◄ Arvesynd : Forestillingen om arvesynd, dvs. at synden arves el. forplantes, bygger på flere steder i Bibelen, først og fremmest ►1 Mos 3 om menneskets syndefald; ►Sl 51,7, hvor det hedder: »See, jeg er født i Misgierning, og min Moder haver undfanget mig i Synd« (GT-1740); og ►Rom 5,12-14, hvor 👤Paulus skriver: »Synden kom ind i verden ved ét menneske, og ved synden døden, og sådan kom døden til alle mennesker, fordi alle syndede. For vel fandtes der synd i verden før loven, men synd kan ikke opregnes, når der ikke er nogen lov; men døden herskede fra Adam til 👤Moses også over dem, der ikke havde syndet ved en lignende overtrædelse som Adam.« Det er dog først med 👤Augustin, at forestillingen om arvesynd gøres til et dogme, dvs. en forpligtende læresætning, der fastslår, at synden er virksom i kønsakten og derved i ethvert menneskes tilblivelse, og at ethvert menneske, fordi det er født i og med synd, har mistet evnen til at gøre det gode. Dette dogme blev antaget af hele kirken ved koncilierne i 📌Kartago i 412, 416 og 418 samt i 📌Efesos i 431. Dogmet om arvesynd blev videreført af de lutherske reformatorer og kom til udtryk i det lutherske bekendelsesskrift Confessio Augustana ( 214,32) art. 2, »Om arvesynden«, hvor det hedder: »Iligemaade lære de [reformatorerne], at efter Adams Fald alle Mennesker, som naturlig fødes, undfanges og fødes i Synden; det er: at de alle fra Moders Liv af ere fulde af ond Lyst og Tilbøielighed, og kunne ikke af Naturen have nogen sand Gudsfrygt eller nogen sand Troe til Gud, og at denne medfødte Syge eller oprindelige Brøst er i Sandhed Synd, hvilken fordømmer og paafører ogsaa nu den evige Død saa mange, som ikke formedelst Daaben ved den Hellige Aand vorde gjenfødte«, Den rette uforandrede Augsburgske Troesbekjendelse med sammes, af Ph. Melanchton forfattede, Apologie, overs. af 👤A.G. Rudelbach, 📌Kbh. 1825, ktl. 386 (forkortet Den Augsburgske Troesbekjendelse), s. 46. Med anden halvdel af art. 2 accentueres det dogmatiske problem om arvesynden: »De [reformatorerne] fordømme Pelagianerne [ 228,26] og andre, som nægte, at denne oprindelige Brøst er Synd, og for at forkrænke Christi Værdskylds og Velgjerningers Ære, paastaae, at Mennesket ved sin Fornufts egne Kræfter kan vorde retfærdiggjort for Gud«, s. 47. (Die Bekenntnisschriften der evangelisch-lutherischen Kirche. Herausgegeben im Gedenkjahr der Augsburgischen Konfession 1930, 11. udg. [ty./lat.], 📌Göttingen 1992 (forkortet Die Bekenntnisschriften), s. 53).
I trykt udgave: Bind 17 side 228 linje 23