Kierkegaard, Søren Uddrag fra Om Begrebet Ironi

↩ Sophisterne¹ repræsentere den ved den vaagnende 304Reflexion fra 229►den substantielle Sædelighed sig løsrivende 214 Viden i dens 283brogede Mangfoldighed; de repræsenterede overhovedet den løsrevne Dannelse, til hvil248ken Enhver, for hvem 215 Umiddelbarhedens Trylleri var forsvundet, følte Trang. Deres Viisdom var »►ein fliegendes Blatt,« der hverken blev forhindret i at flagre ved en betydningsfuld Personlighed, eller ved at indordnes i en sammenhængende Viden. Deres ydre Fremtræden svarer ogsaa ganske hertil. De vare allevegne, som man siger, ligesom ►gale Penge. De droge omkring fra By til By, 230som i Middelalderen ►Troubadourer og reisende Scholastikere, opsloge deres Skoler, lokkede Ungdommen til sig, der førtes hid ved de basunende Efterretninger om, at disse Mænd vidste og kunde bevise Alt². Det som de overhovedet vilde 305bibringe Menneskene, var almindelig Dannelse, ikke saa meget Indsigt i de enkelte Videnskaber, og ►👤Protagoras' Annonce erindrer meget om ►den mephistopheliske Advarsel mod Facultetsstudierne i 👤Göthes 📖 Faust. Han forsikkrer nemlig, at Ungdommen ikke behøver at befrygte, at han, i Analogi med andre Sophister, skal mod dens Villie føre den tilbage til de Kundskaber, den netop ønskede at undgaae. Han vilde derfor ikke undervise dem i Arithmetik, Astronomi o. s. v., nei, han vilde gjøre dem til dannede Mænd, han vilde give dem den rigtige Underviisning til at blive 284dygtige Statsmænd og ikke mindre dygtige Mænd i deres private Liv. Vi see derfor og ►i 👤Gorgias, hvorledes denne almindelige Dannelse 249 viser sig som den, der i det offentlige Liv er istand til at ►overfløie alle Videnskaber, saa at den, der er i Besiddelse heraf, er i Besiddelse af en Hovednøgle, hvormed han kan aabne alle Døre. Denne almindelige Dannelse erindrer om, hvad der i vor Tid saa ofte af videnskabelige ►Afladskræmmere er blevet falbudt under Navn af Oplysning, og forsaavidt Sophisternes væsentlige Interesse var, næst efter den at tjene 216 Penge, at faae Indflydelse paa Statsforholdene, erindre deres Vandringer om de hellige Reiser og fromme Optog, som nuomstunder høre med til Dagens Orden i den politiske Verden, ved hvilke de politiske ►Probenreutere søge i den kortest mulige Tid at bibringe Menneskene den fornødne politiske Dannelse til at tale med. At Livet er fuldt af Modsigelser, det mærker den umiddelbare Bevidsthed slet ikke, idet den tryg og tillidsfuld støtter sig til det, den som en hellig Skat modtager fra en Fortid. Reflexionen opdager det derimod strax. Den opdager, at det, der skulde være det absolut Sikkre, det Bestemmende for Menneskene (Lovene, Vedtægter o. s. v.), bringer Individet i Modsigelse med sig selv, den opdager tillige, at alt dette er noget Udvortes for Mennesket, hvilket han som saadant ikke kan antage. Den viser altsaa Feilen, men den har ogsaa Midlet herimod paa rede Haand; den lærer at give Grunde for Alt. Den bibringer derfor Mennesket en Smidighed, en Færdighed i at henføre ethvert enkelt Tilfælde under visse 306almindelige Tilfælde, den afhænder 231til hver Enkelt en Rosenkrands af ►loci communes, ved hvis hyppige Afbedelse han bliver istand til altid at kunne sige Noget om det Enkelte, anstille nogle Betragtninger derover, anføre nogle Grunde for eller imod. Jo flere saadanne Kategorier En nu har, jo mere øvet han er i at anvende dem, desto mere dannet er han. Det var nu den Dannelse, som Sophisterne bibragte Folk. Skjøndt de ikke gave dem af med at undervise i enkelte Videnskaber, saa synes dog den almindelige Dannelse, de indøvede, den Dressur, hvortil de afrettede Menneskene, bedst at kunne sammenlignes med det Indbegreb, som en ►Manuductør søger at bibringe sine Manuducender. Denne almindelige Dannelse er i en vis Forstand meget riig og i en anden Forstand saare fattig: den bedrager sig selv og Andre og mærker slet ikke, at det er de samme Størrelser, den altid bruger, den bedrager baade sig selv 217 og Andre paa samme Maade, hvorpaa ►👤Tordenskjold bedrog Andre, da han lod de samme Tropper, 285saasnart de havde paraderet i een Gade, igjen 250 paradere i den næste. I Forhold derfor til en umiddelbar Bevidsthed, der i al Uskyldighed tager med barnligt Enfold hvad der gives, er denne Dannelse negativ, og den er for klog til at være uskyldig; i Forhold derimod til Tænkningen er den i høi Grad positiv. I sin første Form gjør denne Dannelse Alt vaklende, i sin anden Form sætter den derimod enhver retskaffen Discipel istand til at gjøre Alt fast. Sophisten beviser derfor, at Alt er sandt. At Alt er sandt, gjaldt i en vis Forstand ogsaa i den gamle Græcitet, det Virkelige havde absolut Gyldighed. Men i Sophistiken er Reflexionen vaagnet, den bringer det altsammen til at vakle, og da er det, at Sophistiken ved Grunde dysser den i Søvn igjen: ved Raisonnements mættes dette hungrige Uhyre, og Tænkeren seer sig saaledes med Sophisterne istand til at bevise Alt; thi de kunde give Grunde for Alt, og ved disse Grunde gjordes i ethvert Øieblik hvad det saa skulde være til det Sande.