◄ Credo ut intelligam : lat. »Jeg tror for at kunne forstå (erkende)«. Den ofte anførte sentens stammer fra 👤Anselm of Canterbury (1033-1109) Proslogion, kap. 1: »Neque enim quaero intelligere, ut credam, sed credo, ut intelligam« (»For jeg søger aldrig at forstå for at kunne tro, men tror for at kunne forstå«), jf. 👤W.G. Tennemann Geschichte der Philosophie bd. 1-11, 📌Leipzig 1798-1819, ktl. 815-826; bd. 8,1, 1810, s. 120, note 71. Jf. også 👤H.L. Martensens anmeldelse af 👤J.L. Heibergs Indlednings-Foredrag, i Maanedsskrift for Litteratur bd. 16, 📌Kbh. 1836 ( 222m,9), s. 516f.: »Den [hegelske filosofi] er Conseqventsen og Resultatet af Aarhundreders Arbeide, men for at forstaae dette kommer det an paa at fatte det Princip, der ligger til Grund for den philosophiske Retning, der kan kaldes den herskende i hele den nyere Tid, i sin Modsætning til Middelalderens christelige Philosophie. Middelalderens Philosophie hvilede i Troen, dens Princip er Anselms bekjendte credam ut intelligam [lat. jeg vil tro, for at jeg kunne forstå], der ikke er forskjelligt fra det ældgamle Ord: Gudsfrygt er Begyndelse til Viisdom.« Martensen gentager den lat. sentens nederst s. 516 og omtalte den også i sin licentiatafhandling De autonomia conscientiæ sui humanæ ( 239,21), s. 6.
I trykt udgave: Bind 17 side 248 linje 19