↩ 330Dette viser sig nu ogsaa med Hensyn til Bestemmelsen af Dydens Begreb. 👤Hegel gjennemgaaer 👤Aristoteles' Opfattelse af 👤Socrates' Bestemmelse om Dyden, vi skulle følge ham. ►Pag. 77 anfører han det som 👤Aristoteles' Yttring: »►👤Socrates hat besser von der Tugend gesprochen, als 👤Pythagoras, aber auch nicht ganz richtig, da er die Tugenden zu einem Wissen (►ἐπιστήμας) machte. Dieß ist nämlich unmöglich. Denn alles Wissen ist mit einem Grunde (►λόγος) verbunden, der Grund 243 aber ist nur im Denken; mithin setzt er alle Tugenden in die Einsicht (Erkenntniß). Es widerfährt ihm daher, daß er die alogische – empfindende – Seite der Seele aufhebt: nämlich die Leidenschaft (►πάϑος) und die Sitte (►ἦϑος).« Og herom bemærker han derpaa, at det er en god Kritik: ►Wir sehen, daß dasjenige, was 👤Aristoteles an der Bestimmung der Tugend bei 👤Socrates vermißt, die Seite der subjectiven Wirklichkeit – heutiges Tages Herz – ist. Det der mangler Dyden, er altsaa en Værens Bestemmelse, hvad enten den opfattes med Hensyn til det enkelte Subject, eller den i høiere Forstand sees realiseret i Staten. Men 👤Socrates tilintetgjorde den umiddelbare, substantielle Statsbevidsthed, og kom ikke til Statens Idee, og som en Følge deraf kan Dyden blot bestemmes paa denne abstracte Maade, og Dyden har hverken sin Realitet i 251Staten 272 eller i den først ved Staten givne fyldige Personlighed1. 244 307►Pag. 78 331anføres det fremdeles som en Yttring af 👤Aristoteles, ►👤Socrates habe einer Seits ganz richtig geforscht, anderer Seits aber unrichtig. Daß die Tugend Wissenschaft sey, sey unwahr, aber daß sie nicht ohne Einsicht (ohne Wissen) sey, darin habe er recht. Er habe die Tugend zum Logos gemacht; wir aber sagen sie ist mit dem Logos2. 252►Herom siger atter 👤Hegel, at 308det er en meget rigtig Bestemmelse. Det er den ene Side, at det Almene begynder med Tænken, men til Dyd, som Charakteer, hører, at Mennesket er det, dertil hører Hjerte, Gemyt o. s. v. Der 332er altsaa to Sider: det Almene og den realiserende Individualitet, den reale Aand. 273
- Man pleier at anføre 👤Socrates som et Dydsmønster, ogsaa 👤Hegel fastholder denne Anskuelse og bemærker ►Pag. 55: ►👤Socrates war ein Musterbild moralischer Tugenden: Weisheit, Bescheidenheit, Enthaltsamkeit, Mäßigung, Gerechtigkeit, Tapferkeit, Unbeugsamkeit, feste Rechtlichkeit gegen Tyrannen und ►δῆμος, entfernt von Habsucht, ⓘ Herrschsucht. Dette er nu vel sandt; men allerede det Prædicat, 👤Hegel bruger om disse Dyder, »moralske« tyder hen paa, at de dog manglede den dybe Alvor, som enhver Dyd først faaer, naar den er indordnet i en Totalitet. Men da Staten havde tabt sin Betydning for 👤Socrates, saa ere hans Dyder ikke borgerlige Dyder, men personlige Dyder, ja de ere, naar man skarpest vil betegne dem, experimenterende Dyder. Individet staaer frit over dem; og er 👤Socrates derfor fri for det Snerperi, der ofte yttrer sig hos strenge Moralister, og maae vi give 👤Hegel Ret i, ►daß wir uns 👤Socrates durchaus nicht in der Weise von der Litanei der moralischen Tugend zu denken haben (►Pag. 56), saa bliver det dog lige vist, at alle slige Dyder kun have Realitet for Individet som Experiment. Han staaer frit over dem, kan dispensere sig fra dem, naar han vil, og forsaavidt han ikke gjør det, er det, fordi han ikke vil det, men det, at han ikke vil det, er atter, fordi han ikke vil det, nogen dybere Forpligtelse faaer det aldrig for ham. Forsaavidt kan man gjerne sige, at det ikke er Individets Alvor med disse Dyder, om han end tager det nok saa alvorligt, saafremt man ikke vil nægte, at enhver vilkaarlig Øvelse egentlig mangler Alvor, og ikke er andet end Sophistik paa Gjerningens Gebeet. (tilbage)
- Den Sætning, at Dyd er Viden, kan med Hensyn til 👤Socrates ogsaa oplyses fra en anden Side, naar man erindrer den anden Sætning, at Synd er Uvidenhed, en socratisk Sætning, vi allerede ►i det Foregaaende ofte have henpeget paa. Den Sætning, at Dyd er Viden, indeholder nemlig ikke blot, hvad der ovenfor er udviklet, en negativ Bestemmelse mod ►den ubefangne Sædelighed, der i al Uskyld ikke veed, hvad den gjør, men tillige en Betegnelse af denne det Godes uendelige Conseqvents i sig, hvorved det gaaer i sin abstracte Bevægelse ud over enhver Endelighedens Bestemmelse. Dette sees end tydeligere af den Sætning, at Synd er Uvidenhed; thi deri ligger, at Synd er Inconseqvents. Synden standser etsteds, den falder af fra, bliver ikke i den Uendelighed, som det Gode har. Idet Dyden i Bestemmelsen af Viden løsriver sig fra den umiddelbare Sædelighed, antager den en ideel Skikkelse, der svarer til det Godes ideelle Uendelighed. I den substantielle Sædelighed er Dyden i ethvert Øieblik ►limiteret, i Idealitetens Sædelighed veed Dyden sig indoptaget i det Godes Uendelighed, veed sig i den Uendelighed, hvori det Gode veed sig. Men alt dette er dog bestandig abstracte negative Bestemmelser, saalænge man bliver staaende ved den blotte Videns Bestemmelse, om det end er den uendelige absolute Negativitet. At Synd er Uvidenhed og Inconseqvents, er sandt fra et aldeles abstract metaphysisk Standpunkt, som blot betragter Alt i Retning af dets uendelige Conseqvents i sig. (tilbage)