Kierkegaard, Søren Om Begrebet Ironi

253 281 317 341 259 Indledning

✂ Hvad der egentlig skal udgjøre Gjenstanden for denne Deel af Undersøgelsen, er til en vis Grad allerede givet i det Foregaaende, forsaavidt som dette under ►Contemplationens Form lod en Side af Begrebet komme tilsyne. Jeg har derfor ikke saameget forudsat Begrebet i den tidligere Deel af Afhandlingen, som jeg har ladet det blive til, idet jeg søgte at orientere mig i Phænomenet. Jeg har derved fundet en ubekjendt Størrelse, et Standpunkt, der viste sig som det, der maa have været eiendommeligt for 👤Socrates. Jeg har kaldt dette Standpunkt Ironi; men Navnet paa det er i den første Deel af Afhandlingen det mindre Vigtige: Hovedsagen er, at der intet Moment, intet Træk er blevet overseet, samt at alle Momenter og alle Træk have ordnet sig sammen i en Totalitet. Om dette Standpunkt er Ironi, det skal først nu afgjøres, idet jeg i Udviklingen af Begrebet ogsaa vil komme til det Moment, hvor 👤Socrates maa passe, saasandt hans Standpunkt ellers har været Ironi. Men som jeg i den første Deel af Afhandlingen alene havde med 👤Socrates at gjøre, saaledes vil det i Udviklingen af Begrebet vise sig, i hvilken Forstand han er et Moment i Begrebets Udvikling, med andre Ord, det vil vise sig, om Begrebet Ironi er absolut udtømt i ham, eller om der ikke er andre Fremtrædelsesformer deraf, til hvilke der ogsaa maa tages et Hensyn, førend man kan sige, at Begrebet tilstrækkeligt er opfattet. Som derfor i den første Deel af Afhandlingen Begrebet stedse svævede i Baggrunden, med en 254 bestandig Trang 342til at tage Skikkelse i Phænomenet, saaledes vil i denne Deel af Afhandlingen Begrebets phænomenale Fremtrædelse, som en bestandig Mulighed 318til at ►tage Bolig iblandt os, følge Udviklingen. Disse to Momenter ere uadskillelige; thi hvis Begrebet ikke var i Phænomenet, eller rettere, Phænomenet først var forstaaeligt, først virkeligt i og med Begrebet, og hvis Phænomenet ikke var i Begrebet, eller rettere, Begrebet først forstaaeligt, først virkeligt i og med 260Phænomenet, saa var al Erkjendelse umulig, idet jeg i det ene 282Tilfælde vilde mangle Sandheden, i det andet Virkeligheden. Er nu Ironi en Subjectivitetens Bestemmelse, saa vil man strax see Nødvendigheden af to Fremtrædelser af dette Begreb; og Virkeligheden har ogsaa knyttet Navnet til dem. Den første er naturligviis den, hvor Subjectiviteten første Gang gjør sin Ret gjeldende i Verdenshistorien. Her have vi 👤Socrates, det vil sige, herved ere vi anviste, hvor vi skal søge Begrebet i dets historiske Fremtrædelse. Men da Subjectiviteten havde viist sig i Verden, forsvandt den ikke atter sporløs, Verden sank ikke atter tilbage i den tidligere Udviklingsform, tvertimod, ►det Gamle forsvandt, og Alt blev nyt. Skal der nu kunne vise sig en ny Fremtrædelsesform af Ironien, da maa det være, idet Subjectiviteten i en endnu høiere Form gjør sig gjeldende. Det maa da være en Subjectivitetens anden Potents, en Subjectivitetens Subjectivitet, der svarer til Reflexionens Reflexion. Herved ere vi atter verdenshistorisk orienterede, vi ere nemlig henviste til den Udvikling, som det nyere Philosophi erholdt i ►👤Kant, og som fuldendtes i ►👤Fichte, og nærmere igjen til de Standpunkter, der efter 👤Fichte søgte at gjøre Subjectiviteten i anden Potents gjeldende. At dette nu forholder sig rigtigt, det viser Virkeligheden ogsaa, thi her møde vi atter Ironien. Men da dette Standpunkt er en ►potenseret subjectiv Bevidsthed, saa følger deraf, at den bliver sig Ironien tydelig og bestemt be255vidst, at den udtaler Ironien som sit Standpunkt. Dette skete nu ogsaa i ►👤Fr. Schlegel, der søgte at gjøre den gjeldende i Forhold til Virkeligheden, i ►👤Tieck, der søgte at gjøre 343den gjeldende i Poesien, i ►👤Solger, der blev sig dette æsthetisk og philosophisk bevidst. Endelig traf ogsaa Ironien her sin Mester i ►👤Hegel. Medens den første Form af Ironi ikke blev bekjæmpet, men beroliget derved at Subjectiviteten skete sin Ret, saa blev den anden Form af Ironi bekjæmpet og tilintetgjort; thi da den var uberettiget, kunde den kun skee sin Ret derved, at den blev ophævet.

✂ Er man nu ved disse Betragtninger tilstrækkelig orienteret med Hensyn til dette Begrebs Historie, saa skal dermed dog ingenlunde være sagt, at en Opfattelse af dette Begreb, forsaavidt den søger Tilhold og Støtte i de tidligere Udviklinger, ikke er forbunden med Vanskelighed. Forsaavidt som man nemlig søger en fuldstændig 319og sammenhængende Udvikling af dette Begreb, vil man snart overbevise sig om, at det har en besynderlig eller rettere ingen Historie. I den Periode efter 👤Fichte, hvor det især blev gjort gjeldende, finder 261man det atter og atter nævnet, 283 atter og atter antydet, atter og atter forudsat. Søger man derimod en klar Udvikling, saa søger man ⓘ forgjæves. ►👤Solger¹ klagerforgjæves. ►👤Solger¹ klager] SKS, forgjæves*. Solger klager A over at ►👤A. W. v. Schle256gel i hans 📖 Vorlesungen über dramatische Kunst und Litteratur, hvor man snarest maa vente at finde den tilstrækkelige Oplysning, kun flygtigt antyder den et eneste Sted. 👤Hegel¹ klager over, at det er gaaet 👤Solger 344paa samme Maade, og 👤Tieck ikke bedre. Og da Alle klage, hvorfor skulde jeg ikke ogsaa klage? Jeg klager over, at det er gaaet 👤Hegel omvendt. ►Paa det Punkt i alle hans Systemer, hvor man kunde vente at finde Ironien udviklet, finder man den omtalt, men uagtet, hvis man vilde lade det Alt aftrykke, man maatte tilstaae, at det var ikke Lidet, der var sagt om Ironi, saa er det dog i en anden Forstand ikke Meget; 320thi han siger omtrent det Samme paa alle Punkter. Hertil kommer, at han retter sit Angreb mod de enkelte ofte forskjellige Tanker, 284 man har knyttet til dette Ord, hvoraf bliver en Følge, at da Sprogbrugen ikke er constant, hans Polemik ikke altid bliver aldeles klar. Imidlertid er det dog langtfra, at jeg med Rette kan klage over 👤Hegel i samme Forstand, som 👤Hegel klager over sine Forgjængere. Isærdeleshed findes der fortrinlige Bemærkninger i den Anmeldelse af 👤Solgers efterladte Skrifter, der findes i ►det 16de Bind af hans samtlige Værker. Og er end ikke altid Fremstillingen og Skildringen af negative Standpunkter (thi ved disse gjelder det især 262om Skildring: ►loquere, ut videam te) saa udtømmende, 257 saa indholdsriig, som man kunde ønske det, saa veed 👤Hegel desto bedre at magte dem, og forsaavidt vil man i den Positivitet, han gjør gjeldende, have et indirecte Bidrag til Skildringen. Medens ►Schlegelerne og 👤Tieck havde deres største Betydning ved den Polemik, hvorved de tilintetgjorde en foregaaende Udvikling, og medens netop af denne Grund deres Standpunkt blev noget adspredt, fordi det ikke var et Hovedslag, de vandt, men en Mangfoldighed af Træfninger, saa har 👤Hegel derimod absolut Betydning ved i sin positive Total-Anskuelse at beseire den polemiske Knibskhed, der, som 345►Dronning 👤Brynhilds Jomfruelighed, behøvede en mere end almindelig Ægtemand, behøvede en 👤Sigurd Svend for at betvinges. Hos ►👤J. Paul er der ogsaa ofte Tale om Ironi, og i hans Æsthetik findes der Et og Andet, men uden philosophisk eller ægte æsthetisk Myndighed. Han taler overhovedet, som Æsthetiker, mere ud af en riig æsthetisk Erfaring, end han egentlig begrunder sit æsthetiske Standpunkt. For ham er Ironi, Humor, Lune ligesom forskjellige Sprog, og hans Skildring indskrænker sig til, at han udtrykker den samme Tanke ironisk, humoristisk, i Lunets Sprog, omtrent som ►naar 👤Fr. Baader stundom, efterat have givet en Fremstilling af enkelte mystiske Sætninger, nu oversætter denne paa mystisk.

✂ Men da det Begreb Ironi saaledes ofte har faaet en forskjellig Betydning, gjelder det 321om, at man ikke med eller mod sit Vidende kommer til at bruge det aldeles vilkaarligt, gjelder det om, at man, idet man knytter sig til den almindelige Sprogbrug, faaer at see, at de forskjellige Betydninger, det i Tidens Løb har faaet, dog alle passe ind herunder. 285