Kierkegaard, Søren Om Begrebet Ironi

1. Allerede den Opgave 👤Schleiermacher har sat sig, at fremstille 👤Socrates' Værd som Philosoph, viser tilstrækkeligt, at man ikke her kan vente at finde noget absolut fyldestgjørende Resultat. Der er, – for atter at erindre om en allerede ►tidligere anført Yttring af 👤Hegel, som besynderlig nok er af 👤Hegel, – ved 👤Socrates ikke saa meget Tale om Philosophi som om individuelt Liv. ►Det som nu 👤Schleiermacher ►vindicerer 👤Socrates, er Videns Idee, og dette er tillige den Positivitet, der, ►som alt ovenfor bemærket, efter 👤Schleiermachers Mening skjuler sig bag hans Uvidenhed. 👤Schleiermacher bemærker ►Pag. 61: ►Denn woher anders konnte er auch, was Andere zu wissen glaubten, für ein Nichtwissen erklären, als nur vermöge einer richtigeren Vorstellung vom Wissen und vermöge eines darauf beruhenden richtigeren Verfahrens. Und überall wo er das Nichtwissen darlegt, sieht man, er geht von diesen beiden Merkmalen aus, zuerst daß das Wissen in allen wahren Gedanken dasselbe sei, also auch jeder solche Gedanke die eigenthümliche Form desselben an sich tragen müsse, und dann daß alles Wissen Ein Ganzes bilde. Denn seine Beweise beruhen immer darauf, daß man von Einem wahren Gedanken aus nicht könne in Widerspruch verwickelt werden mit einem andern, und daß auch ein von Einem Punkte aus abgeleitetes durch richtige Verknüpfung gefundenes Wissen nicht dürfe widersprechen einem von einem andern Punkte auf gleiche Weise gefundenen, und indem er an den gangbaren Vorstellungen der Menschen solche Widersprüche aufdeckte, suchte er in Allen, die irgend verstehen oder auch nur ahnen konnten, jene Grundgedanken aufzuregen. ►Og længere hen tillægger han ham Methoden, og opfatter denne efter 📖 Phædrus som den, der har den dobbelte Opgave: ►zu wissen, wie man richtig vieles zur Einheit zusammenfasse und eine große Einheit auch wieder ihrer Natur gemäß in mannigfaltiges theile (►Pag. 63). See vi nu til, hvad hermed er antydet, da ligger der i denne Fremstilling ikke mere, end hvad der meget godt kan bestaae med vor hele Opfattelse. Det som her er fremhævet, er nemlig ►Conseqventsens Idee, den Lov, hvorpaa Videns Rige hviler; men den er dog opfattet saa negativ, at det Princip, der indeholdes heri, og som 👤Socrates ogsaa brugte, er ►principium exclusi medii inter duo contradictoria. Den Heelhed, som al Viden skal danne, er atter opfattet saa negativ, at det egentlig er den uendelige Negativitet. Methodens to Opgaver ere ogsaa negative; thi den Eenhed, under hvilken det Mangfoldige sammenfattes, er den negative Eenhed, hvori det forsvinder, og den Adskillelse, ved hvilken Eenheden opløses, er det ►Discursives Negativitet. Men det have vi jo ogsaa opfattet som det Væsentlige ved 👤Socrates' Dialectik, at den tilveiebringer det Ideelles uendelige Conseqvents i sig. Det som derimod mangler hos ►👤Schleiermacher, skjøndt man til en vis Grad ikke med Billighed kan fordre det af ham, da han selv har begrændset sig sin Opgave, er Bevidstheden om 👤Socrates' Betydning som Personlighed. I denne Henseende har nu ►👤Baur i det saa ofte anførte Skrift store Fortjenester, og den hele Betragtning, at Ligheden mellem 👤Socrates og Christus nærmest maa søges i den Gyldighed, de Begge havde som Personligheder, er en meget frugtbar Betragtning. Kun gjelder det om at fastholde den uendelige Ulighed, der dog ogsaa indenfor denne Lighed bliver tilbage. At nu Ironien er en Personlighedens Bestemmelse, derom har jeg oftere erindret i det Foregaaende. Den har nemlig den Tilbagevenden i sig selv, der er det Charakteristiske for en Personlighed, den søger tilbage i sig selv, slutter sig i sig selv. Kun at Ironien i denne Bevægelse vender tomhændet tilbage. Dens Forhold til Verden er ikke dette, at dette Forhold er Moment i Personlighedens Indhold, dens Forhold til Verden er det, at den i ethvert Øieblik ikke er i Forhold til Verden, dens Forhold er, at den i det Moment, Forholdet skal begynde, trækker sig tilbage derfra med en skeptisk Paaholdenhed (►ἐποχή); men denne Paaholdenhed er Personlighedens Reflex i sig selv, der vistnok er abstract og indholdsløs. Den ironiske Personlighed er derfor egentlig blot Omridset af en Personlighed. Forsaavidt seer man, at der er en absolut Ulighed mellem 👤Socrates og Christus; thi ►i Christo boede umiddelbart Guddommens Fylde, og hans Forhold til Verden er et absolut realt, saa ►Menigheden er sig bevidst som Lemmer paa hans Legeme. (tilbage)

1. ►👤Aristophanes gjør en Undtagelse, hvorom mere paa sit Sted. (tilbage)
2. I Anledning af denne Dialog gjør han en ganske almindelig Bemærkning ►Pag. 69: ►So in der Art endigen sich eine Menge xenophontischer und platonischer Dialoge, und lassen uns in Ansehung des Resultats (Inhalts) ganz unbefriedigt. So der Lysis: Was Liebe und Freundschaft unter den Menschen verschaffe; so wird die Republik eingeleitet mit der Untersuchung, was das Gerechte sei. Diese Verwirrung hat nun die Wirkung, zum Nachdenken zu führen; und dieß ist der Zweck des 👤Socrates. Diese bloß negative Seite ist die Hauptsache. (tilbage)
3. Her gjør 👤Hegel ved det Prædicat »mere egentlig socratiske« en Adskillelse i Dialogerne, uden dog videre at antyde, hvorvidt han er tilfreds med de philologiske Bestræbelser eller ikke. (tilbage)
4. Naar han kalder denne Dialectik »den egentlig platoniske,« saa danner han derved en Modsætning til en anden Dialectik, der ikke ligesaa egentlig er den platoniske. (tilbage)

I hvilken Forstand er 👤Socrates Stifter af Moralen?

✂ Ganske i Almindelighed betegner 👤Hegel 👤Socrates' Betydning i Udviklingen ►Pag. 43 saaledes: ►👤Socrates spricht nun das Wesen als das allgemeine Ich aus, als das Gute, das in sich selbst ruhende Bewußtseyn; das Gute, als solches, frei von der seyenden Realität, frei gegen das Verhältniß des Bewußtseyns zu seyender Realität – es sey einzelnes sinnliches Bewußtsein (Gefühl und Neigungen), – oder endlich ⓘ frei vonfrei von] SKS, frei vor A dem theoretisch über die Natur speculirenden Gedanken, der ob zwar er Gedanke, doch noch die Form des Seyns hat, Ich 240 bin darin nicht als meiner gewiß. 👤Socrates er saaledes kommen til det Iogforsigværende, som det Iogforsigværende for Tanken. Dette er det ene Moment, det andet, at dette Gode, dette Almene maa blive erkjendt af mig.

✂ Men for ikke at lægge Mere heri, end hvad der efter 👤Hegels Mening ligger deri, bliver det nødvendigt at tale Lidt om hans Underviisning. At 👤Socrates' Underviisning efter 👤Hegels Mening har været negativ, i det Negative har havt sit Maal, har været beregnet paa at gjøre vaklende og ikke paa at befæste, at det Negative ikke er hos 👤Socrates immanent i en Positivitet, men Selvhensigt, det fremgaaer allerede af de enkelte adspredte Yttringer, jeg kort ovenfor har citeret, ligesom og af en Mangfoldighed af Bemærkninger, der findes i det Afsnit, som egentlig handler om 👤Socrates, men det bliver endnu klarere af den Maade, paa hvilken 👤Hegel omtaler 👤Aristophanes' Opfattelse af 👤Socrates. Han bemærker ►Pag. 85, at det er 👤Aristophanes, der har opfattet den socratiske Philosophi fra den negative 328Side, hvorved Alt Bestaaende forsvinder i det ubestemte Almene. Han bemærker, at det ikke kunde falde ham ind at retfærdiggjøre eller blot at undskylde 👤Aristophanes. ►Pag. 89: ►Die Uebertreibung, die man dem 👤Aristophanes zuschieben könnte, ist, daß er diese Dialectik zur ganzen Bitterkeit der ⓘ KonsequenzKonsequenz] SKS, Conseqvenz A fortgetrieben hat; es kann jedoch nicht gesagt werden, daß dem 👤Socrates Unrecht geschehen 249mit dieser Darstellung. 👤Aristophanes hat durchaus nicht Unrecht, ja man muß sogar seine Tiefe bewundern, die Seite des Dialectischen des 👤Socrates als eines Negativen erkannt und (nach seiner Weise freilich) mit so festem Pinsel dargestellt zu haben .... 👤Socrates' 305Allgemeinheit 270hat die negative Seite des Aufhebens der Wahrheit (Gesetze), wie sie im unbefangenen Bewußtseyn ist; – dieß Bewußtseyn wird so die reine Freiheit über den bestimmten Inhalt, der ihm als an sich galt. At hans Underviisning var 241 negativ, udtrykkes ogsaa paa en anden Maade hos 👤Hegel, naar han bemærker, at hans Philosophi ikke egentlig er speculativ Philosophi, men ►ein individuelles Thun (►Pag. 53). For at fremkalde denne individuelle Handlen moraliserede han; ►es ist aber nicht eine Art und Weise von Predigen, Ermahnen, Dociren, düsteres Moralisiren u. s. f. (►Pag. 58), alt Sligt stemmer ikke overeens med den græske Urbanitet. Denne Moraliseren yttrede sig derimod i, at han bragte Enhver til at tænke over sine Pligter. Med Unge og Gamle, Skomagere, Smede, Sophister, Statsmænd, Borgere af enhver Art gik han ind paa deres Interesser, hvad enten det nu var huuslige Interesser (Børneopdragelse) eller Videns Interesser, og rettede deres Tænkning fra det bestemte Tilfælde hen paa det Almene, det i og for sig gjeldende Sande og Skjønne (►Pag. 59).

✂ Her have vi da Betydningen af hans Moraliseren, og her maa det nu ogsaa vise sig, hvad 👤Hegel forstaaer, naar han, idet ►han knytter sig til Oldtidens Tradition, kalder 👤Socrates Stifter af Moralen. – Imidlertid maa her ikke oversees den noksom bekjendte Betydning af Moral, som findes hos 👤Hegel. ►Han skjelner mellem Moralitet og Sædelighed. 329Men Sædelighed er deels den ►ubefangne Sædelighed, saaledes som den gamle græske Sædelighed, deels en høiere Bestemmelse deraf, saaledes som den atter viser sig, efter at have i Moraliteten besindet sig paa sig selv. Han afhandler derfor i sin ►Philosophie des Rechts Moralitet, førend han gaaer over til Sædelighed. Og ►under Moralitet udvikler han, under det Gode og Samvittighed, de moralske Former af det Onde, Hykleri, Probabilisme, Jesuitisme, Beraabelse paa sin Samvittighed, Ironi. Det moralske Individ er nu det negativ frie Individ. Det er frit, fordi det ikke er bundet ved et Andet, men det er negativ frit, netop fordi det ikke er begrændset i et 242 Andet. Naar nemlig Individet, idet det er i sit Andet, er i sit Eget, er det først i Sandhed ɔ: positiv frit, ►affirmativ frit. Den moralske Frihed er derfor Vilkaarlighed, den er Muligheden 250af det Gode og det Onde, og derfor bemærker 👤Hegel selv i Philosophie des Rechts Pag. 184: ►Das Gewissen ist als formelle 306Subjectivität schlechthin dieß auf dem Sprunge zu seyn, ins Böse umzuschlagen. I ►den gamle Græcitet var 271 nu Individet i denne Forstand ingenlunde frit, det var ►befangent i den substantielle Sædelighed, det havde endnu ikke taget sig selv, udsondret sig selv af dette umiddelbare Forhold, det havde endnu ikke kjendt sig selv. Dette bragte 👤Socrates det til, ikke i den Forstand som Sophisterne, der lærte Individet at snerpe sig sammen i sine particulære Interesser, men han bragte Individet dertil ved at universalisere Subjectiviteten, og forsaavidt er han Moralens Stifter. Han gjorde Bevidsthedens Betydning ikke sophistisk men speculativt gjeldende. Han kom til det ►Iogforsigværende som det Iogforsigværende for Tanken, han kom til den Videns Bestemmelse, der gjorde Individet fremmed for den Umiddelbarhed, hvori det hidtil havde levet. Individet skulde nu ikke længere handle af Undseelse for Loven, men med Bevidsthed vide, hvorfor det handlede. Men dette er, som man vil see, en negativ Bestemmelse, negativ saavel mod det Bestaaende, som negativ mod den dybere Positivitet, det som speculativ negativt betinger.

✂ 330Dette viser sig nu ogsaa med Hensyn til Bestemmelsen af Dydens Begreb. 👤Hegel gjennemgaaer 👤Aristoteles' Opfattelse af 👤Socrates' Bestemmelse om Dyden, vi skulle følge ham. ►Pag. 77 anfører han det som 👤Aristoteles' Yttring: »►👤Socrates hat besser von der Tugend gesprochen, als 👤Pythagoras, aber auch nicht ganz richtig, da er die Tugenden zu einem Wissen (►ἐπιστήμας) machte. Dieß ist nämlich unmöglich. Denn alles Wissen ist mit einem Grunde (►λόγος) verbunden, der Grund 243 aber ist nur im Denken; mithin setzt er alle Tugenden in die Einsicht (Erkenntniß). Es widerfährt ihm daher, daß er die alogische – empfindende – Seite der Seele aufhebt: nämlich die Leidenschaft (►πάϑος) und die Sitte (►ἦϑος).« Og herom bemærker han derpaa, at det er en god Kritik: ►Wir sehen, daß dasjenige, was 👤Aristoteles an der Bestimmung der Tugend bei 👤Socrates vermißt, die Seite der subjectiven Wirklichkeit – heutiges Tages Herz – ist. Det der mangler Dyden, er altsaa en Værens Bestemmelse, hvad enten den opfattes med Hensyn til det enkelte Subject, eller den i høiere Forstand sees realiseret i Staten. Men 👤Socrates tilintetgjorde den umiddelbare, substantielle Statsbevidsthed, og kom ikke til Statens Idee, og som en Følge deraf kan Dyden blot bestemmes paa denne abstracte Maade, og Dyden har hverken sin Realitet i 251Staten 272 eller i den først ved Staten givne fyldige Personlighed¹. 244 307►Pag. 78 331anføres det fremdeles som en Yttring af 👤Aristoteles, ►👤Socrates habe einer Seits ganz richtig geforscht, anderer Seits aber unrichtig. Daß die Tugend Wissenschaft sey, sey unwahr, aber daß sie nicht ohne Einsicht (ohne Wissen) sey, darin habe er recht. Er habe die Tugend zum Logos gemacht; wir aber sagen sie ist mit dem Logos². 252►Herom siger atter 👤Hegel, at 308det er en meget rigtig Bestemmelse. Det er den ene Side, at det Almene begynder med Tænken, men til Dyd, som Charakteer, hører, at Mennesket er det, dertil hører Hjerte, Gemyt o. s. v. Der 332er altsaa to Sider: det Almene og den realiserende Individualitet, den reale Aand. 273

✂ Her ere vi atter komne til det Punkt, hvor det vil vise sig, i hvilken Forstand 👤Socrates har havt en Positivitet. Vi 245 ere nemlig nu vendte tilbage til det Punkt, vi forlod, da der var Tale om hans Underviisning. Denne gik ud paa, at lade det Almene vise sig i Modsætning til det Particulære. Den første Bestemmelse altsaa med Hensyn til det socratiske Princip er den store Bestemmelse, der dog kun er formel, at Bevidstheden øser af sig selv, hvad det Sande er (►smlgn.Pag. 71). Dette er den subjective Friheds Princip, at man fører Bevidstheden i sig selv. Herved er nu det Almene kommen tilsyne. Men det Almene har en positiv og en negativ Side (►smlgn.Pag. 79). Vi skulle nu see, hvorvidt det lykkes 👤Hegel at eftervise en positiv Side i 👤Socrates' Opfattelse deraf, eller om vi ikke snarere maae vende tilbage til en Bemærkning af 👤Hegel (►Pag. 70), der ved en Slags Overskrift: ►Dieß ist kurz die Manier – (und die Philosophie) – des 👤Socrates, allerede bebudede sig selv som en Betragtning, der bør tillægges særegen Værd. Han tilføier derpaa: ►Es scheint, als hätten wir noch nicht viel von der socratischen Philosophie dargelegt, indem wir uns nur an das Princip gehalten haben; dieß ist 274 aber die Hauptsache, daß das Bewußtseyn des 👤Socrates selbst erst zu diesem Abstracten gekommen ist. Das Gute ist das Allgemeine ... Es ist ein in sich concretes Princip, das aber in seiner concreten Bestimmung noch nicht dargestellt ist; und in dieser abstracten 309Haltung liegt der Mangel des socratischen Princips. Affirmatives läßt sich nicht angeben; denn es hat keine weitere Entwickelung. I Forhold til Sophisterne har 👤Socrates gjort et Kjæmpeskridt, idet han er kommen til det i og for sig Gode. Sophisterne bleve staaende ved det Godes uendelige Brydning i det Nyttiges og det Fordeelagtiges Mangfoldighed. Men vel at mærke: han kom dertil, han gik ikke ud derfra. Det Universelle har altsaa en positiv og en negativ Side. Sædelighedens Realitet var bleven vaklende, dette kom i 👤Socrates til Bevidsthed. ►Han hævede nu Sædelig246heden til Indsigt, men 333det er netop at bringe til Bevidsthed, at Sæder, sædelige Love ere i deres 253Bestemthed, deres Umiddelbarhed, vaklende, ►ist die Macht des Begriffs, welche dieß unmittelbare Seyn und Gelten derselben, die Heiligkeit ihres Ansichseyns aufhebt. Som Exempel paa, at det Universelle hos 👤Socrates har en positiv Side (►er zeigte ihnen (de unge Mennesker) das Gute und Wahre in dem Bestimmten, in das er zurückging, da er es nicht bei dem bloß Abstracten bewenden lassen wollte), anfører han 👤Socrates' Samtale med Sophisten 👤Hippias (►👤Xenophons 📖 Mem.IV, 4 § 12-16 § 25). Her gjør 👤Socrates overhovedet den Sætning gjeldende, at det er den Retfærdige, der adlyder Lovene, ogsaa mod den Indvending, at dette jo dog ikke kan være det Absolute, da Folk og Regenter ofte forandre dem, ved at opstille den Analogi, at de, der føre Krig, jo ogsaa igjen slutte Fred. Han taler overhovedet her om, at det er den bedste og den lykkeligste Stat, hvor Borgerne ere af eet Sind og adlyde Lovene. ►Heri seer nu 👤Hegel et affirmativt Indhold. Men Grunden, hvorfor 👤Socrates her har et affirmativt Noget, er, fordi han ikke gjennemfører sit Standpunkt, ikke gaaer hen til det, til hvilket han egentlig kommer, til det i og for sig Gode. Her lader han det Bestaaende bestaae, og det er altsaa ikke den Positivitet, der følger ovenpaa hans uendelige Negation, men en Positivitet, der gaaer forud for den. Han er vel endog ved denne Bevægelse kommen ud over den umiddelbare Græcitet, thi han optager jo Lovene i en Reflexion og tager dem derved ud af deres umiddelbare Givethed, men det er dog egentlig blot en fingeret Bevægelse og ingenlunde den ægte socratiske Bevægelse. Den Positivitet, her 275 kan være Tale om, kan derfor Intet afgjøre med Hensyn til Spørgsmaalet om, hvorvidt 👤Socrates har gjort en Positivitet gjeldende, eller om, hvorvidt det Universelle er bleven ham concret. Dette har 👤Hegel ogsaa følt, som man seer af hans 247 Yttringer ►Pag. 79 midtv. og ►81 ned. samt 31082 øv. Den negative Side anfører 👤Hegel nu ogsaa Exempler paa, og da vi nu have seet, at den positive Side ikke var i samme Forstand positiv, som den anden negativ, saa see vi, at 👤Socrates 334kun har gjort det Universelle gjeldende som det Negative. 👤Hegel anfører ►et Exempel af 👤Xenophon, og tilføier (►Pag. 83): ►Hier sehen wir die negative Seite, daß 👤Socrates das wankend macht, was der Vorstellung sonst fest war. Nicht lügen, nicht betrügen, nicht rauben gilt in der unbefangenen Vorstellung für recht, – dieß ist ihr das Feste; aber durch die Vergleichung dieses für fest Gehaltenen mit Anderem, das ihr ebenso fest als wahr gilt, zeigt sich, daß sie sich widersprechen, – und jenes Feste 254wird wankend, es gilt nicht mehr für fest. Das Positive, was 👤Socrates an die Stelle des Festen setzt, ist eines Theils im Gegensatze wieder dieses, den Gesetzen zu gehorchen: wir sehen ganz das Allgemeine, Unbestimmte, und »den Gesetzen gehorchen« versteht nun jeder, der dieß hört, eben die Gesetze ausgedrückt, wie die allgemeine Vorstellung derselben sich bewußt ist, nicht lügen, nicht betrügen; aber diese Gesetze sind eben dieß, daß sie so im Allgemeinen Lügen, Betrügen, Rauben als Unrecht aufstellen, – Bestimmungen, die für den Begriff nicht aushalten. ►Pag. 85: ►Hier sehen wir also das Allgemeine so bestimmt, realisirt: allgemeines Nennen der Gesetze; in Wahrheit aber, da diese verschwindende Momente sind: das unbestimmte Allgemeine, und den Mangel seiner Unbestimmtheit noch nicht ergänzt. Derpaa viser 👤Hegel (►Pag. 90 øv. ff.), ►wie dem 👤Socrates selbst das Realisirende des Allgemeinen erschien. Her viser nu Subjectet sig som det afgjørende, som det, der vilkaarligt bestemmer sig i sig selv. Men den Begrændsning, det Universelle saaledes faaer, er en af Subjectet i ethvert Øieblik vilkaarlig sat. ►At denne det Universelles Indskrænkning bliver fast og ikke tilfældig, at det Universelle erkjendes i sin 248 Bestemmethed, det er kun muligt i et Virkelighedens Total-System. Men dette mangler 👤Socrates. Han negerede Staten, men han kom ikke igjen til Staten i den høiere Form af den, hvori den Uendelighed affirmeres, som han negativt fordrede.

✂ Vi see altsaa, at 👤Socrates meget godt kan kaldes Moralens Stifter, i den 276 Betydning, som 👤Hegel tager det, og at hans Standpunkt dog kan have været Ironi. Til det moralske 335ɔ: det negativ frie Subject, svarer det Gode som Opgave, naar det Gode opfattes som det uendelig Negative. Det moralske Individ 311kan aldrig realisere det Gode, først det positiv frie Subject kan have det Gode som det uendelig Positive, som sin Opgave, og realisere det. Vil man have den Bestemmelse af Ironi med, ►som 👤Hegel saaofte udhæver, at for Ironien er det ikke Alvor med Noget, saa kan den ogsaa gjøres gjeldende med Hensyn til det negativ frie Subject; thi endogsaa de Dyder, det udøver, er det ikke Alvor med, saafremt ellers, hvad dog visselig 👤Hegel vil billige, den sande Alvor først er mulig i en Totalitet, hvor da ikke længer Subjectet i ethvert Moment vilkaarligt bestemmer sig til at ►continuere sit Experiment, men føler Opgaven, ikke som den, han selv har sat sig, men som den, der er sat ham¹.

✂ 255Det er paa dette Punkt, at vise 👤Socrates som Moralens Stifter, at 👤Hegel eensidigt lader sin Opfattelse af 👤Socrates samle sig. Det er det Godes Idee, han vil ►hævde 👤Socrates, men derved kommer han i Forlegenhed, idet han skal vise, hvorledes 👤Socrates har opfattet det Gode. Det er deri egentlig det Besværlige ved 👤Hegels Opfattelse af 👤Socrates ligger, at 249 der bestandig gjøres Forsøg paa at vise, hvorledes 👤Socrates har opfattet det Gode, og det mindre Rigtige i samme er, saavidt jeg indseer, at Strømningens ►Direction i 👤Socrates' Liv ikke er nøiagtigt fastholdt. Bevægelsen i 👤Socrates er det, at komme til det Gode. Hans Betydning i Verdens-Udviklingen er den, at komme dertil (ikke engang at være kommen dertil). Hans Betydning for Samtiden er den, at de kom dertil. Meningen heraf er nu ikke den, at det var ligesom mod Slutningen af hans Liv, at han kom dertil, men hans Liv var det, bestandig at komme og lade Andre komme dertil. Men forsaavidt kom 336han ogsaa til det Sande, det er, det i og for sig Sande, til det Skjønne, det er, det i og for sig Skjønne, overhovedet til det Iogforsigværende, som det for Tanken Iogforsigvæ277rende. Han kom dertil, han kom bestandig dertil. Han moraliserede derfor ikke blot, men han lod overhovedet det Iogforsigværende komme tilsyne ud af det Mangfoldiges Bestemmelse. Han talte med Kunstnere om det Skjønne, lod det i og for sig Skjønne arbeide 312sig ud (►via negationis) af de Værens Bestemmelser, hvori man hidtil havde det. Og saaledes ogsaa med det Sande. Og dette gjorde han ikke eengang for alle, men det gjorde han med hver Enkelt. Han begyndte, hvor det skulle være, og snart var han i fuld Gang med at ►udklarere Enhver især. Men saasnart han havde sat En over, da vendte han øieblikkelig tilbage. Ingen Virkelighed kunde modstaae ham, men det, der kom tilsyne, det var Idealiteten i den svageste Begrændsnings meest forsvindende Antydning, det er, som uendelig Abstract. ►Som 👤Charon satte Folk over fra Livets Fylde til Underverdenens Skyggeland, som han, for at hans lette Skib ikke for meget skulde betynges, lod de Reisende afføre sig alle det concrete Livs mangfoldige Bestemmelser, Titler, Værdigheder, Purpur, store Ord, Sorger, Bekymringer o. s. v., saa blot det rene Menneske blev tilbage; saaledes ►overskibede 👤Socra250tes ogsaa Individerne 256fra Realiteten til Idealiteten, og det ideelle Uendelige, som den uendelige Negativitet, var det Intet, hvori han lod hele Realitetens Mangfoldighed forsvinde. Forsaavidt som 👤Socrates nu bestandig lod det Iogforsigværende komme tilsyne, kunde det synes, at dermed idetmindste var det hans Alvor; men netop fordi han blot kom til det, blot havde det Iogforsigværende som det uendeligt Abstracte, saa havde han det Absolute under Form af Intet. Realiteten blev ved det Absolute til Intet, men det Absolute var igjen Intet. Men for at kunne fastholde ham paa dette Punkt, for aldrig at glemme, at hans Livs Indhold var dette, i ethvert Moment at foretage denne Bevægelse, maa man erindre hans Betydning som guddommelig Missionær. Denne hans guddommelige 337Mission har 👤Hegel ikke paaagtet, omendskjønt 👤Socrates selv lægger saa megen Vægt derpaa. Og forsaavidt man endnu bestandig skulde føle sig fristet til, at tillægge ham noget Mere, saa har denne Bestræbelse sin Grund deri, at man overseer, at verdenshistoriske Individualiteter netop ere store derved, at hele deres Liv tilhører Verden, og de ligesom Intet have for dem selv. Men derfor har Verden ogsaa desto mere at takke dem for.

✂ ►I den Fremstilling af 👤Socrates' Methode, 👤Hegel leverer, er det isærdeleshed tvende Former af den, der blive Gjenstand for Omtale: hans 278Ironi og hans Gjordemoderkunst. Allerede den Plads som derved er anviist Ironien, peger tilstrækkeligt hen 313paa, ►at 👤Hegel mere opfatter Ironien hos 👤Socrates som et behersket Moment, en Maade at omgaaes Folk paa, og det bestyrkes yderligere ved udtrykkelige Udsagn. Hvorledes dette maa forstaaes, og hvorvidt 👤Hegel har havt Ret heri, det skal nu blive Gjenstand for en Undersøgelse. Men herved gaaer jeg over til den anden Deel af Afhandlingen, nemlig: om Begrebet Ironi.