↩ Her have vi da Betydningen af hans Moraliseren, og her maa det nu ogsaa vise sig, hvad 👤Hegel forstaaer, naar han, idet ►han knytter sig til Oldtidens Tradition, kalder 👤Socrates Stifter af Moralen. – Imidlertid maa her ikke oversees den noksom bekjendte Betydning af Moral, som findes hos 👤Hegel. ►Han skjelner mellem Moralitet og Sædelighed. 329Men Sædelighed er deels den ►ubefangne Sædelighed, saaledes som den gamle græske Sædelighed, deels en høiere Bestemmelse deraf, saaledes som den atter viser sig, efter at have i Moraliteten besindet sig paa sig selv. Han afhandler derfor i sin ►Philosophie des Rechts Moralitet, førend han gaaer over til Sædelighed. Og ►under Moralitet udvikler han, under det Gode og Samvittighed, de moralske Former af det Onde, Hykleri, Probabilisme, Jesuitisme, Beraabelse paa sin Samvittighed, Ironi. Det moralske Individ er nu det negativ frie Individ. Det er frit, fordi det ikke er bundet ved et Andet, men det er negativ frit, netop fordi det ikke er begrændset i et 242 Andet. Naar nemlig Individet, idet det er i sit Andet, er i sit Eget, er det først i Sandhed ɔ: positiv frit, ►affirmativ frit. Den moralske Frihed er derfor Vilkaarlighed, den er Muligheden 250af det Gode og det Onde, og derfor bemærker 👤Hegel selv i Philosophie des Rechts Pag. 184: ►Das Gewissen ist als formelle 306Subjectivität schlechthin dieß auf dem Sprunge zu seyn, ins Böse umzuschlagen. I ►den gamle Græcitet var 271 nu Individet i denne Forstand ingenlunde frit, det var ►befangent i den substantielle Sædelighed, det havde endnu ikke taget sig selv, udsondret sig selv af dette umiddelbare Forhold, det havde endnu ikke kjendt sig selv. Dette bragte 👤Socrates det til, ikke i den Forstand som Sophisterne, der lærte Individet at snerpe sig sammen i sine particulære Interesser, men han bragte Individet dertil ved at universalisere Subjectiviteten, og forsaavidt er han Moralens Stifter. Han gjorde Bevidsthedens Betydning ikke sophistisk men speculativt gjeldende. Han kom til det ►Iogforsigværende som det Iogforsigværende for Tanken, han kom til den Videns Bestemmelse, der gjorde Individet fremmed for den Umiddelbarhed, hvori det hidtil havde levet. Individet skulde nu ikke længere handle af Undseelse for Loven, men med Bevidsthed vide, hvorfor det handlede. Men dette er, som man vil see, en negativ Bestemmelse, negativ saavel mod det Bestaaende, som negativ mod den dybere Positivitet, det som speculativ negativt betinger.