Saavel ved deres Fester som paa deres Tog bringe de Musik med, deri stemme alle Folkeslags Sagn overeens. Havfruerne synge ubekjendte underlige Sange; det Tryllerie Ellepigernes Sang udøver paa hele Naturen er ikke til at beskrive. 📖 Danske Viser 1, 234. ►der schwedische Nix oder der Strömkarl, der in der 31 Tiefe des Wassers sitzend den Elfen zum Tanz aufspielt. ►Ja Spilleren kan ikke aflade dermed, (fE »📖 Ellekongestykket«) naar han ikke enten forstaaer nøie at spille Sangen baglænds igjen, ell. Een bagfra skjærer Strengene over.

d. 11 Oct. 37.

245IIA181►ⓘ Msk.Msk.Menneskene] , først skrevet απ skal dømme Engle, ►αποϰαϱαδοϰια της ϰτισεως og hvad der til hører findes ogsaa anskueliggjort i ⓘ SagneneSagnene] , < Sagnet derved, at ►Ellefolket etc etc ofte behøve Msk. Hjælp men fornemlig deres Gjordemoder (cfr. 👤Grimm »📖 irische Elfenmärchen p. XCVII cfr 📖 Deutsche Sagen No 41, 49; 304. 👤Thiele 1, 36. – )

d. 13 Oct. 37.

IIA182Dersom Romerfolket var Egoist i Forhold til den udviklede Brug af ►pronomen reflexivum, den Tydelighed med hvilken det ved at henføre dette pronomen til Hovedbegrebet, saa troer jeg ►👤Grundtvig har Ret.

d. 24 Oct. 37.

IIA183det gaaer i Verdenhistoriens Udvikling som det gaaer i ►Disputer, man vikler sig i den Grad ind i ►Mellemsætninger, at det ved Enden næsten er umuligt, at besinde sig paa, hvorfra man gik ud.

d. 24 Oct. 37.

IIA184Alle andre Religioner ere ►oblique, Stifteren træder til Side og indfører en Anden talende, de høre derfor selv med under Religionen – Χstd. alene er direct Tale (►Jeg er Sandheden).

d. 29 Oct. 37.

IIA185derfor holder jeg saa meget mere af Efteraaret end af Foraaret, fordi om Efteraaret seer man paa Himlen – om Foraaret paa Jorden.

d. 29 Oct. 37.

32IIA186I ►👤Clausen og 👤Hohlenbergs📖 Tidsskrift for udenlandsk theologisk Litteratur – 1837. 3d Hefte p. 485-534 findes et Brudstykke af en ►Afhandling af 👤Baur om det Χstlige i Platonismen, der ret slaaer ind i min Undersøgel246se om Ironie og Humor, fornemlig maa imidlertid ►den Deel gjøre det, der er udeladt i Tidsskriftet, da den netop har til een af sine Opgaver at udvikle Begrebet »Ironie.« (hvorvidt 👤Baur i den Henseende er bleven sig den chr. Modsætning i – det Humoristiske bevidst, veed jeg naturligviis endnu ikke, da jeg ikke har læst den Afhandling.). ►Hans Paralelle mell. Χstus og 👤Socrates er der ret gode Ting i. ►p. 529 »Ligesom i Hedenskabet overhovedet det Guddommelige kun tilhører den subjektive Forestilling, altsaa bestandig har det Msklige til sin Forudsætning og Grundvold, saa at netop denne det Guddommeliges msklige Subjektivitet er Hedenskabets største Eiendommelighed, saaledes betragtes selv en saa udmærket Personlighed, som 👤Sokrates er, kun fra det Mskliges Standpunkt.«.

d. 1 Nov. 37.

IIA187ⓘ derder] , < det er dog Intet farligere for et Msk., Intet mere lammende end en vis isolerende Henstirren paa sig selv, hvorved Verdenshistorie, Mskliv, Samfund kort Alt forsvinder, og man ligesom ►ομφαλοψυχιται i en egoistisk Cirkel bestandig kun seer sin egen Navle. – Det er derfor ⓘ saasaa] , først skrevet det dybt at Χstus ene bar ⓘ VerdensVerdens] , ændret fra Msk.Menneske Synd – ene – ikke blot, fordi Ingen vilde ell. kunde forstaae ham; men ogsaa fordi han maatte tage al den Brøde paa sig som Msk. kun bærer paa, forsaavidt ⓘ og og] , først skrevet han i den ham tilkommende Grad som Medlem af det msklige Samfund.

d. 3 Nov. 37.

33IIA188Det er ret mærkeligt, det er dog ⓘ dede] , < det corresponderende Phænomener, naar i en historisk Periode af Verden den historiske naragtige Grundighed leder ►Munkene til at begynde deres Historie med Verdensskabelse og til derved aldrig at blive færdige – der i en reflecterende Tidsalder (vor nemlig) saaledes hilder Reflexionen i Reflexion over sig selv, at den derved tilsidst udtømmer sig selv i reent indholdsløse indledende fingerede Bevægelser. indledende ja det skulde de være; men de ere snarere fraledende, da de ligesom Milepæle der blot247 angive Veiens Længde ikke afgive nogen Bestemmelse om om man gaaer til sit Maal (Hovedstaden) ell. fra det. ligesom et Uhr, der gaaer galt vel kan angive Tidens Længde rigtigt; men desuagtet gaaer galt. det er overhovedet latterligt det omvendte Forhold ⓘ Kortheden iKortheden i] tilføjet Indholdet i de fleste videnskabelige Værker for nærværende Tid staaer i til Længden i Udviklingen. Det er ikke saa meget ►den slette Uendelighed som den jammerlige Uendelighed.

d. 3 Nov. 37.

IIA189Det er dog noget Passiar med den Skriven for Samtiden og ⓘ TilfredsstillenTilfredsstillen] , < Tildfredsstillen af den; saaledes gaaer det ikke til. Det begynder med at Een ell flere, i Forhold til Ideens Størrelse (jeg ⓘ erer] , først skrevet f overbeviist om, at der i alle Daarekister have været Copernicaner før ►👤Copernicus) blive gale – derpaa følger en mægtig Aand der opfatter Ideen; men bliver ikke forstaaet af Samtiden. Nu gaaer den ved et Trylleslag paa eengang op i Flere og ender som reen Trivialitet. Det er ikke den skjønne Tid, vi leve, hvor ►👤Minerva springer ud af 👤Jupiters Hoved – her sprænger hun Hovedet paa hendes egl. Fader og 34 vandrer nu ustadig omkring, indtil hun tilsidst ender i et ►Asyl. –

d: 4 Nov. 37.

IIA190Det Aprioriske i Troen, der svæver over al Gjerningens Aposteriori, er saa skjønt sagt i de Ord: ►Jeg veed at Intet i Verden – Fyrstendømer etc skal rive mig fra Χ. J. vor Herre. Hvor hans Tro sætter ham paa en over al Empirie hævet Klippe, medens han dog paa den anden Side umuligt kan have gjennemlevet denne hele her omtalte Empirie.

d. 6 Nov. 37.

248IIA191Ahnelse er det jordiske Livs Hjemvee efter det Høiere, efter den Anskuelighed som Msk i sit paradisiske Liv maa have haft.

d. 6 Nov. 37.

IIA192Humor er derfor først egl. speculativ – den er for al Empirie urokkelig ægte genial Sindsstemning, medens Ironie i ethvert Moment befrier sig fra en ny Afhængighed – hvilket fra en anden Side vil sige er afhængig i ethvert Moment.

d. 9 Nov. 37.

IIA193cfr. hvad ►👤Erdmann udvikler ►om religieus Ironie i »📖 Wissen und Glauben« 10de Forelæsning hvor ►Ironien i een Henseende er ret rigtigt opfattet, og hvor han fE rigtigt har seet dens Forskjellighed fra Vantro, der er determineret som saadan og affabel for al Paavirkning. –

d. 9 Nov. 37.

IIA194Den historiske Anticipation ligesom ogsaa det corresponderende Standpunkt i den reen humane Bevidsthed til det χstlige►Credo ut intelligam, er det Gl. ►Nihil est in intellectu quod non antea fuerit in sensu.

d. 15 Nov. 37.

IIA195Naar Ironien ⓘ (Humor)(Humor)] tilføjet i sin Polemik har ►sat hele Verden ⓘ Himmel og JordHimmel og Jord] tilføjet under Vand og til Gjengjeld ►indesluttet en lille Verden i sig – lader den, 35 naar dens Forsoning med Verden igjen skal begynde ►først en Ravn flyve ud – derpaa en Due der vender tilbage med et Olieblad^a –

d. 15 Nov. 37.

IIA197Om end i omvendt Forhold vil dog det sande Kjendetegn paa den sande Χstus være det samme som paa den sande 👤Eva: ►dette er Kjød af mit Kjød og Been af mine Been.

d. 23. Nov. 37.