Kierkegaard, Søren Om Begrebet Ironi

► 📖 Symposiet

✂ 📖 Symposiet og ►📖 Phædon afgive Vendepunkter i Opfattelsen af 👤Socrates, da, som man saa ofte har gjentaget, den ene fremstiller Philosophen i Livet, den anden i Døden. I 📖 Symposiet er nu de tvende betegnede Arter af Fremstilling ogsaa tilstede, den dialectiske og den mythiske. Den mythiske begynder, idet 👤Socrates selv træder tilside og indfører ►Mantineenserinden 👤Diotima talende. ►Vel bemærker 👤Socrates til Slutningen, at han selv blev overbeviist ved 👤Diotimas Tale, og at han nu søger at overbevise Andre om det Samme, med andre Ord, han gjør os tvivlsomme, om det ikke virkelig om end paa anden 97Haand tilhører ham selv; men deraf kan man dog ikke gjøre nogen videre Slutning til det Mythiskes historiske Forhold til 👤Socrates. Ogsaa paa en anden Maade stræber denne Dialog at realisere den fyldige Erkjendelse, idet den abstract opfattede 👤Eros ►tilsidst anskueliggjøres ved den berusede 👤Alcibiades' Foredrag i 👤Socrates' Person; men dette Foredrag kan naturligviis ikke give os nogen videre Oplysning med Hensyn til Spørgsmaalet om den socratiske Dialectik. Hvorledes det forholder sig med den dialectiske Udvikling i denne Dialog, skal nu nærmere 137undersøges. Men Enhver, der blot med Op40mærksomhed har læst denne Dialog, vil vist 103 give os Ret i ►den tidligere Bemærkning, at Methoden bestaaer i »at simplificere Livets mangehaande Combinationer ved at føre dem tilbage paa en bestandig mere 147og mere abstract Abbreviatur.« Den endelige Fremstilling af 👤Eros' Væsen indaander nemlig ingenlunde, hvad den foregaaende Udvikling havde udaandet, men i en bestandig Stigen hæver Betragtningen sig mere og mere over den atmosphæriske Luft, indtil næsten Aandedraget standser i det Abstractes rene Æther. De foregaaende Taler sees derfor ikke som Momenter i den endelige Opfattelse, men snarere som en jordisk Tyngde, Tanken mere og mere maa frigjøres for. Medens nu de forskjellige Fremstillinger ikke staae i noget nødvendigt Forhold til den endelige, saa staae de derimod indbyrdes i et Forhold til hinanden, idet de ere Taler om Kjærligheden, der udspringe fra de i Livet givne heterogene Synspunkter, fra hvilke de Talende som Allierede allevegne fra bespænde det Territorium, der udgjør Kjærlighedens egentlige Væsen, der i den socratiske Opfattelse viser sig at være usynligt, som det mathematiske Punkt, da det er abstract, og uden at dette Punkt igjen udstraaler de forskjellige relativ skjæve Opfattelser. Alle disse Foredrag ere derfor ligesom Udtræk paa en Kikkert, den ene Fremstilling slutter sig saa sindrigt i den anden, og er derunder saa lyrisk sprudlende, at det gaaer med dem som med Viin i kunstigt slebne Krystaller, at det ikke blot er den i dem indeholdte skummende Viin, der beruser, men tillige den uendelige Brydning, det Lyshav, der frembyder sig, naar man skuer ned deri. Skjøndt Forholdet mellem det Dialectiske og det Mythiske ikke er saa stærkt fremtrædende i 📖 Symposiet som f. Ex. i 📖 Phædon, og skjøndt forsaavidt denne Dialog er mindre tjenlig til mit Forehavende, har den dog ogsaa den Fordeel, at den saa bestemt fremhæver, hvad 👤Socrates selv siger, og hvad han har hørt af 👤Diotima.

✂ 4198►👤Phædros begynder. Han skildrer det Evige i 👤Eros. 👤Eros seirer selv over Tiden, hvilket betegnes derved, ►at han ingen Forældre har, han seirer i Mennesket ikke blot over alt det Smaalige ved Hjelp af ►hiin begeistrende Undseelsens Rødme, men ogsaa over Døden, saa ►den henter sin elskede Gjenstand fra Underverdenen, og belønnes derfor af Guderne, der selv ere inderlig rørte derover. ►👤Pausanias fæster Blikket paa ►den dobbelte 148Natur i 👤Eros, dog ikke saaledes, at denne Dobbelthed opfattes i en negativ Eenhed, som i ►👤Diotimas Fremstilling, hvor ►👤Eros er en Søn af 104 👤Poros 138og 👤Penia. ►Den Ene er den moderløse Datter af 👤Uranos, den himmelske; den Anden er langt yngre, har Kjønsforskjellighed til sin Forudsætning og er den gemene. ►Derpaa udvikler han Betydningen af den himmelske Pæderasti, der elsker det Aandelige i Mennesket, og derfor ikke neddrages og nedværdiges ved det Sexuale. Da det nu traf sig, at ►👤Aristophanes havde faaet Hikke, erklærede han, at det var Lægen 👤Eryximachos' Sag enten at forjage hans Hikke, eller at tale i hans Sted. ►Derpaa begynder 👤Eryximachos. Han fortsætter den af 👤Pausanias gjorte Bemærkning, som han selv mener, men egentlig opfatter han den i Kjærligheden givne Dobbelthed fra en ganske anden Side end 👤Pausanias. Medens 👤Pausanias var bleven staaende ved to Arter af Kjærlighed, hvis Forskjellighed han havde søgt at fremstille, opfatter 👤Eryximachos derimod Sagen med Hensyn til, at der til ethvert Kjærligheds-Moment hører to Factorer, og dette efterviser han fornemlig i Naturen betragtet fra hans lægevidenskabelige Standpunkt. Kjærligheden er saaledes Eenheden i det Stridende, og fordi ►👤Asklepios forstod at indgyde det hinanden ►meest Modsatte (det Varme og Kolde, Bittre og Søde, Tørre og Vaade) Kjærlighed, derfor blev han Lægekunstens Skaber. Det Samme gjentager sig overalt i Naturen, ►Aarstider og Veirliget o. s. v. afhænge ogsaa af Kjærligheds-Yttringer; ►med Offrin42ger og med Alt, hvad Spaadomskunsten har under sig, gaaer det ligesaa, da dette constituerer Samfundet mellem Guder og Mennesker. Hans hele Foredrag er en Slags naturphilosophisk Phantasi¹. 105 149Efterat nu ►👤Aristophanes 99har faaet sin Hikke standset (►i hvilken Anledning han antyder et andet Modsætningsforhold end det tidligere af Lægen skildrede, da han ved at nyse 139befries fra at hikke), tager han Ordet og begrunder det i Kjærligheden givne Modsætningsforhold, dybere end Nogen af de foregaaende Talere, ved at anskueliggjøre den i Kjøns-Modsætningen og den derved af Guderne foretagne Halvering af Menneskene; ja ►han antyder endogsaa Muligheden af, at Guderne yderligere kunne faae i Sinde at udstykke Menneskene, saafremt de ikke vare fornøiede med at være, hvad de ere: det Halve af et Menneske, »►da vi, gjennemskaarne ligesom Flyndere, ere blevne to af Een.« Og nu giver han sit Lune det frieste Spil saavel i at skildre den oprindelige Kjøns-Indifferents og Menneskets Tilstand derunder, som han ogsaa med dyb Ironi opfatter det Negative i Kjærligheden, Trangen til Forening, og man kommer under denne aristophaniske Fremstilling uvilkaarlig til at tænke paa Guderne, der formodentlig har moret sig kosteligt over at see disse halve Mennesker, der i en uendelig For43virring mellem hverandre søgte at blive hele Mennesker. Efter 👤Aristophanes taler nu Tragikeren ►👤Agathon; hans Foredrag er mere ordnet. Han gjør opmærksom paa, at de Andre ►ikke saa meget have roest Guden, som priist Menneskene lykkelige for de Goder, som Guden skjænker; men hvorledes han selv er, der tildeler alle disse Goder, har Ingen endnu berørt. ►👤Agathon vil derfor vise, hvorledes Guden selv er, og hvilke de Goder ere, han tildeler Andre. Det hele Foredrag er nu en Ode over 👤Eros, ►han er den yngste af Guderne (da han er altid ung og i Selskab med Ungdommen), ►han er den fineste, (thi han boer i det Blødeste af Alt, i Guders og Menneskers Hjerter og Sjæle, og gaaer ethvert haardt Gemyt forbi); ►hans Farve er den skjønneste (thi han lever bestandigt 150blandt Blomster) o. s. v. o. s. v. ►Menneskene har han nu skjænket ethvert Mesterskab i Kunst; thi kun de bleve berømte, hvem 👤Eros begeistrede.

✂ Da det her vilde føre mig for vidt at gaae ind paa en udførligere Undersøgelse af Forholdet mellem disse forskjellige Taler, skal jeg nu vende mig til ►den sidste Taler, 👤Socrates nemlig. ►I sin 100Eenfoldighed havde han nu troet, at man burde fremføre det Sande om enhver Gjenstand, man vilde prise; dette var det Væsentlige, og derpaa skulde man deraf udvælge det Skjønneste og fremstille det paa den værdigste 106 Maade ..... »►men dette var, som jeg mærker, ikke den sande Maade at rose paa; den bestaaer deri, at man tillægger Gjenstanden saa mange og skjønne Egenskaber som muligt, om disse tilkommer den eller ei. Ere de falske, har det Intet at betyde; thi Opgaven var, som det synes, 140denne, at Enhver af os skulde holde en tilsyneladende og ingen virkelig Lovtale over 👤Eros.« 👤Socrates gaaer nu som sædvanlig spørgsmaalsviis tilværks; han begynder med et af disse ægte socratiske udsugende Spørgsmaal, ►om 👤Eros i Følge sin Natur er Kjærlighed til Noget eller ikke til Noget; 44 men naar nu Kjærligheden tillige attraaer det, der er dens Gjenstand, saa ⓘ har den denhar den den] SKS, har den A jo ikke, men trænger til den, om ogsaa denne Trang opfattes identisk med Ønsket om den vedvarende fremtidige Besiddelse; ►thi man attraaer jo ogsaa da det, man ikke har, naar man ogsaa for Fremtiden ønsker at beholde det, man har. Kjærlighed er altsaa Trang til, Attraa efter, hvad man ikke har, og naar nu Kjærlighed er Kjærlighed til det Skjønne, ►saa trænger altsaa 👤Eros til Skjønhed og besidder den ikke. ►Naar nu det Gode tillige er det Skjønne, saa trænger jo altsaa 👤Eros ogsaa til det Gode. Saaledes lod det sig nu gjennemføre med alle Ideer, og vi see, hvorledes 👤Socrates ikke afskræller Skallen for at komme til Kjernen, men udhuler Kjernen. Her ender nu 👤Socrates' Udvikling; thi den følgende Fremstilling er jo blot Referat. Og forsaavidt Læseren ikke allerede har seet, hvad jeg vilde han skal see, haaber jeg, at det skal lykkes ham og mig, naar han fremdeles skjænker mig sin Opmærksomhed.

✂ 151👤Socrates indledede sit Foredrag ved en Ironi, men dette var blot, om jeg saa maa sige, en ironisk Figur, og han vilde i Sandhed ikke fortjene Navn af Ironiker, hvis det blot var den Færdighed, hvormed han talte ironisk, ligesom Andre tale ►Kragemaal, hvorved han udmærkede sig. De foregaaende Talere havde sagt saare Meget om Kjærlighed, hvoraf vel Meget ikke vedkom denne Gjenstand, men den Forudsætning blev dog tilbage, at der var en Mængde at sige om Kjærlighed. Nu udvikler 👤Socrates det for dem. Og see, Kjærlighed er Attraa, er Trang o. s. v. Men Attraa, Trang o. s. v. ere Intet. Vi see nu Methoden. Kjærligheden frigjøres bestandig mere og mere fra den tilfældige Concretion, hvori den i de foregaaende Taler viste sig, og føres tilbage til sin abstracteste Bestemmelse, hvor 101den viser sig ikke som Kjærlighed i Dette eller Hiint eller til Dette eller Hiint, men som Kjærlighed til et 45 Noget, som den 107 ikke har ɔ: som Attraa, Længsel. Dette er nu i en vis Forstand meget sandt; men Kjærlighed er derhos ogsaa den uendelige Kjærlighed. Naar vi sige, at ►Gud er Kjærlighed, da sige vi jo derved, at han er den uendeligt sig meddelende; naar vi tale om at ►forblive i Kjærlighed, da tale vi jo om en ►Deelagtighed i en Fylde. Dette er det Substantielle i Kjærligheden. Det Attraaende, det Længselsfulde er det Negative i 141Kjærligheden, det vil sige den immanente Negativitet. Attraa, Trang, Længsel o. s. v. er ►Kjærlighedens uendelige Subjectivering, for at bruge et af 👤Hegels Udtryk, der her netop erindrer om, hvad det skal erindre om. Denne Bestemmelse er nu tillige den meest abstracte, eller rettere, den er selve det Abstracte, ikke i Betydning af det Ontologiske, men i Betydning af det sit Indhold Manglende. Man kan naturligviis enten opfatte det Abstracte som det Alt Constituerende, forfølge det i sine egne tause Bevægelser, og lade det bestemme sig hen til det Concrete, udfolde sig deri. Eller man kan gaae ud fra det Concrete og med det Abstracte in mente finde det i og ud af det Concrete. Men ingen af Delene er Tilfældet med 👤Socrates. Det er ikke til Kategorier, han kalder Forholdet tilbage. Hans Abstracte er en aldeles indholdsløs Betegnelse. 152Han gaaer ud fra det Concrete og kommer til det meest Abstracte, og der hvor nu Undersøgelsen skulde begynde, der hører han op. Det Resultat, han kommer til, er egentlig den rene Værens ubestemmelige Bestemmelse: Kjærlighed er; thi det Tillæg, den er Længsel, Attraa, er ingen Bestemmelse, da det blot er et Forhold til et Noget, som ikke er givet. Paa samme Maade kunde man ogsaa føre Erkjendelse tilbage paa et aldeles negativt Begreb, ved at bestemme den som Tilegnelse, Erhvervelse, thi dette er jo aabenbart Erkjendelsens ene Forhold til det Erkjendte, men paa den anden Side er den og Besiddelse. Men som nu det Abstracte i Betydning af det 46 Ontologiske har sin Gyldighed i det Speculative, saaledes har det Abstracte som det Negative sin Sandhed i det Ironiske.

✂ Her staae vi nu igjen ved en ►Duplicitet i 👤Plato: den dialectiske Udvikling udføres, indtil den forsvinder i det reent Abstracte; derpaa begynder en ny Art Udvikling, der vil levere Ideen, men da saaledes Ideen ikke staaer i et nødvendigt Forhold til det Dialectiske, saa seer man, at det bliver usandsynligt, at den hele ►Evolution tilhører Een. Men paa den anden Side kan man da heller ei vilkaarlig 102tillægge den Ene Eet, 108 den Anden et Andet, naar blot Enhver faaer Noget. 👤Socrates og 👤Plato maa hver have havt en Anskuelse, der, hvor forskjellig den end kan have været, maa have havt væsentlige ►Coincidenspunkter, det er den ironiske (thi det Dialectiske som saadant constituerer ingen Anskuelse, der staaer i et væsentligt Forhold til Personlighed) og den speculative. 142Hvorvidt nu ►den Udvikling, som 👤Socrates efter 👤Diotima opstiller, bringer Sagen videre, og hvilken Betydning man maa tillægge den ►Dichotomi: Kjærlighed og det Skjønne (hvorved det negative Moment lægges udenfor, og det positive Moment er en dorsk og indolent ►Qvietisme, istedetfor at en ►Trichotomi strax vilde see dem i og med hinanden, og derfor ikke være udsat for, ►hvad der hænder 👤Diotima, at det Skjønne igjen bliver det i sig Skjønne, bliver noget reent Abstract, som siden skal vise sig) – alt dette skal jeg vidtløftigere gjennemføre ved Udviklingen af det Mythiske i Dialogerne.

✂ 153Jeg alluderede ►i det Foregaaende til den almindelige Bemærkning, at der i 📖 Symposiet søges et ►Complement til det Manglende i den dialectiske Opfattelse derved, at Kjærligheden anskueliggjøres i 👤Socrates' Person, saa Lovtalerne over Kjærlighed ende i en Lovtale over 👤Socrates. Er nu end Ideens Anskueliggjørelse i en Personlighed et blot Moment i selve Ideen, saa har det dog ogsaa netop som saadant sin Betydning i Ud47viklingen. Den dialectiske Bevægelse hos 👤Plato bliver, netop fordi den ikke er Ideens egen Dialectik, i hvor sindrige ►pas den end bevæger sig, dog Ideen selv fremmed. Medens derfor de øvrige Talere famlede som ►Blindebukke efter Ideen, griber ►den berusede 👤Alcibiades den med umiddelbar Sikkerhed, hvorhos dog maa bemærkes, at den Omstændighed, at 👤Alcibiades er beruset, synes at antyde, at han kun i en potenseret Umiddelbarhed er sikker i det Kjærligheds-Forhold, der i ædru Tilstand maa have forvoldet ham hele Usikkerhedens ængstende og dog saa søde Uvished. See vi nemlig hen til, hvorledes det Kjærligheds-Forhold maa have været beskaffent, der har fundet Sted mellem 👤Socrates og 👤Alcibiades, saa maae vi jo vistnok give 👤Alcibiades Ret, naar han omtaler, hvorledes 👤Socrates haanede ham for hans Kjærlighed, ►og da tilføier: »og ikke blot mig har han behandlet paa denne Maade, men ogsaa 👤Charmides, 👤Glaukons Søn, 👤Euthydem, 👤Diokles' Søn og mange Andre, hvilke han som tilsyneladende Elsker saaledes skuffede, at han istedetfor Elsker blev den Elskede.« 👤Alcibiades formaaer derfor ikke at 109 løsrive sig fra ham. 103Med al Lidenskabelighed slutter han sig til 👤Socrates: ►naar jeg hører ham, banker mit Hjerte heftigere end ►Korybanternes, og Taarer udstrømme under hans Tale. ►Andre Talere kan umulig virke saaledes paa ham, han føler med Uvillie sin slaviske Tilstand, ja Livet synes ham i denne Tilstand utaaleligt. ►Han flyer ham 143som Sirenerne, tilstopper sine Øren, for at han ikke skal blive siddende ved hans Side og ældes, ja ►ofte ønsker han endog, at 👤Socrates ikke var i Live, og dog veed han, at om det skete, vilde det være ham langt smerteligere. Han er som bidt af en Slange, ja han er bidt af noget 154Smerteligere og paa det smerteligste Sted, nemlig i Hjertet eller i Sjælen. At det Kjærligheds-Forhold, der fandt Sted mellem 👤Socrates og 👤Alcibiades var et intelligent, behøver jeg naturligviis blot at erindre 48 om. Men spørge vi nu, hvad det da var hos 👤Socrates, der gjorde et saadant Forhold ikke blot muligt, men nødvendigt (thi ►👤Alcibiades bemærker jo rigtigt, at det ikke var ham alene, der stod i dette Forhold til 👤Socrates, men næsten alle dem, der havde Omgang med Socrates), saa veed jeg Intet at svare uden, at det var 👤Socrates' Ironi. Havde nemlig deres Kjærligheds-Forhold bestaaet i en rig Udvexling af Ideer, eller en fyldig Udstrømmen fra den ene Side og taknemlig Modtagelse fra den anden Side, saa vilde de jo have havt det Tredie, hvori de elskede hinanden, i Ideen nemlig, og et saadant Forhold vilde derfor aldrig have affødt en slig lidenskabelig Uro. Men netop fordi det er Ironiens Væsen aldrig at demaskere sig, og fordi det paa den anden Side er den ligesaa væsentligt ►proteusagtigt at forandre Maske, derfor maatte den nødvendig forskaffe den elskende Yngling saa megen Pine¹. Men som den saaledes har noget Afskrækkende ved sig, har den ligesaa vist noget overordentligt Forførerisk og Fortryllende. Det ►Formummede og Hemmelighedsfulde, den har ved sig, den telegraphiske Communication, den aabner, fordi en Ironiker altid maa forstaaes langtfra, den uendelige Sympathi, den forudsætter, Forstaaelsens flygtige men ubeskrivelige Nu, der fortrænges øieblikkelig af Misforstaaelsens Angst, – alt dette fængsler med uopløselige Baand. I det 110 derfor Individet i første Øieblik føler sig frigjort og udvidet ved Ironikerens Berøring, idet han aabner sig for dette Individ, er det i næste Øieblik i hans Magt, og det er det formodentlig, ►👤Alcibiades mener, 104naar han omtaler, hvorledes de ere blevne skuffede af 👤Socrates, idet han istedetfor Elsker blev den Elskede. Da det dernæst er Ironike49ren væsentligt, aldrig 155at udtale Ideen som saadan, 144men blot flygtigt at antyde den, at tage med den ene Haand, hvad der gives med den anden, at besidde Ideen som personlig Eiendom, bliver Forholdet naturligviis endnu mere ►spændende. Og saaledes har nu i al Stilhed den Sygdom udviklet sig i Individet, der er ligesaa ironisk som al anden Tæring, og lader Individet befinde sig bedst, naar det er sin Opløsning nærmest. Ironikeren er den Vampyr, der har udsuget Blodet af den Elskende, og som derunder har tilviftet ham Kjølighed, har dysset ham i Søvn og piint ham med urolige Drømme.

✂ Man kunde nu spørge: hvortil hele denne Udvikling? Jeg vil svare: i en dobbelt Hensigt. For det Første for at vise, at selv i 👤Alcibiades' Opfattelse af 👤Socrates er Ironien det Væsentlige hos ham, og dernæst for at antyde, at det Kjærligheds-Forhold, der har fundet Sted mellem 👤Socrates og 👤Alcibiades, og den Oplysning, vi deraf kunne faae om Kjærlighedens Væsen, ere negative. – Hvad nu det første Punkt angaaer, da maae vi erindre om, at man har troet at kunne bevise Nødvendigheden af, at en stor positiv Fylde maa have været i 👤Socrates, ved at beraabe sig paa den Begeistring, med hvilken 👤Alcibiades omtaler sit Forhold til ham¹. Men foreløbigt synes det dog af Vigtighed lidt nærmere at undersøge denne Begeistrings Beskaffenhed. Et Sidestykke til, hvad ►👤La Rochefaucauld paa Forstandens Gebet kalder ►la fievre de la raison, synes denne Begeistring at være paa Følelsens Gebet. Forsaavidt der nu skulde være noget Andet, der kunde have fremkaldt denne Begeistring hos 👤Alcibiades, (thi at Ironien for50maaer det, har jeg søgt at vise i det Foregaaende), saa maatte det jo dog være antydet i ►👤Alcibiades' Lovtale. 111 Vi ville nu see. 👤Alcibiades udhæver ►det Silenagtige ved 👤Socrates: »Socrates siger, ►at han er ukyndig i Alt 156og veed Intet. Er denne Skikkelse ikke silenagtig? jo visselig; thi med denne har han blot udvortes omklædt sig som et udskaaret Silenbillede, men aabnes han, hvilken Viisdomsfylde troer I da, kjære Drikkebrødre! I ville skue i ham ....... ►Han forstiller sig for Mennesker og har altid sin 105Spøg med dem, 145men naar han var alvorlig og hans Indre aabnet, veed jeg ikke, om Nogen har skuet Guddomsbillederne i hans Sjæl. Jeg har engang skuet dem, og de forekom mig saa guddommelige, gyldne, over al Maade skjønne og beundringsværdige, at jeg besluttede øieblikkelig, at maatte gjøre Alt, hvad 👤Socrates befalede.« Herved bliver nu at bemærke Følgende. Paa den ene Side, at det ikke er let at faae nogen Forestilling om, hvad 👤Alcibiades egentlig mener, og forsaavidt ikke aldeles ►ubilligt at formode, at heller ei 👤Alcibiades ganske har været paa det Rene med sin Forestilling derom. Paa den anden Side, at 👤Alc. selv antyder, at det kun var en meget sjelden Gang, at 👤Socrates saaledes aabnede sig. Og forfølge vi nu videre 👤Alc.s egen Anviisning, da see vi, at han bruger det Udtryk: »jeg har engang skuet dem.« Han har skuet disse Guddomsbilleder. Skal man nu tænke paa Noget herved, maa man vistnok tænke paa det guddommelige Personlighedens ►Præsens, der bar Ironien, men derved er der endnu Intet mere udsagt om 👤Socr., end hvad der lader sig sige om ham som Ironiker. Men saadanne ►Transfigurations-Øieblikke bevise jo dog i det Høieste en guddommelig Fyldes Tilstedeværelse ►ϰατὰ ϰϱύψιν, saaledes at man ikke kan sige, at det var den positive Fylde, der begeistrede. Erindre vi nu endvidere, at 👤Soc.s egentlige Element var Tale, Samtale, saa synes det jo virkelig at være med en Slags 51 ►Emphasis, at 👤Alc. bruger det Udtryk: »at skue;« ligesom det ogsaa er paafaldende at høre 👤Alc. sige: »►thi dette har jeg glemt i det Foregaaende, at ogsaa hans Taler ligne hine aabnede Silener.« Dette synes jo ogsaa at tyde paa, at det væsentlig var 👤Socrates' Personlighed, hvori 👤Alcibiades var forelsket, den harmoniske Naturbestemmelse, der dog fuldbyrdede sig i en negativ Sig-Forholden til Ideen og en ►omphalopsychitisk Henstirren paa sig selv. Vel siger 👤Alcibiades, ►at disse 157Taler, naar man saae dem aabnede, vare først de forstandigste, derpaa de guddommeligste, og at de indeholdt de fleste Dydsbilleder og havde videst Omfang. Men dersom dette havde været det Fremtrædende eller dog det let Iøinefal112dende ved 👤Socrates' Taler, saa bliver det uforklarligt, hvorfra al den lidenskabelige Uro, alt det Dæmoniske i hans Kjærlighed kom, da man saa snarere maatte have ventet, at 👤Socrates' Omgang vilde i ham have bidraget til at udvikle ►en stille Aands uforkrænkelige Væsen. Vi see derfor ogsaa, at det Hele ender med, at 👤Socrates med sin Ironi igjen vipper 👤Alcibiades ud paa det bølgende Hav, og denne er, til Trods for sin Ruus, sin Begeistring og sine 106store Ord, lige 146nær i sit Forhold til 👤Socrates. Ja 👤Alcibiades maa finde sig i, at ligesom da han »►i sandselig Attraa lagde sig under 👤Socrates' Kappe og med begge Arme omfavnede denne guddommelige og i Sandhed beundringsværdige Mand, og laae saaledes den hele Nat, at han dog foragtet, udleet, haanet trods sin Skjønhed, ikke stod anderledes op fra Leiet hos 👤Socrates end om han havde ligget hos en Fader eller en Broder,« saaledes maa han ogsaa her finde sig i, at 👤Socrates støder ham fra sig igjen med den Bemærkning, at han havde holdt det hele Foredrag af ►Iversyge paa 👤Agathon: »►thi den hele Tale gik ud derpaa, at adskille 👤Agathon og mig fra hinanden, da Du troer, at jeg bør ikke elske nogen Anden end Dig, og 👤Agathon ikke bør være elsket af nogen Anden end 52 af Dig.« – Hvad nu dernæst den Oplysning angaaer, vi af denne Fremstilling faae med Hensyn til Kjærlighedens Væsen, saaledes som den var i 👤Socrates, saa vil vi overbevise os om, at Theori og Praxis vare i Samklang. Den Kjærlighed, der her beskrives, er Ironiens, men Ironien er det Negative i Kjærligheden, den er Kjærlighedens Incitament, den er paa Intelligentsens Gebeet hvad Gjækkeri, Elskovs-Stridigheder er i den lavere Kjærligheds Rige. At der nu i Ironikeren, for atter at erindre herom, er en Urgrund, ►et Valuta, det er udisputeerligt, men den Mønt, han udgiver, har ikke den paalydende Værdi, men er som Papirspenge et Intet, og dog foregaaer hele hans Omsætning med Verden 158i denne Pengesort. Fylden i ham er en Naturbestemmelse, den er derfor hverken i ham i Umiddelbarheden som saadan, ei heller er den igjennem Reflexionen erhvervet. Som der hører en høi Grad af Sundhed til at være syg, men man ikke bemærker Sundheden i den positive Fylde, men i den Livskraft, hvorved den bestandig nærer Sygdommen, saaledes forholder det sig ogsaa med Ironikeren, og den positive Fylde i ham. Den udfolder sig ikke i Skjønheds Fylde, ja Ironikeren søger endog at lægge Skjul paa den Dykker-Forbindelse med den atmosphæriske Luft, der ernærer ham. 113

✂ Dog, førend jeg forlader 📖 Symposiet endnu een Bemærkning. ►👤Baur gjør den skjønne Observation, at ►📖 Symposiet ender med, at tilsidst 👤Agathon og 👤Aristophanes (de ►discursive Momenter) blive berusede, og 👤Socrates alene holder sig ædru som Eenheden af det Comiske og det Tragiske; ►han erindrer tillige om den i mine 147Øine uskjønne Analogi, som 👤Strauß har faaet opstillet mellem denne 📖 Symposiets Slutning og Christi Forklarelse paa Bjerget. Forsaavidt der nu kan være Tale om, ►at 👤Socrates skal afgive Eenheden af det 107Comiske og Tragiske, saa kan det aabenbar kun være forsaavidt, som Ironien selv er denne Eenhed. Naar man nu vil forestille sig, at 👤So53crates, efterat alle de Andre vare blevne berusede, var efter gammel Vane sjunken ind i sig selv, saa kunde han ved denne Stirren hen for sig, til hvilken han saa ofte hengav sig, afgive et plastisk Billede af den abstracte Eenhed af det Comiske og det Tragiske, om hvilken her kan være Tale. At stirre kan nemlig enten betegne den contemplative Hensynken (dette vilde nærmest være ►den platoniske Stirren); eller at stirre betegner hvad vi sige, at tænke paa Intet, idet at »Intet« næsten bliver synligt for En. En saadan høiere Eenhed kunde vel 👤Socrates afgive, men denne Eenhed er den abstracte og negative Eenhed i Intet.

► 📖 Protagoras

✂ Jeg skal nu gaae over til at behandle 📖 Protagoras paa en lignende Maade, for at vise, hvorledes den hele dialectiske Bevægelse, 159der her er ene fremtrædende, ender i det aldeles Negative. Forinden jeg imidlertid gaaer over dertil, maa her en almindeligere Bemærkning angaaende 👤Platos Dialoger finde en Plads, og som jeg troer en rigtig Plads, forsaavidt som 📖 Protagoras er den første Dialog, der giver Anledning til den. Naar man nemlig vil inddele 👤Platos Dialoger, troer jeg, at man gjør rigtigst i at følge ►den Adskillelse, 👤Schleiermacher gjør, mellem de Dialoger, i hvilke det Dialogiske er et væsentligt Moment, og den aldrig trættede Ironi snart løser, snart binder Disputen og de Disputerende; og de constructive Dialoger, der udmærke sig ved en objectiv videnskabelig Fremstilling. Disse sidste ere: 📖 Staten, 📖 Timæus, 📖 Kritias. Disse Dialoger betræffende, da anviser saavel Traditionen, som deres egen indre Cha114racteer dem ►den sidste Plads i Udviklingen. I disse Dialoger er Spørgsmaalsformen egentlig et overvundet Moment, den Svarende optræder mere som et Vitterligheds-Vidne, som en Menigheds-Repræsentant med sit Ja og Amen, 54 kort, der samtales ikke mere. Ironien er dernæst ogsaa tildeels forsvunden. Men erindre vi nu, hvor nødvendigt det var for 👤Socrates at samtale, 148at han bestandig kun opstiller Valget mellem, at han skal spørge og den Anden svare, eller den Anden spørge og han svare,¹ saa see vi jo her en 160væsentlig Forskjel108 mellem 👤Plato og 👤Socrates, hvad enten nu 👤Plato bevidst har opfattet den, eller med umiddelbar Troskab gjengivet den. Disse constructive Dialoger vil jeg altsaa faae meget Lidet med at gjøre, da de ikke kan afgive noget Bidrag til Opfattelsen af 👤Soc.s Personlighed, hverken som den i Virkeligheden har været, eller som 👤Plato har tænkt sig den; thi Enhver, der kjender Noget til disse 115 Dialoger, vil visselig føle, i hvor aldeles 55 udvortes et Forhold den talende Personlighed staaer til Gjenstanden, saa Navnet 👤Socrates næsten er blevet et ►nomen appellativum, der blot betegner den Talende, den Foredragende. Hertil kommer, at da den Navlestræng, der knytter Talen til den Talende, er overhugget, det viser sig som noget aldeles Tilfældigt, 149at der endnu bruges Dialogens Form, og man maa næsten forundre sig over, at ►👤Plato, der i 📖 Republikken misbilliger den poetiske Fremstilling i Modsætning til den simple Fortællen, ikke har ladet Dialogens Fremstilling vige Pladsen for en strængere videnskabelig Form.

✂ En stor Deel af disse første Dialoger ende nu uden Resultat, eller som 👤Schleiermacher bemærker, alle de Dialoger, der før 📖 Republikken afhandle een eller anden Dyd, udfinde ikke den rigtige Forklaring; smlgn. ►📖 Platons Werke von 👤F. Schleiermacher, Dritten Theiles erster Band Pag. 8: ►So behandelte 📖 Protagoras die Frage von der Einheit und von der Lehrbarkeit der Tugend, aber ohne den Begriff 109derselben aufzustellen, so ist im 📖 Laches von der Tapferkeit die Rede und im 📖 Charmides von der Besonnenheit. Ja da auch in der Frage von der Gerechtigkeit der Gegensatz zwischen Freund und Feind ein bedeutendes Moment bildet, mögen wir auch des 📖 Lysis hier gedenken. Ja det, at de 161ende uden Resultat, lader sig endnu nærmere bestemme saaledes, at de ende i et negativt Resultat. Som Exempel herpaa skal nu 📖 Protagoras tjene, ligesom ogsaa den ►første Bog af Staten, der efter ►👤Schleiermachers Observation ogsaa ender uden Resultat. Dette er imidlertid af stor Vigtighed for denne Undersøgelse, thi skal der være Tale om at udfinde det Socratiske, maa dette jo vel nærmest være at søge i de første Dialoger.

✂ Hvad da nu Hensigten med Dialogen 📖 Protagoras angaaer, om den er at tage Tilløb til den definitive Besvarelse af de i Dialogen indeholdte Problemer (om Dydens Eenhed 56 og Muligheden af, at den kan læres), eller om den, som ►👤Schleiermacher antager, ikke ligger i noget enkelt Punkt, og den følgelig er incommensurabel for de i Dialogen berørte Opgaver, og svævende over det Hele først fuldbyrder sig i den, gjennem den successive Forsvinden af hvert enkelt Punkt, luttrede og forynget opdukkende Anskueliggjørelse af den socratiske Methode, skal jeg her ikke afgjøre, men kun bemærke, at jeg gjerne kan være enig med Schleierm., naar Læseren blot erindrer, at Methoden efter min Anskuelse ikke bestaaer i det Dialectiske i Spørgsmaalsform som saadant, men 116 i den af Ironi udgaaende og til Ironi tilbagevendende, af Ironi baarne Dialectik. 👤Socrates og Sophisten bliver derfor mod Slutningen af Dialogen, hvad Franskmanden egentlig kun siger om Een: 150►vis-à-vis au rien; de staae ligeoverfor hinanden som ►de to Skaldede, der efter en lang Strid endelig fandt en Redekam. Det som nu bliver mig det Væsentlige ved denne Dialog, er naturligviis det hele ironiske Anlæg i den. Thi det, at man ikke er kommen til nogen afgjørende Besvarelse af de opstillede Problemer, det vilde jo være hvad Schleierm. siger, at Dialogen ender uden Resultat; men det vilde jo ikke være noget Ironisk, da det, at Undersøgelsen her var bleven afbrudt, deels kunde være begrundet i det aldeles Tilfældige, hvoraf der lader sig construere en heel Uendelighed, deels kunde være forbundet med en dyb Længsel efter ved en fuldbyrdet Fødsel at befries fra de tidligere ufrugtbare Veer, med andre Ord, da Dialogen kunde blive sig bevidst som et Moment i en 162heel Undersøgelse. Saaledes vilde jo vel Dialogen være endt uden Resultat, men dette »uden Resultat« 110er ingenlunde identisk med et negativt Resultat. Til et negativt Resultat hører der altid, at der er et Resultat; og et negativt Resultat i sin reneste og meest ublandede Tilstand kan kun Ironien afgive; thi selv Skepsis ►ponerer altid Noget, hvorimod Ironien gjør det bestandig vistnok ►tan57taliske Forsøg, ligesom ►hiin gamle Hex, paa først at opæde Alt og derpaa at æde sig selv med, eller som det hedder om Hexen, sin egen Mave.

✂ Dialogen bliver sig derfor meget godt denne Mangel paa Resultat bevidst, ja den ligesom nyder med et vist Velbehag Tilintetgjørelsens hele Trylleri, og gotter sig ikke blot over Sophistens ►Annihilation. 👤Socrates siger selv: ... »►den nærværende Ende paa vor Samtale synes ligesom et Menneske at bebreide os og lee ad os, og ifald den kunde tale, at ville sige: I ere dog nogle forunderlige Mennesker, 👤Socrates og 👤Protagoras!« Efterat nemlig de Stridende, da 👤Protagoras har opgivet det ►epideiktiske Foredrag, have forsøgt sig i allehaande Brydning, idet først 👤Socrates er den spørgende, 👤Protagoras den svarende, derpaa denne den spørgende, og hin den svarende, og endelig 👤Socrates igjen den spørgende og 👤Protagoras den svarende, saa de, forat bruge et om muligt anskueliggjørende Udtryk, gjentagne Gange ►have veiet Salt med hinanden, fremkommer det snurrige Phænomen, ►at 👤Socrates forsvarer det, han har villet angribe, og 👤Protagoras angriber det, han har villet for117svare. Den hele Dialog erindrer om ►den bekjendte Strid mellem en Katholik og en Protestant, der endte med, at de overbeviste hinanden, saa at Katholiken blev Protestant, og Protestanten Katholik¹151; kun at her det Latterlige er 58 optaget i den ironiske 163Bevidsthed. – En Indvending, som her muligen kunde gjøres, skal jeg saameget desto hellere tage Hensyn til, som kun en opmærksom Læser kan gjøre den. Det 111kunde nemlig synes, som om det var 👤Plato, der her anbragte den ironiske Løftestang, for i et ret muntert overgivent ►Himmelspræt at vippe ikke blot 👤Protagoras, men og 👤Socrates tilveirs, og hvor pudsigt end denne sidste kunde tage sig ud i et saadant Hurlumhei, maa jeg dog netop paa dennes Vegne frabede mig en slig Fortolkning. Det er nemlig 👤Socrates, der selv gjør den Bemærkning, og enhver nogenlunde ►sympathetisk Læser vil vist ikke kunne undlade at forestille sig det med ironisk Alvor stridende og derudaf sig tvetydigt udkjæmpende ironiske Smiil, hvormed han har ledsaget sin ironiske Forundring over, at den hele Leg fik dette Udfald, den Overraskelse, hvormed han seer 👤Protagoras finde, hvad han nødvendig vidste han maatte finde, da han selv havde gjemt det.

✂ Dette med Hensyn til Dialogens hele Anlæg eller Formen i Dialogen. See vi nu hen til Indholdet, det vil sige, til de i samme indflettede Problemer, der, ligesom ►meta paa Løbebanen, afgive de faste Punkter, om hvilke de Stridende bevæge sig, søgende stedse nærmere og nærmere 118 ind under dem, stedse hurtigere og hurtigere ilende hinanden forbi, da troer jeg man i det Hele vil finde en lignende negativ Ironi.

✂ Især er dette Tilfældet med det første Spørgsmaal, om Dyden er een. 👤Socrates opkaster nu det Spørgsmaal, ►om Retfærdighed, 152Besindighed og Fromhed o. s. v. ere Dele af Dyden eller kun Navne paa een og samme Sag; og dernæst, om de ere ►Dele paa samme Maade som Ansigtets Dele, nemlig Mund, 164Næse, Øine og Øren, eller snarere som Gul59dets Dele, der i Intet ere forskjellige fra hinanden indbyrdes eller fra det Hele uden med Hensyn til Storhed og Lidenhed. Uden nu videre at indlade mig paa en i det Enkelte gaaende Drøftelse af det meget Sophistiske, der fra begge Sider opdrives, skal jeg blot erindre om, at 👤Soc.s Argumentation væsentlig gaaer ud paa at tilintetgjøre den relative Ulighed mellem de forskjellige Dyder for at redde Eenheden, 👤Protag. derimod bestandig har den qvalitative Ulighed for Øie, men derfor mangler det Baand, der er istand til at omslutte og sammenholde den rige Mangfoldighed. ►Mediationens Idee gaaer derfor ikke op for ham, han famler i dens Tusmørke, naar han for at ►vindicere Eenheden klamrer sig fast ved den subjectiverede Mediationens Idee, der beroer paa Lighedens og Ulighedens Identitet. Overalt, siger han, ligne alle Ting hinanden i en vis Henseende. Selv det Hvide ligner paa en vis Maade det Sorte og det Haarde det Bløde, og saaledes 112Alt hvad der synes at være hinanden meest modsat. Dydens Eenhed¹ derimod efter 👤Soc.s Opfattelse er som en Tyran, der ikke har Mod til at herske over den virkelige Verden, men 153først myrder alle 60 sine Undersaatter, for nu med fuldkommen Tryghed stolt ►at kunne herske over de blege Skyggers tause Rige. Naar Fromheden nemlig ikke er Retfærdighed, 165saaledes argumenterer 👤Socr., saa er altsaa det at være from det Samme som at være ikke-119retfærdig ɔ: uretfærdig ɔ: ugudelig. Enhver seer nu let det Sophistiske i 👤Soc.s Argumentation. Men hvad jeg i Særdeleshed maa gjøre opmærksom paa, er, at denne Dydens Eenhed bliver saa abstract, saa egoistisk afsluttet i sig selv, at den kun bliver den Klippe, paa hvilken de enkelte Dyder som ►velbefragtede Seilere strande og sønderslaaes. Dyden gjennemløber som en sagte Hvidsken, som et Gys, sine egne Bestemmelser, uden at den bliver hørlig endsige articuleret i nogen af dem, ligesom, hvis jeg tænkte mig, at enhver Soldat glemte ►Parolen i samme Øieblik han hvidskede sin Nabo den i Øret, og jeg da tænkte mig en uendelig Række af Soldater, Parolen da egentlig slet ikke vilde være til, saaledes omtrent forholder det sig med denne Eenhed. Den Bestemmelse af Dyden, at den er een i den Forstand, hvori 👤Socr. fastholder det, er aabenbart for det Første egentlig ikke nogen Bestemmelse, da det er den svagest muligt beaandede Udtalelse af dens Tilværelse, i hvilken Anledning jeg til yderligere Oplysning blot skal erindre om ►👤Schleiermachers skarpsindige Bedømmelse af Betydningen af ⓘ den Gudsden Guds] SKS, dens Guds A Egenskab, at han er een, som findes i hans Dogmatik; dernæst er den en negativ Bestemmelse, da den Eenhed, der etableres, er saa usocial som muligt. Det Ironiske ligger deri, at 👤Socrates fralister 113👤Protagoras enhver concret Dyd, og idet han skal føre den tilbage paa Eenheden, aldeles forflygtiger den; det Sophistiske er det, i Kraft af hvilket han er istand dertil; og saaledes have vi paa eengang den af sophistisk Dialectik baarne Ironi og den i Ironi hvilende sophistiske Dialectik.

✂ Hvad den anden Sætning angaaer, om ►Dyden kan læres, som 👤Protagoras mener, eller den ikke kan læres, som 👤Socra61tes mener, saa fastholder naturligviis hiin her for meget det ►discrete Moment, idet han vil lade den ene Dyd udvikle sig aldeles paa den andens Bekostning, og 120 dog lade Dyden som Eenhed være tilstede i det paagjeldende Individ og saaledes krone den, der endnu er paa Løbebanen. 👤Socrates fastholder derimod Eenheden i den Grad, at han, skjøndt i Besiddelse af en uhyre Capital, 166dog er fattig, da han ikke kan gjøre den frugtbar. Den socratiske Sætning, at Dyden ikke kan læres, synes at indeholde en høi Grad af Positivitet, 154eftersom den fører Dyden tilbage enten paa en Naturbestemmelse eller paa Noget ►Fatalistisk. Men saavel Dyden opfattet som umiddelbar Harmoni, som og i sin fatalistiske ►διασποϱὰ er dog i en anden Forstand en aldeles negativ Bestemmelse. Det derimod, at Dyden kan læres, maa enten forstaaes saaledes, at en oprindelig Tomhed i Mennesket efterhaanden gjennem en Læren udfyldes, men dette er en Modsigelse, da Noget, der er Mennesket absolut fremmed aldrig kan bringes ind i ham; eller det er Udtrykket for den under en Succession af Læren sig gradviis udfoldende indre Dydsbestemmelse og forudsætter altsaa dens oprindelige Tilstedeværelse. Det er da Sophistens Misforstaaelse, at han anmasser sig at ville bringe Noget ind i Mennesket; den socratiske derimod, i enhver Forstand at nægte, at Dyden kan læres. Og at nu denne socratiske Opfattelse er negativ, det er aabenbart; den negerer nemlig Livet, Udviklingen, kort sagt, Historien i sin almindeligste og videste Forstand. Sophisten negerer det Oprindelige, 👤Socrates den senere Historie. – Spørge vi nu fremdeles til hvilken almindeligere Betragtning denne socratiske Anskuelse maa henføres, i hvilken Totalitet den hviler, da er det aabenbart i den Betydning, ►Erindringen tillægges; men Erindring er netop den ►retrograde Udvikling, og altsaa Modbilledet til den ►stricte saakaldte Udvikling. Vi have saaledes ikke blot en negativ Bestemmelse i den Sæt62ning, at Dyden ikke kan læres, men ogsaa en ironisk negativ Bestemmelse, der bevæger sig i aldeles modsat Retning. Det er saa langt fra, at Dyden kan læres, 114at den tvertimod ligger saa langt bag ved Individet, at man maatte befrygte, at den var glemt. Platonisk vilde det være at styrke Existentsen ved den opbyggelige Tanke, at Mennesket ikke er jaget tomhændet ud i Verden, ved gjennem Erindring at besinde sig paa sit rige Udstyr, socratisk er det at faae hele Virkeligheden underkjendt og henvise Mennesket til en Erindring, der bestandig trækker sig længere og længere tilbage imod en 167Fortid, der selv trækker sig saa langt tilbage i Tiden som ►hiin adelige Families Herkomst, hvilken Ingen kunde huske. Vel fastholder 👤Socrates 121 ikke denne Sætning, men vi skal nu see, at det han sætter istedet, er ikke mindre ironisk. At Dyden kan læres eller ikke kan læres, har jeg hidtil opfattet i Betydning af at gjøre Erfaring, jeg har forstaaet det om den Erfaringens Skole, i hvilken Dyden læres. Vi bemærkede, at medens Sophisten lod Mennesket bestandig gaae i Skole, idet han blot fastholdt eller rettere i ethvert Moment opgav og slappede ►det 155Dissolute i Erfaringen, saa Mennesket blev ligesom ►den dumme 👤Gottlieb aldrig klog af Erfaring, gjorde 👤Socrates Dyden saa snerpet og knibsk, at den af den Grund aldrig kom til at gjøre Erfaring. 👤Socrates gjør imidlertid et dybere Forsøg paa at vise, at Dyden er een, det er, han vil udfinde det Andet, hvori alle Dyder saa at sige elske hverandre, og dette bliver da Erkjendelsen. Imidlertid gjennemføres dog denne Tanke ingenlunde til den Dybde af sorgløs ►Pelagianisme, der er Græciteten eiendommelig, saa at Synd bliver Uvidenhed, Misforstand, Forblindethed, og Villies-Momentet deri, Stolthed og Trods, bliver overseet, men idet han, for at skaffe sig Fodfæste, disputerer ►e concessis, opstiller han det Gode som det Behagelige, og den Erkjendelse, han saaledes ►vindicerer, bliver en Maalekunst, en fiin Forstan63dighed paa Nydelsens Gebet. Men en saadan Erkjendelse hæver i Grunden sig selv, idet den bestandig forudsætter sig selv. Medens derfor det tidligere berørte Ironiske i hele Dialogen viser sig deri, at 👤Socrates, der erklærede, at Dyden ikke kunde læres, dog reducerer den paa Erkjendelse, og altsaa beviser det Modsatte, og det gaaer ligesaa med 👤Protagoras, saa bliver det Ironiske ogsaa mærkeligt deri, at han opstiller en Erkjendelse, der, som sagt, tilsidst hæver sig selv, idet den uendelige Beregning af Nydelsens Forhold forhindrer og qvæler selve Nydelsen. Vi see altsaa: det Gode er det Behagelige, det Behagelige beroer paa Nydelse, Nydelsen beroer paa Erkjendelsen, Erkjendelsen paa en uendelig Maalen og Vragen, det vil sige: Det Negative ligger i den i en uendelig 115Empiri altid nødvendigen ►inhærerende usalige Utilfredsstillethed, 168det Ironiske i det »Velbekomme!« 👤Socrates, saa at sige, ønsker 👤Protagoras. Saaledes er nu i en vis Forstand 👤Socrates atter kommen til sin første Sætning, at Dyden ikke kan læres, idet Erfaringens uendelige Sum, ligesom en Masse af lutter stumme Bogstaver, jo mere den voxer desto mindre lader sig udtale. I første Potents ligger altsaa det Ironiske i at opstille en saadan Erkjendelseslære, som ►annihilerer sig selv, i anden Potens ligger det Ironiske i, at han lader, 122 som om han ved et Tilfælde er kommen til at forsvare Protagoras' Sætning, uagtet han jo ved selve Forsvaret tilintetgjør den. Thi at den platoniske 👤Socrates af anden Grund skulde have opstillet den Sætning, at det Gode er det Behagelige og det Onde det Ubehagelige, end for at tilintetgjøre den, det vilde jo være aldeles Urimeligt at antage.

156 ► 📖 Phædon

✂ Jeg skal nu gaae over til at behandle 📖 Phædon, en Dialog, i hvilken det Mythiske er mere fremtrædende, ligesom det Dialektiske fandtes ublandet i 📖 Protagoras. I denne Dialog 64 føres Beviserne for Sjælens Udødelighed, i hvilken Henseende jeg foreløbig skal anføre en Bemærkning af ►👤Baur (anførte Skrift Pag. 112): ►Dieser Glaube (an die Fortdauer der Seele nach dem Tode) gründet sich auf die Beweise, welche 👤Plato den 👤Socrates entwickeln läßt, diese Beweise selbst aber, wenn wir sie näher betrachten, führen uns wieder auf etwas anderes zurück, was in der unmittelbarsten Beziehung zu der Person 👤Sokrates steht.

✂ Forinden jeg imidlertid gaaer over til en Undersøgelse af disse Bevisers Natur, skal jeg give mit ringe Bidrag til at besvare Spørgsmaalet om Slægtskabet mellem 📖 Symposiet og 📖 Phædon. Som bekjendt har ►👤Schleiermacher og efter ham hos os ►👤Heise sat disse to Dialoger i den nøieste Forbindelse, idet de antage, at disse Dialoger omslutte hele den socratiske Existents, saaledes som den var saa vel i Verden som ud over Verden, og ved at indordne disse Dialoger i samtlige platoniske Dialogers 169Cyklus har de troet, at de afgive det positive Element til Sophisten og Statsmanden, (idet disse Dialoger efter deres Mening ikke opnaaede hvad de attraaede, at fremstille Philosophens Natur og Væsen), hvilket da vel især maatte gjelde om Sophistens Forhold til disse Dialoger, da Sophisten jo netop maatte være Philosophens Negation. Anderledes 116►👤Ast¹. I hans Skrift: ►📖 Platons Leben und Schriften (Leipzig 1816), henfører 123 han 📖 Phædon i den første Række af platoniske Dialoger, de saakaldte socratiske, af hvilke han tæller fire: 📖 Protagoras, 📖 Phædros, 📖 Gorgias, 📖 Phædon (►smlgn.Pag. 53). Han bemærker, hvad Forholdet mellem disse fire Dialoger angaaer: ►und zwar ist der 📖 Phädon, wenn der 📖 Pro65tagoras und 📖 Phädros wegen der Vorherrschaft des Mimischen und Ironischen zur Komödie sich hinneigen, entschieden tragisch: Erhabenheit und Rührung sein Charakter 157(►Pag. 157). Fremdeles bemærker han, at 👤Schleiermacher aldeles har miskjendt den platoniske Compositions Aand ved at sætte 📖 Phædon i Forbindelse med 📖 Symposiet: ►Im 📖 Symposion wird der hellenische Weise als vollendeter Erotiker dargestellt, im 📖 Phädon dagegen verschwindet der heitere, ⓘ himmlisch-schönehimmlisch-schöne] SKS, himmlich-schöne A Hellenismus, und der griechische 👤Socrates wird zum indischen Brahminen idealisirt, der einzig in der Sehnsucht nach Wiedervereinigung mit Gott lebt, dessen Philosophie also Betrachtung des Todes ist ....... Er (der Geist) flieht die den Geist trübende und störende Sinnlichkeit, und schmachtet nach Erlösung aus den Fesseln des ihn einkerkernden Körpers (►Pag. 157 og 58). – At der nu ved første Betragtning er en saare betydelig Forskjel mellem 📖 Phædon og 📖 Symposiet, det er indlysende; men paa den anden Side kan man da heller ei nægte, at 👤Ast aldeles isolerer 📖 Phædon, og at det Forsøg, han gjør paa at sætte den i Forbindelse med 📖 Phædrus, 📖 Protagoras og 📖 Gorgias ved at betegne den som tragisk, hvori det Rørende har Overhaand, egentlig ikke er i 170Samklang med hvad han selv siger om den mørke orientalske Mystik, der danner Modsætningen til den lyse himmelskjønne Hellenismus, der hvælver sig over 📖 Symposiet; thi fordi 📖 Phædon er tragisk, derfor kunde den græske Himmel gjerne overskinne den ligesaa skjøn, ligesaa rolig, ligesaa skyfri, da den jo havde været Vidne til mangen Tragoedie, uden at enten den derfor blev overtrukken og skyfuld, eller Luften trykkende og qvalm som Orientalernes. Men er den saaledes ikke græsk, saa søger man forgjeves at incorporere den i 👤Plato, end sige at stille den i Geled med andre. Hvad derimod 👤Schleiermachers Opfattelse angaaer, da kan man ikke nægte, at den Livsanskuelse, der foredrages i 📖 Symposiet, og den Dødsanskuelse, 66 der opstilles i 📖 Phædon, ikke ganske harmonere, hvilket 117man kan bemærke endog blot derved, at 📖 Phædon gjør Døden til Udgangspunkt for Anskuelsen af Livet, hvorimod 📖 Symposiet fastholder en Livsanskuelse, hvori Døden ikke er optaget som Moment. Disse to Opfattelser kan nu ingenlunde 124 tænkes som saa gunstigt stemte mod hinanden, at de uden en tredie Opfattelse kunde gjennemtrænge hinanden. Denne tredie Opfattelse maa enten være en spekulativ Betragtning, der er istand til at overvinde Døden, eller det er Ironien, der i 📖 Symposiet gjorde Kjærligheden til det Substantielle i Livet, men dog tog igjen med den anden Haand, idet den opfattede Kjærlighed negativt som Længsel, som nu her opfatter Livet retrograd, ethvert Øieblik vil tilbage i det Dunkle, hvoraf Sjælen udgik, eller rettere i den formløse uendelige Gjennemsigtighed. Døden er i 📖 Phædon aabenbart opfattet aldeles negativt. 158Vel er og bliver Døden altid et negativt Moment, men saasnart den blot opfattes som Moment, saa vil ogsaa det Positive deri, den frigjørende ►Metamorphose seierrigt overleve det Negative. Naar jeg nu erklærer mig for Ironien (tiltrods endog for saadanne Yttringer som ►Pag. 27: »Idetmindste troer jeg ikke, sagde 👤Socr., at den, der hører vor Samtale, var det selv en Komoedieskriver, tør sige, at jeg fører daarlig Snak, og taler om Ting, som ikke angaaer mig«), saa kan det maaskee synes Een og Anden ved første Øiekast saare urimeligt, 171ved nærmere Eftersyn maaskee ret antageligt. Den spekulative Eenhed kan nemlig ikke saaledes usynlig og umærkelig være tilstede, men vel den ironiske.

✂ Naar jeg nu siger, at Ironi er et væsentligt Element i 📖 Phædon, saa mener jeg naturligviis ikke de ironiske Forziringer, der findes adspredte i denne Dialog, da de, hvor betydningsfulde de end ⓘ kundekunde] , kunne SV2 være, og hvor meget de end for den dybere Betragtning stedse mere og mere udvide sig, dog i det Høieste kun kan være Vink om den endelige An67skuelse, der gjennemtrænger hele Dialogen. Jeg vil anføre et Par Exempler. ►Pag. 42: »Dog synes Du og 👤Simmias gjerne at ville udføre denne Sætning videre og ligesom Børnene at frygte for, at Vinden virkelig skal bortblæse og adsprede den (Sjælen), idet den gaaer ud af Legemet, især naar En tilfældigviis ikke døde i et stille Veir, men under en stærk Storm.« ►Pag. 119: 👤Socrates bebreider 👤Kriton, at han spørger ham, hvorledes han vil begraves, og tilføier, at 👤Kriton formodentlig troer, at alt det, han har talt om, hvorledes han vil gaae bort til de Saliges Herligheder, »hvilke end disse monne være,« kun er sagt for at berolige Disciplene og 118sig selv ..: »stiller derfor en Borgen for mig hos 👤Kriton, modsat den, han stillede for mig hos Dommerne. Thi han borgede for, at jeg ganske vist vilde blive, men borger I for, at jeg ganske vist ikke vil blive, naar jeg er død, 125 men gaae bort.« Dog, slige ironiske Yttringer lode sig endnu ret godt forene med den formeentlige Alvor og den dybe Rørelse, der skal gaae gjennem den hele Dialog; hvorimod man rigtignok heller ikke bør nægte, at de tage sig langt bedre ud, naar man i dem mærker Ironiens stille, hemmelige Væxt.

✂ Det første Bidrag, jeg skal levere for at understøtte min Paastand, er derimod et Forsvar for, at Aanden i denne Dialog er ægte græsk og ikke orientalsk. Efter den Forestilling nemlig, jeg kan gjøre mig om den orientalske Mystik, bestaaer den Hendøen, 159der her kan være Tale om, i en Slappelse af den Sjælens Muskelkraft, af den Spænding, som Bevistheden er, i en Opløsthed og tungsindigt hensynkende Mathed, i en Blødgjørelse, 172hvorved man ikke bliver lettere, men tungere, hvorved man ikke forflygtiges, men chaotisk blandes og i ubestemte Bevægelser rører sig i en Taagemasse. Østerlænderen kan derfor vel ønske at befries fra Legemet og føle det som noget Trykkende, men det er da egentlig ikke for at blive friere men for at blive mere bunden, som om han iste68detfor ►Locomotion vilde ønske Plantens vegetative ►Stillleben. Det er istedetfor Tankens Himmel at ønske sig den taagede, døsige Svælgen, som et ►Opiat kan forskaffe, istedetfor Handlingens Energi at ønske sig en med et ►dolce far niente forbunden illusorisk Hvile i en Fuldbringelse. Men Grækenlands Himmel er høi og hvælvet, ikke flad og trykkende, den høiner sig bestandig mere og mere, synker ikke ængstende ned; dens Luft er let og gjennemsigtig, ikke diset og qvalm. De Længsler, her kan være Tale om, gaae derfor ud paa at blive lettere og lettere, at concentreres i et stedse flygtigere og flygtigere ►Sublimat, ikke at ►evaporere i en sløvende Mathed. Bevidstheden vil ikke udblødes i flydende Bestemmelser, men strammes mere og mere. Østerlænderen vil derfor tilbage bag Bevidstheden, Grækeren ud over Bevidsthedens Succession. Men dette aldeles Abstrakte, den vil, bliver tilsidst det meest Abstrakte, det Letteste, nemlig Intet. Og her staae vi ved et ►Coincidentspunkt for de to Opfattelser, der hidrøre enten fra den subjektive Mystik eller fra Ironien. At nu den af den successive Afdøen resulterende Existents i 📖 Phædon er opfattet aldeles abstrakt, det vil vist indlyse for Enhver, der har læst denne Dialog. Lidt nærmere at eftervise det, kan imidlertid ikke være af 119Veien. Dette kan skee deels ved at vise, hvorledes 👤Socrates opfatter Sjælens Natur, forsaavidt som jo den rette Opfattelse af Sjælen egentlig i sig 126 maa indeholde, maa være imprægneret med det rette Beviis for dens Udødelighed; deels ved nøiagtigere at analysere de forskjellige Yttringer, der findes med Hensyn til Sjælens tilkommende Hvorledes. Ved denne sidste Undersøgelse vil jeg ►subsidialiter tage et Hensyn til 📖 Apologien, der netop som historisk Aktstykke maa kunne lede os paa vor Vei.

✂ Det er til disse Undersøgelser jeg nu skal gaae over, og jeg 173skal forinden blot gjøre den Bemærkning, at det er betænkeligt, med Hensyn til den Vigtighed et saadant Spørgsmaal 69 som det om Sjælens Udødelighed altid maa have, at det i Platonismen behandles 160leilighedsviis, nemlig i Anledning af 👤Socrates' Død. Det er altsaa til den første Undersøgelse jeg nu skal gaae over, eller til det Spørgsmaal, hvorledes 👤Socrates opfatter Sjælens Væsen, og dette fører os ind i den nærmere Drøftelse af de af ham opstillede Beviser for dens Udødelighed¹. 127

✂ 70161174120Som Indledning til ⓘ den egentligeden egentlige] SKS, den egentlig A Argumentation ►oplyser 👤Socrates først, hvorledes det hænger sammen med Philosophernes Lyst til at døe. Er Døden nemlig, hvilket indrømmes, en Adskillelse af Sjæl og Legeme, beroer fremdeles den egentlige Erkjendelse paa en Abstraktion fra den lavere Sandsning, da man aldrig ved nogen sandselig Iagttagelse træffer det, som udgjør en Tings Væsen, ifølge hvilket den er det, den er, saasom Størrelse, Sundhed, Styrke o. s. v. (smlgn. ►Pag. 17), saa indseer man jo lettelig, at Philosopherne maae ønske (smlgn. ►Pag. 20) at have saa Lidt som muligt at skaffe med Legemet, ja ved Døden at luttres og befries fra Legemets Daarskab, for at fuldkomme hvad de allerede her i Livet have forsøgt (smlgn. ►Pag. 18), med den rene Tanke at efterjage Tingenes rene Væsen. Men her er nu aabenbart Sjælen opfattet lige128saa abstrakt, som det Tingenes rene Væsen, der er Gjenstand for dens Virksomhed. Og der bliver en betænkelig Tvivl tilbage, om der egentlig, om end Philosophien med nok saa stor Anstrængelse søger at skræmme dette Tingenes rene Væsen ud af alle dets Smuthuller, om der egentlig vil vise sig noget Andet end det reent Abstrakte (Sundhed, Størrelse o. s. v.), der som saadant i sin Modsætning til det Concrete er Intet. 71 Heraf følger da igjen, at Sjælen i sin erkjendende Virksomhed, for ret at blive congruent med sin Gjenstand, i samme Grad maa blive til Intet. 175Ja Sjælen maa i den Grad stedse blive lettere og lettere, at det kun er de Sjæle, der have pleiet for megen 121Omgang med Legemet, der paa Grund af dette (smlgn. ►Pag. 50) vil ►betynges og trækkes tilbage til 162det synlige Sted, af Frygt for det Formløse og Aandeverdenen, og som ►skyggeartede Skikkelser ►bevæge sig omkring ved Mindesmærker og Grave. ►Saadanne Skyggebilleder maae de Sjæle vise os, som ikke ere blevne reent afløste, men endnu have Deel i det Synlige, hvorfor de da ogsaa sees. At opfatte Spøgelser som en ufuldkommen Existents, derimod kunde vel Intet være at indvende, men naar man sætter det »Formløse« som det Ideale, saa sees dog, hvor negativt Alt er opfattet og hvorledes Sjælen bliver til Intet. Vil man derfor give 👤Socrates Ret i det af ham opstillede Dilemma (smlgn. ►Pag. 20), at man maa ►antage Eet af To, enten at vi aldrig komme til Erkjendelse eller først efter Døden, saa vil man vist ogsaa blive temmelig betænkelig ved den socratiske Udvei. Jeg har opholdt mig lidt længere ved disse indledende Undersøgelser, fordi de give en Forestilling om, hvad man kan vente sig af den hele følgende Betragtning. At opstille de enkelte Argumenter og derpaa at gjennemgaae dem, vilde her blive for vidtløftigt, og jeg vil for de Læsere, som ønske ikke at forfølge dem i deres Tilblivelse under Samtalen, men at see dem, saavidt muligt, i fuldstændig videnskabelig Holdning, henvise til ►👤Baur og 👤Ast.

✂ Af mere Vigtighed synes det derimod at bemærke, at de enkelte Argumenter, der anføres, ikke altid ere i Harmoni med hinanden. Naar man nemlig sætter ►det Argument, der hentes fra den Betragtning, at det Modsatte opstaaer af det Modsatte, og ►at der imellem Modsætningernes Led findes to Strømninger, det Førstes Overgang i det Andet og det 72 Andets Tilbagegang i det Første, i Forbindelse med ►det Argument, der ved Betragtningen af Sjælens Præexistents, saaledes som denne mani129festerer sig i Erindringens Natur og Væsen, søger paa den Maade at sikkre det Continuerlige, saa skjønner jeg ikke rettere end, at enten Begrebet om dens Præexistents udelukker Forestillingen om dens Tilblivelse, eller, naar man vil fastholde 176Præexistentsen i Harmoni med Anskuelsen af ►Vordelsen, at man maa antage, at 👤Socrates har beviist Legemernes Opstandelse. Men dette er jo ganske i Modsigelse med hans øvrige Theorie. En Uovereensstemmelse bliver der vistnok altid mellem disse to Argumenter, som ikke kan fjernes ved den Uklarhed om, hvad Døden egentlig er, der findes i det første, eller ved den tilsnegne Forudsætning, ►som 👤Baur med Føie opholder sig over, at Døden ikke er Livets Ophør men kun en anden Art af Existents (smlgn. ⓘ anf.anf.] SKS, anf A Skr. 122Pag. 114). Naar nu 👤Baur frakjender disse Argumenter Beviiskraft og mener, at de kun ere en analytisk 163►Exposition af Sjælens Begreb, og at altsaa Udødeligheden kun forsaavidt følger af dem, som den allerede bliver forudsat i Sjælens Begreb, saa kan man vel være enig med ham; men man maa dog ikke oversee, at det Haarde, Sjælen her bliver, som ellers det Gode, det Skjønne o. s. v., her ikke staaer som et Udgangspunkt, men som et Resultat, at det er netop idet Betragtningen vil gribe Sjælens Væsen, at dette viser sig som uigjennemtrængeligt, og ikke i Medfør af denne Sjælens Uigjennemtrængelighed, at man gaaer ud i Argumenternes Mangfoldighed. Dette er nemlig et negativt Resultat, det Andet en positiv Forudsætning, hvilket jeg her atter maa gjøre opmærksom paa.

✂ See vi nu hen til, hvilken Sjælens Beskaffenhed maa være, hvilken specifik Existents den maa have, forsaavidt som Besvarelsen af disse Spørgsmaal skal hentes fra den Forestilling herom, som hviler i det Argument for dens Udødelighed, 73 der hentes fra Erindringens Natur og Væsen, da komme vi ogsaa til de meest abstrakte Bestemmelser. Idet nemlig Mennesket sandseligt paavirkes, fører det disse Sandse-Indtryk hen til visse Almeen-Forestillinger f. Ex. det Lige (►Pag. 33 ff.), det i og for sig Skjønne, Gode, Retfærdige, Fromme o. s. v., overhovedet til alt det, »som vi saavel i vore Spørgsmaal som Svar betegne som det, der er« (smlgn. ►Pag. 37). Disse Almeen-Forestillinger erhverves ikke ved Erfaringens atomistiske Iagttagelser, eller ►ved Inductionens Usurpationer, tvertimod de forudsætte sig selv bestandig. ⓘ »Enten»Enten] SKS, Enten A ere vi altsaa fødte med disse Erkjendelser, 177og vi besidde dem alle vort hele Liv igjennem, 130 eller de, om hvilke vi sige, at de lære Noget, erindre sig i Grunden kun dette, og det at lære er altsaa en Erindren« (►Pag. 38 ned.) Den spekulativt uforklarede, vistnok som alt Spekulativt ved første Øiekast paradoxe, Synthese af det Timelige og det Evige beroliges her poetisk og religiøst. Det er ikke Selvbevisthedens evige Sig-selv-Forudsætten, der lader det Universelle slutte sig tæt og snevert om det Særegne, det Individuelle, der her træder os imøde, tvertimod: det Universelle flagrer løst omkring det. ►Punctum saliens i Argumentationen er egentlig dette, at ligesom Ideerne ere til før de sandselige Ting, saaledes er Sjælen til før Legemet. Dette lyder vel i og for sig ret antageligt, men saa længe det ikke er oplyst, hvorledes Ideerne ere til før Tingene, og i hvilken Forstand, saa seer man, at det »ligesom,« hvorom Alt dreier sig, bliver det abstrakte Ligheds-Tegn 123mellem to ubekjendte Størrelser. Forsaavidt man ved nærmere at undersøge 164de paa den ene Side af Lighedstegnet givne Størrelser skulde troe at faae nogen nærmere Oplysning, og denne Tro allerede bestyrkes ved Tanken om, ►at det er det i og for sig Gode, Skjønne, Retfærdige, Fromme, hvorom Talen er, saa qvæles den atter, naar vi betænke, at det tillige er det Lige o. s. v., af hvis Præexistents 74 Sjælens Præexistents afhænger. Thi staaer det sig ikke bedre med Sjælens Præexistents end med slige Almeen-Forestillinger, saa seer man jo let, at den forsvinder ligesom hine i denne uendelige Abstraktion. Fra dette Punkt af lod sig nu vistnok, enten i Form af en seierrig Spekulation, eller en Troens Fortabelse, danne Overgangen til en positiv Opfattelse, men dette skeer ikke; og hvad Læseren maa optage i sig som en evig in Mente endog ved den mindste Beregning i hele denne Undersøgelse, dette Punkt er ikke det Intet, hvorfra man gaaer ud, men det Intet, hvortil man gjennem Overveielsens Besværlighed kommer. Og man kan gaae videre. Sæt der lod sig forbinde en Forestilling med denne Ideernes Existents udenfor enhver Concretion, saa maatte man jo spørge: i hvilket Forhold til denne vilde man da sætte den præexisterende Sjæl. I Jordelivet var dens Virksomhed 178denne, at føre det Enkelte tilbage paa dette Almindelige, men det concrete Forhold af det Enkelte til det Universelle, som er givet i og med Individualitet, var der aabenbart ikke Tale om. Den af Sjælen realiserede Forbindelse mellem disse to Magter var aldeles ►transitorisk, ingen forblivende. Forsaavidt maatte altsaa Sjælen i dens tidligere Existents være 131 aldeles forflygtiget i Ideernes Verden, og i denne Henseende er det heldigt udtrykt af ►👤Plato, at Sjælen ved Overgangen i det sandselige Liv glemmer disse Ideer, thi denne Glemsel er netop den Nat, der gaaer forud for Bevisthedens Dag, er det Hvilepunkt, der naturligviis er uendeligt forsvindende og Intet, hvoraf det Universelle bestemmer sig hen til det Særegne. Glemsel er altsaa den evig ►limiterende Forudsætning, der uendeligt negeres ved Erindringens evig forbindende Forudsætning. Men dette, at den platoniske Lære trænger til de to Extremer af Abstraktion, den aldeles abstrakte Præexistents og en ligesaa abstrakt Postexistents ɔ: Udødelighed, viser netop, at Sjælen maa være opfattet aldeles abstrakt 75 og negativt ogsaa i dens timelige Existents. Dette, at det jordiske Liv efter 👤Plato fortoner sig (dette Ord taget saavel i malerisk som musicalsk Forstand) til begge Sider, skulde man troe maatte føre til den Anskuelse, at det 124jordiske Liv var den fyldige Midte, men det er ingenlunde Tilfælde 165her i 📖 Phædon. Tvertimod, dette Liv er det ufuldkomne, og det Formløse er det, hvorefter Længselen stunder.¹

✂ Til ligesaa abstrakte Resultater komme vi, naar vi gjennem de øvrige Beviser arbeide os hen til den for disse til Grund liggende Anskuelse af Sjælens Væsen. – ►Det Ikke-Sammensatte kan ikke opløses og forgaae. Det Sammensatte derimod hører det til at opløses paa samme Maade, som det 179er sammensat. Da nu Sjælen hører til det Ikke-Sammensatte, saa følger deraf, at den ikke kan opløses. Dog denne hele Tankebevægelse er aldeles tilsyneladende, da det egentlig er Tautologiens holdningsløse Grund, den bevæger sig paa. Vi maae derfor følge 👤Socrates, naar han oplyser Analogierne. ►Det Usammensatte er det, der altid forholder sig paa den samme Maade. ►Hiint Væsen selv, siger han (►Pag. 44), hvilket vi i vore Spørgsmaal og Svar tilskrive egentlig Væren, forholder det sig vel altid paa samme Maade eller snart saaledes snart anderledes? Det i og for sig selv Lige, Skjønne og Alt, hvad der har egentlig Væren, kan det 132 nogensinde undergaae nogensomhelst Forandring? »►Disse Ting ere altid sig selv lige, ere formløse og kunne ikke sees.« ►Sjælen har nu størst Lighed med det Guddommelige, Udødelige, Fornuftige, Eensartede, Uoplø76selige og altid paa een og samme Maade sig Forholdende, Legemet derimod har størst Lighed med det Menneskelige, Dødelige, Ufornuftige, Mangeartede, Opløselige og aldrig paa samme Maade sig Forholdende (►Pag. 47). Men her ere vi altsaa komne til en ligesaa abstract Opfattelse af Sjælens Existents og dens Forhold til Legemet. Denne Betragtning gjør sig nemlig ingenlunde skyldig i paa en materiel Maade at anvise Sjælen en bestemt Plads i Legemet, men den overseer paa den anden Side ogsaa aldeles Sjælens Forhold til Legemet, og istedetfor at lade Sjælen frit røre sig i det af den selv producerede Legeme, er den idelig ifærd med at liste sig ud af Legemet. Det Billede, som 👤Kebes senere benytter til en Indvending mod Sjælens Udødelighed, forsaavidt man udleder samme af den Betragtning, at da Legemet, der dog er det Svagere, vedblev, ogsaa Sjælen, der er det Stærkere, maatte 125vedblive, at det 166nemlig er, ►som om Nogen vilde føre den Tale om en gammel Væver, som var død: Manden er ikke død, men maa vistnok være etsteds, og som Beviis derpaa vilde fremføre, at den Klædning han havde paa, og som han selv havde vævet, var uskadt og ikke tilintetgjort (►Pag. 61), dette Billede, siger jeg, vilde, rigtigt benyttet, idet man udhævede det Sindrige i at sammenligne Sjælen med en Væver, allerede lede til langt 180konkretere Forestillinger. At Sjælen ikke er sammensat, det kan man gjerne indrømme, men saalænge der ikke er givet nøiagtigere Svar paa det Spørgsmaal, i hvilken Forstand den ikke er sammensat, og hvorvidt den dog i en anden Forstand er et Indbegreb af Bestemmelser, bliver naturligviis den Bestemmelse aldeles negativ, og dens Udødelighed ligesaa ►langweilig som det evige Eettal.

✂ Hvad endelig det sidste Argument angaaer, der er opført paa den Sætning, at hvad der bestaaer, bestaaer ved sin Deelagtighed i Ideen, og at enhver Idee udelukker af sig det Modsatte (►Pag. 97: »►eller maae vi ikke sige, at 77 Tre vil heller gaae under og lide, hvad det skal være, end taale at være tre og tillige at blive ⓘ lige«),lige«),] SKS, lige),« A samt at denne Udelukken ikke blot finder Sted med Ideen, men med Alt, hvad der hører under Ideen; da gaaer det her ikke bedre. Sjælen er Livsprincipet, men Liv er Døden modsat, og altsaa kan Sjælen aldrig optage Ideens (ɔ: Livets) Modsæt133ning (ɔ: Døden) i sig, den er altsaa udødelig. Men her styrer Forestillingen ogsaa videre og videre ud i Abstraktionens ►gerade ins Blaue hinein. Thi saalænge der ikke er oplyst, hvilket Modsætnings-Forhold der finder Sted mellem Liv og Død, saalænge er ogsaa Sjælens Forhold til Legemet opfattet aldeles negativt, og Sjælens Liv udenfor Legemet bliver i ethvert Tilfælde aldeles prædikatløst og ubestemmeligt.

✂ Men naar Sjælens Væsen i den Grad opfattes abstrakt, saa kan man forud beregne, hvilke Oplysninger man kan vente sig med Hensyn til Spørgsmaalet om Sjælens tilkommende Existents's Hvorledes. Hermed mener jeg ikke ►chorographiske og statistiske Oversigter over den nye Verden, heller ikke phantastisk Hulter til Bulter, men spekulativ Gjennemsigtighed i Henseende til dette Spørgsmaal. Ogsaa ►Apostelen 👤Johannes siger jo, at vi ikke vide, hvorledes vi skulle vorde, men dette er naturligviis i Retning af en hiinsides Empirie. Den spekulative Oplysning derimod, at der gives en Legemernes Opstandelse, laae ham nær, ikke for at 167undgaae en Vanskelighed, men fordi han selv fandt Hvile deri. Derimod udtales 126det endog i ►den 181mythiske Deel af denne Dialog, at Legemernes Opstandelse eller Vedbliven er Noget, ►som kun de Ugudelige have at befrygte, hvorimod de, ►som ere tilstrækkeligen luttrede ved Philosophi, ville i den kommende Tid leve ganske uden Legemer (►Pag. 117). Det eneste Forsøg, der gjøres for at holde igjen mod dette Abstraktionens tøilesløse Spring ud »►i den vide Verden« og tilveiebringe en Real-Existents, der ikke tillader Tanken at kuldseile 78 og Livet at forflygtiges, er den ethiske Harmoni, den moralske Melodi, der vil afgive den Alt i den nye Tingenes Orden constituerende Naturlov, om jeg saa tør sige, med eet Ord den retfærdige Gjengjeldelse, der vil være det i Alt sig rørende Princip. Og i Sandhed, naar denne Betragtning kommer til Hæder og Ære, da vil Udødeligheden ikke blive en Skygge-Existents, og det evige Liv ikke et ►Schattenspiel an der Wand. Men end ikke i den mythiske Deel af Dialogen skeer dette fuldelig. Hvorvidt det skeer, skal senere vorde undersøgt, kun her maa det erindres, at det kun er i den mythiske Deel af Dialogen at det forsøges. – Saaledes kan nu Tanken atter vende tilbage til det Punkt, den for et Øieblik tabte af Sigte, det negative Hvad, og det ligesaa negative Hvorledes, der i den dialektiske Udvikling i 📖 Phædon forkynde sig som den positive Besvarelse af Spørgsmaalet om Sjælens Væsen, forsaavidt dette i sig indeslutter Be134viset for dens Udødelighed. Dette, at den hele Betragtning ender negativt, at Livet taber sig i den fjernt hendøende Gjenlyd, (►Nachhall vilde jeg heller sige), kunde have sin Grund i Platonismens subjektive Standpunkt, der misfornøiet med Ideens Umiddelbarhed i Existentsen, saaledes som denne er givet i det Classiskes salige Tilfredshed, nu søgte at gribe den i sin Reflekterethed og derfor ►favnede Skyen for 👤Juno. Dette subjektive Standpunkt gav den nu ikke mere end det foregaaende havde eiet, men berøvede den endogsaa Noget, nemlig Virkeligheden. ►👤Rosenkrantz har etsteds rigtigt bemærket, at jo fyldigere Livet er, jo yppigere det svulmer, desto mere afbleget og luftig er Udødeligheden. ►👤Homers Helte sukke efter endog den ringeste Stilling i det virkelige Liv og ønske med 168den at 182ombytte Underverdenens Skyggerige. Hos 👤Plato bliver Udødeligheden endnu lettere, ja næsten til at blæse bort, og dog ønsker Philosophen at forlade Virkeligheden, ja saavidt muligt at 79 være død allerede i levende Live. Det er nu det subjektive Standpunkts sørgelige Selvmodsigelse.

✂ Men herved ere vi endnu ikke komne til at see det Ironiske, og 127det er dog det, jeg, saavidt muligt, vil søge at vise. At Ironien paa en Prik kan ligne dette, at den for den flygtige Iagttagelse endog kan forvexles med det, det vil vist Enhver indrømme, der veed, hvad Ironien er for en lille usynlig Person. Det er altsaa igjen et af Coincidentspunkterne mellem 👤Plato og 👤Socrates. Derfor kan nu Een ved især at accentuere den Pathos, der oftere fremtræder i denne Dialog, drage Alt over til 👤Plato, til den Begeistring, der vistnok i Henseende til Resultat bliver slet aflagt. Men paa den anden Side vil man dog vist ikke nægte, at der i Dialogen hersker en vis Usikkerhed, der tyder paa, at Ironien paa en eller anden Maade er med i Spillet. Thi hvor ubetydeligt end Resultatet er, kunde det dog gjerne være udtalt med Begeistringens hele Overbeviisning. Denne Usikkerhed sporer man paa flere Steder i 📖 Phædon, og disse vinde i Betydning, naar man bringer dem i Forbindelse med 📖 Apologien, der som historisk Aktstykke netop maa indrømmes en fortrinlig Plads, naar man vil søge det reent Socratiske.

✂ Forinden jeg imidlertid gaaer over til denne Documentation, maa jeg endnu dvæle ved lidt nærmere at betragte den Længsel efter Døden, der her i 📖 Phædon tillægges Philosophen. Den Anskuelse nemlig, at Livet egentlig bestaaer i at afdøe, kan opfattes deels moralsk, deels intellec135tuelt. Moralsk er den bleven opfattet i Christendommen, der da heller ikke er bleven staaende ved det blot Negative; thi i samme Grad som Mennesket ►afdøer fra det Ene, ►voxer det Andet en guddommelig Væxt, og naar dette Andet har ligesom indsuget og tilegnet sig og derved forædlet al den Spirekraft, der var i det ►Syndens Legeme, der skulde dødes, da er dette ogsaa efter80haanden skrumpet sammen, udtørret, og idet det brister og hensmuldrer, da 183hæver ►det fuldvoxne Guds-Menneske sig ud deraf, der er ►skabt efter Gud i Sandheds Retfærdighed og Hellighed. Forsaavidt Christendommen ogsaa antager ►en fuldkomnere Erkjendelse forbunden med denne Gjenfødelse, saa er dette dog kun secundairt og fornemmelig kun forsaavidt, som Erkjendelsen tilforn ogsaa har været befængt med Syndens Smitte. Intellectuelt er denne Afdøen opfattet i Græciteten, det vil sige reent intellectuelt, og man kjender ogsaa strax herpaa Hedenskabets 169sorgløse ►Pelagianisme. Man tillade mig at udhæve for en Forsigtigheds Skyld, hvad forøvrigt formodentlig de fleste Læsere indsee. Paa den ene Side er i Christendommen det, der skal afdøes fra, opfattet i sin Positivitet, som Synd, som et Rige, der kun altfor overbevisende 128forkynder sin Gyldighed for enhver, der ►sukker under dets Love; paa den anden Side er det, der skal fødes og opstaae, opfattet ligesaa positivt. Ved den intellectuelle Afdøen er det, der skal afdøes fra, noget Indifferent, det der skal voxe derunder noget Abstrakt. Forholdet mellem disse to store Anskuelser er omtrent følgende. Den Ene siger, man skal afholde sig fra usunde Spiser, beherske Lysten, saa skal Sundheden udfolde sig, den Anden siger, man skal lade være at spise og drikke, saa kan man nok have Haab om efterhaanden at blive til Intet. Man seer saaledes, at Grækeren er større Rigorist end den Christne, men derfor er hans Anskuelse ogsaa usand. Efter den christelige Anskuelse er da ogsaa Dødsøieblikket den sidste Strid mellem Dag og Nat, ►Døden er, som den i Kirken skjønt er bleven kaldet, Fødselen. Med andre Ord, den Christne dvæler ikke ved Striden, ved Tvivlen, ved Smerten, ved det Negative, men ►fryder sig ved Seiren, ved Visheden, ved Saligheden, ved det Positive. Platonismen vil, at man skal afdøe fra den sandselige Erkjenden for ved Døden at opløses i det Udødelighedens Rige, hvor det i og 81 for sig Lige, det i og for sig Skjønne o. s. v. leve i Dødsstilhed. Dette udtrykkes endnu stærkere ved en Yttring af 👤Socrates, ►at Philosophens Attraa er efter at døe og at 136 være død. Men at attraae Døden saaledes i og for sig, kan ikke være grundet i Begeistring, forsaavidt man vil agte dette Ord og ikke f. Ex. bruge 184det om det Vanvid, hvormed man vel stundom seer Mennesket at ønske at blive til Intet, det maa være grundet i en Art Livslede. Saalænge der endnu ikke kan være Tale om, at man ret indseer, hvad der ligger i dette Ønske, saalænge kan Begeistringen endnu være der, hvorimod, naar Ønsket har sin Grund i en vis Dorskhed, eller den Ønskende er sig bevidst, hvad han ønsker, da er Livslede det Fremherskende. I mine Øine indeholder den bekjendte ►Gravskrift af 👤Wessel: »tilsidst gad han ei heller leve,« Ironiens Anskuelse af Døden. Men den der døer, fordi han ikke gider leve, han ønsker visselig heller ikke et nyt Liv, thi det vilde jo være en Modsigelse. 170Denne Mathed, der i den Forstand ønsker Døden, er nu aabenbart en fornem Sygdom, der kun har hjemme i de høieste Cirkler, og er i sin fuldkomne Ublandethed ligesaa stor som den Begeistring, der i Døden seer Livets Forklarelse. Det er de to Poler, mellem hvilke det almindelig menneskelige Liv bevæger sig døsigt og uklart. Ironien er nemlig en Sundhed, forsaavidt den frelser Sjælen ud af det Relatives Besnærelser, den er en Sygdom, forsaavidt 129den ikke kan bære det Absolute uden i Form af Intet, men denne Sygdom er en ►Climatfeber, som kun faa Individer paadrage sig, færre overstaae.

✂ Ironien nu betræffende i 📖 Phædon, da maa denne naturligviis opfattes i det Moment, hvor Ironien som Anskuelse bryder ►den Befæstning, der adskiller Himlens og Jordens Vande, og forener sig med den totale Ironi, der tilintetgjør Individet. Dette Punkt er ligesaa vanskeligt at fastholde som Punk82tet mellem Tø og Frost, og dog ligger 📖 Phædon, naar man vil bruge den af mig opstillede ►point de vue-Maaler, lige mellem disse Ironiens to Bestemmelser. Jeg skal nu gaae over til en Dokumentation, forsaavidt den er mulig. I denne Henseende er det ingenlunde min Mening at dølge, at enhver saadan Dokumentation bestandig forudsætter et Noget, det Anskuelsens Totale, som ligger ud over det Enkelte, det ►Skabelsens Bliv, som ved ethvert Menneskeværk først kommer bag efter, i det Øieblik, da det Usynlige bliver anskueligt i det Synlige. Dersom det nemlig var en subjektiv Mysticisme, hvoraf 👤Socrates, ikke var hildet (thi dette Udtryk 185vilde jo allerede antyde en Bevisthed), men hvis frugtbare Overflødighed ligesom overstrømmede ham, da vilde vi 137 vistnok ikke derunder høre en tvivlende, usikker ►Probabilitetsberegning. Men at dette finder Sted vil vist Ingen nægte, der har læst 📖 Phædon opmærksomt, og endnu mindre Nogen, der blot flygtigt har gjennemseet 📖 Apologien. Det maa da henstilles til Enhvers Skjøn, om saadanne Yttringer lade sig bringe i Harmoni med en 👤Platos Pathos, eller, hvilket bliver det samme, i Samklang med 👤Socrates, identificeret til det Yderste med 👤Plato, eller om det ikke snarere tyder hen paa en Forskjel, der i samme Grad er uliig som den er liig, i samme Grad liig som den er uliig. At dette nu er Tilfældet med en umiddelbar Spekulation og Ironi, det er allerede antydet i det Foregaaende, og dertil skal Undersøgelsen ogsaa oftere vende tilbage. ►👤Socrates yttrer selv i 📖 Phædon, at Hovedformaalet for hans Bestræbelser for at vise Sjælens Udødelighed er, ►selv ret at blive overbeviist om, at det forholder sig saaledes, og tilføier: »jeg beregner nemlig, kjære Ven, og du seer, hvor egennyttigt, at naar det, som jeg antager, er sandt, er det 171dog fortræffeligt at være overbeviist derom, men er der Intet tilbage for den Døde, vil jeg idetmindste i denne Tid før min Død falde mine Venner mindre til Besvær 83 ved Klager, og denne min Vildfarelse vil desuden ikke være varig – thi det var vistnok et Onde – men om 130en kort Tid forsvinde.« Smlgn. ►👤Heises Oversættelse Pag. 69. Disse Ord lyde nu fra en ganske anden Verden, og det er visselig ikke alene det Udraab: ►ϑέασαι ὡς πλεονεϰτιϰῶς, der skjuler Ironien i sig. Den Tanke, at man ved Døden skulde blive til slet Intet (►εἰ δὲ μηδέν ἐστι τελευτήσαντι, ►sin post mortem sensus omnis atque ipse animus exstinguitur cfr. ►👤Stallbaum, Pag. 133 ned.), ►perhorrescerer han slet ikke, men paa den anden Side tager han den ikke med, for at jage den excentriske Tanke forfærdet ved denne Conseqvents hjem igjen, men spøger ret egentlig med den, og vil, naar galt skal være, hellere rives ud af denne Vildfarelse, »►thi at blive i den vilde jo være et Onde,« og derved aldeles ►annihileres. Men det som netop characteriserer Ironien 186er den abstrakte Maalestok, ved hvilken den nivellerer Alt, ved hvilken den behersker enhver ►overvættes Stemning, og saaledes mod Dødens Frygt ikke sætter Begeistringens Pathos, men finder at det er et ret ►curieust Experiment saaledes at blive til slet Intet. Dette maa nu være en ►locus classicus af 📖 Phædon, de adspredte Stænk, der findes hist og her af lignende Art, vilde kræve en altfor vidtløftig Behandling, til at jeg kan indlade mig derpaa. ►📖 Apologien kræver desuden nu Opmærksomheden. 138

📖 Apologien

✂ 📖 Apologien skal benyttes i en dobbelt Hensigt, deels for ved de i den indeholdte Yttringer, betræffende Sjælens Udødelighed, at komme vor Argumentation af 📖 Phædon til Hjælp, der søgte at lade det Dialektiske i denne Dialog afrunde sig i Ironi, deels for af dens Total-Anlæg at lade 👤Socrates' Standpunkt blive øiensynligt som Ironi.

✂ 84Naar man blot ikke med ►👤Ast vil antage, at 📖 Apologien ikke er af 👤Plato, men af en ubekjendt Taler, saa er det denne Undersøgelse temmeligt ligegyldigt, om man med 👤Schleiermacher ►formener, at 172dette Forsvar virkelig saaledes er holdt af 👤Socrates¹, eller med ►👤Stallbaum, at det vel ikke af ham er holdt saaledes, men at 👤Plato i at udarbeide denne Tale har søgt at nærme sig den historiske 👤Socrates 131saa vidt muligt. 👤Stallbaum siger (►præfatio ad apologiam 👤Socratis p. 4): ►quæ (sc. sententia) si vera est, nemo, opinor, mirabitur, quod 👤Plato non eam, quam alias, verborum sententiarumque sublimitatem in hoc libro adhibuit. Nam quum 👤Socratem ita demum sibi videretur recte defendere, si illum, qualis in vita fuerit, talem in judicio 187dicentem faceret, non licebat ei arbitratu suo agere, sed debebat videre, quid Socratis ingenio et moribus conveniret, et quid loci ac temporis rationibus esset accommodatum. Ønsker Nogen at lære at kjende det store Antal af Forfattere, der have erklæret sig mod 👤Ast, da ere deres Navne til behageligt Eftersyn ►hos 👤Stallbaum sammesteds. Det som er mig Hovedsagen er, at man i 📖 Apologien seer et paalideligt Billede af den virkelige 👤Socrates. ►👤Ast, som i 📖 Phædon fandt det Ophøiede, det Rørende fremherskende, kan naturligviis ikke andet end indigneres over den Maade, paa hvilken 👤Socrates her gererer sig, og derfor blandt 139 Andet erklærer han 📖 Apologien for uægte. Naar man nu med Fleertallet, ja med den absolute Majoritet af Fortolkere vil antage 📖 Apologien for ægte, saa nødes man i Sandhed til at gjøre anderle85des Udvei end, som almindeligt skeer, at indskrænke sig til den Forsikkring, at der i 📖 Apologien er Intet, der ikke stemmer med 👤Platos Aand, hvad enten denne Forsikkring søger sin Kraft ved at blive fremsat spørgsmaalsviis eller udraabsviis. De ►Indvendinger, 👤Ast gjør, ere rigtig for betydelige til saaledes at affærdiges², og man fristes, hvis han 173har Ret, til ogsaa at lade ham have ►Ret i at give 👤Xenophons 📖 Apologi Fortrinnet for 👤Platos.

✂ Her skal imidlertid ikke være Tale om 📖 Apologien i det Hele, men om de Steder, hvor 👤Socrates udvikler sin Anskuelse af Døden. Idet nu Vanskeligheden af at forklare dem platonisk voxer, stiger tillige Sandsynligheden for i Ironi at søge den rette Forklaring. Alle disse Steder vise nu 👤Soc.s totale Usikkerhed, men vel at mærke, ikke som om denne Usikkerhed skulde have foruroliget ham, nei tvertimod, dette Spil med Livet, denne Svimmelhed, 188idet Døden viser sig 132snart som noget uendeligt Betydningsfuldt, snart som Intet, det er det, der behager ham. I Forgrunden altsaa 👤Socrates, ikke som den, der letsindigt slaaer Tanken om Døden bort og ængsteligt klamrer sig til Livet, ikke som den, der begeistret gaaer Døden imøde og høimodigt offrer Livet; nei som den, der gotter sig over den Afvexling i Lys og Skygge, som et syllogistisk ►aut-aut giver, naar det næsten i samme Nu viser høilys Dag og bælgmørk Nat, viser det uendelig Reale og det uendelige Intet, gotter sig ogsaa paa Tilhørernes Vegne over, ►at disse to Punk86ter ere ligesom det Behagelige og det Ubehagelige knyttede sammen ved Toppunktet (smlgn. 📖 Symposiet), og dog derunder ikke med Sjælens inderlige ►Forlængsel attraaer Visheden, men med en vis Nysgjerrighed længes efter Opløs140ningen paa denne Gaade. 👤Socrates føler meget godt, at hans Syllogismer ikke have noget Udtømmende ved sig med Hensyn til Besvarelsen af Spørgsmaalet, kun den Hurtighed, med hvilken den uendelige Modsætning viser sig og forsvinder, glæder ham. Baggrunden, der trækker sig uendeligt tilbage, danner Dødens uendelige Mulighed.

✂ I 📖 Apologien følger derfor ogsaa gjerne paa de meest pathetiske Udbrud en Argumentation, der blæser Veltalenhedens Skum bort, og viser, at der er slet Intet derunder. ►👤Socrates bemærker, hvor 174daarligt det vilde være af ham, der var af Guden beskikket til at leve som en Viisdoms-Elsker (►φιλοσοφοῦντα) og til at udforske og prøve sig selv og Andre, hvor daarligt det vilde være af ham af Frygt for Døden at forlade sin Plads. Nu kommer Grunden: ►τὸ γάϱ τοι ϑάνατον δεδιέναι, ὦ ἄνδϱες, οὐδὲν ἄλλο ἐστὶν ἢ δοϰεῖν σοφὸν εἶναι, μὴ ὄντα· δοϰεῖν γὰϱ εἰδέναι ἐστὶν ἃ οὐϰ οἶδεν· .... ϰαὶ τοῦτο πῶς οὐϰ ἀμαϑία ἐστὶν αὕτη ἡ ἐπονείδιστος ἡ τοῦ οἴεσϑαι εἰδέναι ἃ οὐϰ οἶδεν; (smlgn. ►👤AstPag. 126 § 29 A.). I denne Henseende ►mener 👤Socrates ogsaa at have Fortrinnet for de andre Mennesker; thi han frygter ikke Døden, da han slet ikke veed Noget om den. Dette er nu ikke blot en Sophisme, men tillige en Ironi. Idet han nemlig befrier Menneskene 189fra Dødens Frygt, giver han dem til Vederlag den ængstende Forestilling om et uundgaaeligt Noget, man slet Intet veed om, og man maa tilvisse være vant til at lade sig opbygge ved den Beroligelse, der ligger i Intet, for at finde Hvile heri. Det vilde derfor, som han ►et andet Sted bemærker, være urimeligt af ham, at vælge noget Andet, hvorom han bestemt veed, at det er et Onde (f. Ex. Fængsel) af Frygt for 87 at vederfares det, som 133👤Melitus mener han har fortjent, ►ὅ φημι οὐϰ εἰδέναι οὔτ' εἰ ἀγαϑὸν 175οὔτ' εἰ ϰαϰόν ἐστιν. (Smlgn. ►👤AstPag. 146 § 37 B.).

✂ I Slutningen af 📖 Apologien gjøres imidlertid et Forsøg paa at vise, at det at døe er et Gode. Men denne Betragtning er atter et aut-aut, og da der i Selskab med det ene aut optræder den Anskuelse, at Døden er slet Intet, saa bliver man dog visselig lidt tvivlsom om, hvorvidt man kan dele den Glæde, der som Oceanet omslynger begge disse Verdensdele. (Smlgn. ►👤AstPag. 154. § 40. C. D. E.): ►᾿Εννοήσωμεν δὲ ϰαὶ τῇδε, ὡς πολλὴ ἐλπίς ἐστιν ἀγαϑὸν αὐτὸ εἶναι. δυοῖν γὰϱ ϑάτεϱόν ἐστι τὸ τεϑνάναι· ἢ γὰϱ οἷον μηδὲν εἶναι μηδ' αἴσϑησιν μηδεμίαν μηδενὸς ἔχειν τὸν τεϑνεῶτα, ἤ, ϰατὰ τὰ λεγόμενα, μεταβολή τις τυγχάνει οὔσα ϰαὶ μετοίϰησις 141 τῆς ψυχῆς τοῦ τόπου τοῦ ἐνϑένδε εἰς ἄλλον τόπον. ϰαὶ εἴτε δὴ μηδεμία αἴσϑησίς ἐστιν, ἀλλ' οἷον ὕπνος, ἐπειδάν τις ϰαϑεύδων μηδ' ὄναϱ μηδὲν ὁϱᾷ, ϑαυμάσιον ϰέϱδος ἂν εἴη ὁ ϑάνατος. ἐγὼ γὰϱ ἂν οἶμαι, εἴ τινα ἐϰλεξάμενον δέοι ταύτην τὴν νύϰτα, ἐν ᾗ οὕτω ϰατέδαϱϑεν ὥστε μηδ' ὄναϱ ἰδεῖν, ϰαὶ τὰς ἄλλας νύϰτας τε ϰαὶ ἡμέϱας τὰς τοῦ βίου τοῦ ἑαυτοῦ ἀντιπαϱαϑέντα ταύτῃ τῇ νυϰτὶ, δέοι σϰεψάμενον εἰπεῖν, ὁπόσας ἄμεινον ϰαὶ ἥδιον ἡμέϱας ϰαὶ νύϰτας ταύτης τῆς νυϰτὸς βεβίωϰεν ἐν τῷ ἑαυτοῦ βίῳ, οἶμαι ἂν μὴ ὅτι ἰδιώτην τινά, ἀλλὰ τὸν μέγαν βασιλέα εὐαϱιϑμήτους ἂν εὑϱεῖν αὐτὸν ταύτας πϱὸς τὰς ἄλλας ἡμέϱας ϰαὶ νύϰτας. εἰ οὖν τοιοῦτον ὁ ϑάνατός ἐστι, ϰέϱδος ἔγωγε λέγω. ϰαὶ γὰϱ οὐδὲν πλείων ὁ πᾶς χϱόνος φαίνεται οὕτω δὴ εἶναι ἢ μία νύξ. εἱ δ' αὖ οἷον ἀποδημῆσαί ἐστιν ὁ 190ϑάνατος ἐνϑένδε εἰς ἄλλον τόπον, ϰαὶ ἀληϑῆ ἐστι τὰ λεγόμενα, ὡς ἄϱα ἐϰεῖ εἰσὶν ἅπαντες οἱ τεϑνεῶτες, τί μεῖζον ἀγαϑὸν τούτου εἴη ἄν, ὦ ἄνδϱες διϰασταί; Dette Sidste maatte af den Grund ogsaa være 88 glædeligt, fordi ►man slipper bort fra disse Dommere, der udgive sig for at være Dommere, og kommer til saadanne Dommere som 👤Minos, 👤Rhadamanthus, 👤Aeacus, 👤Triptolemus, der med Rette fortjene at være det. Hvad altsaa den ene Side af Dilemmet angaaer, da mener han, at det ved Døden at blive til slet Intet er ►ϑαυμάσιον ϰέϱδος, ja hans Tale faaer en meget varm Colorit, da ►han bemærker, at ikke blot en Privatmand, men den store Konge selv kun vilde have faa Dage at sammenligne hermed. En saadan Sjælesøvn og et saadant Intet maatte nu fortrinligviis tiltale Ironikeren, der her jo har ligeoverfor Livets Relativitet 176det Absolute, men dog saa let, at han ikke kan forløfte sig derpaa, da han har det i Form af Intet. Hvad den anden Side af Dilemmet angaaer, ►da udfører han videre, 134hvor fortræffeligt det vilde være, at komme i Underverdenen i Kast med Fortidens store Mænd, paa en behagelig Maade at underholde sig med dem om deres ►Fata, men fremfor Alt at udspørge og prøve dem¹, Yttringer, hvis ironiske Art jeg alt tidligere har berørt. Her altsaa blot et Par Bemærkninger. Det er nemlig klart, deels at disse Yttringer ikke lettelig lade sig bringe i Harmoni med ►de i 📖 Phædon indeholdte Forventninger om at blive aldeles uden Lege142me, deels at denne Glæde er saare hypothetisk, da jo den anden Mulighed ligger ligesaa nær, det vil sige ikke et Haarsbred fjernere; thi Hypothesen i sin Heelhed er en Bevægelse i Luften, og 👤Socrates gjør intet Forsøg paa at virkeliggjøre den ene Deel af den mere end den anden. ►De af 📖 Phædon ovenfor citerede Ord indeholde vel et Forsøg, idet 👤Socrates mener, at det er det Fordeelagtigste, da man saa vil falde sine Venner mindre til Besvær; men i denne Betragtning vil Læseren vist 191finde en 89 Livs-Snildhed og en Ironi, der paatager sig det Vovestykke at narre Døden. Endelig ender da 📖 Apologien med samme Tvetydighed (►👤AstPag. 158 § 42 A.): ►᾿Αλλὰ γὰϱ ἤδη ὥϱα ἀπιέναι, ἐμοὶ μὲν ἀποϑανουμένῳ, ὑμῖν δὲ βιωσομένοις· ὁπότεϱοι δὲ ἡμῶν ἔϱχονται ἐπὶ ἄμεινον πϱᾶγμα, ἄδηλον παντὶ πλὴν ἢ τῷ ϑεῷ. Naar det nu forholder sig saaledes med selve Anskuelsen af Døden i 📖 Apologien, saa voxer derved Sandsynligheden for min Opfattelse af 📖 Phædon, forsaavidt man vil tilveiebringe en Mulighed af, at 📖 Phædon paa eengang kan være socratisk og platonisk.

✂ Jeg gaaer nu over til en speciellere Betragtning af 📖 Apologien for at vise, at den i sin Heelhed er Ironi. Til den Ende vil jeg et Øieblik lade 👤Ast tale, og jeg haaber, at ved Hjælp af det uhyre Tryk, som Vægten af hans Bemærkninger nødvendig maa have, Læserens Sjæl skal vinde Elasticitet nok til at lade Ironien dukke op. ►Diese männliche Standhaftigkeit des 👤Socrates, 177(som 👤Ast finder i 👤Xenophons Fremstilling), hat der Redner nach seiner Weise so übertrieben, daß sie als die geist- und gemüthloseste Gleichgültigkeit erscheint. Nach der Verurtheilung nemlich läßt er den 👤Socrates nicht über den Ausspruch der Richter, sondern über die Zahl der beiderseitigen Stimmen sich wundern, und die kaltblütige Berechnung anstellen, daß er entkommen seyn würde, wenn nur drei Stimmen anders gefallen wären, und daß 👤Melitos, wenn nicht 👤Anytos und 👤Lykon mit ihrer Anklage hinzugekommen wären, tausend 135Drachmen erlegen müßte, weil ihm der fünfte Theil der Stimmen nicht zugefallen wäre. Noch auffallender ist diese Gleichgültigkeit da, wo 👤Socrates vom Tode redet; immer versichert er, daß er sich vor dem Tode nicht fürchte, aber worauf gründet sich diese Furchtlosigkeit? Auf nichts; also ist sie leere Prahlerei ...... Konnte 👤Platon, der Verfasser des 📖 Phädon, den 👤Socrates so über den Tod reden lassen, und ihm eine solche wahrhaft ge90meine, geist- und gefühllose ja fast lächerliche Gleichgültigkeit zuschreiben ..... Und gleichwohl will dieser gefühl- 143 und gemüthlose 👤Socrates noch den Erregten und Begeisterten spielen, indem er sich zu prophezeien unterfängt 192(►Pag. 487. 488). Denne hele Astiske Opfattelse skal nu ikke staae her og kjede sig som et løst og ledigt Citat, tvertimod haaber jeg at det skal blive ►en virksom Arbeider i Viingaarden, idet jeg regner paa det Brydnings-Perspectiv, under hvilket Ironien deels vil vise sig for en og anden Læser, deels tage sig bedre ud. Idet nemlig den Alvor, der hersker i 👤Ast, med sin afmaalte Gang skrider løs paa den neutrale 📖 Apologi, sidder Ironien taus paa Luur og speider med sit aldrig lukkede Øie, i idelig Bevægelse, deeltagende i enhver Fægtning, skjøndt Læseren maaskee ikke mærker det, førend i det Øieblik den kaster sit Garn over ham og fanger ham. Naar derfor min Fremstilling skulde være et saa storhullet Garn, at Læseren lettelig kan smutte igjennem det, eller saa skrøbeligt, at det ikke kan holde ham, saa vil isærdeleshed enkelte Steder i de af 👤Ast citerede Ord være baade fine og stærke nok, og det Høirøstede i den øvrige Deel af Citatet vil ogsaa have sin store Betydning, idet det vil være den Larm, der jager Læseren hen til det Punkt, hvor han maa fanges. Den Passus f. Ex. ►und gleichwohl will dieser gefühl- und gemüthlose 👤Sokrates noch den Erregten und Begeisterten spielen, indem er sich zu prophezeien unterfängt, overgaaer ikke blot hele min Fremstilling i besnærende Listighed og Armstyrke, men jeg anseer den for absolut uimodstaaelig for Enhver, der ikke vil være enig med 👤Ast i at forkaste 📖 Apologien. Ogsaa mangen anden enkelt Bemærkning af 👤Ast vil være styrkende for 178den vaklende og ubefæstede Læser, farlig for Enhver, der endnu korser sig ved Tanken om, at det skulde være Ironi, der forklarer 📖 Apologien. ►Pag. 488: ►Auch im Vortrage verräth sig der Redner, nicht nur in der Entgegensetzung der Gedanken (wie: 91 ►ἀλλ' ἐν πενίᾳ μυϱίᾳ εἰμὶ διὰ τὴν τοῦ ϑεοῦ λατϱείαν, worin das Niedre mit dem Hohen, der klägliche Ton mit dem stolzen Gefühle so contrastirt, daß uns der Satz 136fast ein Lächeln abnöthigt), sondern auch der Worte; denn die damaligen Redner gefielen sich, nach dem Vorbilde des 👤Gorgias und 👤Lysias, in spielenden Antithesen.

✂ Saaledes synes det nu rigtigt at gaae over til de Angreb paa den ironiske Opfattelse, som 👤Ast i samme Undersøgelse 193►lidt tidligere har gjort. Den Betragtning nemlig, at det ikke skulde være platonisk Ironi, der findes i 📖 Apologien, tør jeg ikke saaledes lade gaae upaatalt forbi. 144 Den opmærksomme Iagttager af 👤Plato vil nemlig hos ham finde to Arter af Ironi. Den ene er den i Undersøgelsen indoptagne, fremskyndende Magt, den anden er den sig selv, om muligt, til Herre opkastende. Naar der nu findes Ironi i 📖 Apologien, saa kan man ikke uden videre som 👤Ast forkaste den, fordi det ikke er platonisk Ironi, da jo den Mulighed stod tilbage, at 👤Socrates' Ironi var forskjellig fra 👤Platos, og altsaa 📖 Apologien betræffende den Mulighed, at den var et historisk Aktstykke. Idet jeg altsaa nu nærmere skal gaae over til at betragte det Forsøg, 👤Ast gjør paa at vise, at den Ironi, der findes i 📖 Apologien, ikke er platonisk, eller hvad man vel snarere maatte sige, hvis man giver 👤Ast Ret, at der slet ingen Ironi findes i 📖 Apologien, maa jeg naturligviis med Hensyn til min Betragtningsmaade gjøre opmærksom paa det Ufordeelagtige for mig, at Ironien saaledes er bleven behandlet under en egen Rubrik, og at 👤Ast ikke har ladet sine forskjellige Angrebs-Operationer afklare sig indbyrdes og blive sig bevidst, at de maae concentrere sig paa eet Punkt, paa eet Hovedslag og at dette er, om der er Ironi i 📖 Apologien, ikke i dette eller hiint Punkt, men i dens hele Totalitet.

✂ Hvilken Betydning nu 👤Socrates kunde tillægge en Anklage 92 for det atheniensiske Folks Domstol, og hvilken latterlig Forestilling han maatte forbinde med Tanken om at skulle forsvare sig for saadanne Dommere, det lader en Yttring i 👤Gorgias os ahne (►👤HeisePag. 188): »og hvad jeg sagde til 👤Polos, vil kunne anvendes paa mig, jeg vilde nemlig blive dømt som en Læge, der af en Kok blev 179indstævnet for nogle Børns Domstol.« Det er i det Foregaaende antydet, hvorledes 📖 Apologien netop i sit Anlæg maa betragtes som Ironi, da jo de svære Klagepunkter om al den ny Lærdom, 👤Socrates indførte i 📌Athen, maatte komme til at staae i et høist besynderligt og ret egentlig ironisk Forhold til hans Forsvar, at han Intet vidste, og forsaavidt umuligt kunde indføre nye Lærdomme. Ironien ligger aabenbart deri, 194at der slet intet Tilknytningspunkt 137er mellem Angrebet og Forsvaret. Havde 👤Socrates søgt at vise, at han holdt sig til det Gamle, eller at, forsaavidt han indførte noget Nyt, dette var det Sande, saa var jo Alt i sin Orden. Men 👤Socrates gjendriver ikke Anklagerne, men han fravrister dem selve Anklagen, saa det viser sig, at det Hele er blind Allarm, og Klagernes ►hundredpundige Kanoner, der aldeles skal knuse den Anklagede, blive forgjeves affyrede, da der slet Intet er, der kan tilintetgjøres. Den hele Situation erindrer derfor saa 145 levende om et dybsindigt vittigt ►Vers af 👤Baggesen¹. Men ogsaa fra en anden Side vil det ironiske Anlæg i 📖 Apologien vise sig. For 👤Socrates nemlig, der var vant til, med 93 en for Sophisterne ængstende Haardnakkethed og et ligesaa uforfærdet Mod at fastholde Spørgsmaalet, tiltrods for Sophisternes Fordreielser og Skrækkemidler, maatte det nemlig vise sig som et høist latterligt ►argumentum ad hominem, Athenienserne nu havde udfundet, at han skulde henrettes. Efter 👤Socrates' Anskuelse maatte naturligviis Anklagerne enten overbevise ham om, at han havde Uret, eller lade sig overbevise, hvorimod dette, om han skulde henrettes eller ikke henrettes eller idetmindste ►mulkteres eller ikke mulkteres, var Noget Sagen aldeles uvedkommende, og der saaledes her igjen ingen fornuftig Forbindelse blev mellem Forbrydelsen og Straffen. Kommer nu dertil den Omstændighed at dette Sagen aldeles uvedkommende Spørgsmaal skulde afgjøres paa en aldeles udvortes 180Maade, ved Stemme-Antal, en Afgjørelsesmaade, der altid havde været Gjenstand for 👤Socrates' specielle Forkjærlighed, hvori han, som han ►etsteds bemærker, selv var aldeles 195ukyndig; saa kan man vist ikke Andet end give ham Ret i den, skjøndt tilsyneladende troskyldige og godmodige, dog isnende Ironi, hvormed han, uden at agte paa dette forfærdelige Argument, i al Venskabelighed ►taler med Athenienserne om Sandsynligheden af, at han vilde være bleven frifunden, ja, hvilket naturligviis maa forekomme ham ligesaa latterligt, 👤Melitus idømt en Pengebøde. Det er derfor og kun en ny Ironi, naar han ►til Slutning ønsker at tale 138et Par Ord med dem, der havde frifundet ham; thi disse havde jo aabenbart stemt ligesaa godt som de Andre. Og dog er der i 📖 Apologien endnu en Ironi høiere end de foregaaende, en Ironi der tager 146 👤Socrates selv med; thi den Omstændighed, at 👤Socrates saa aldeles eensidigt fastholdt Erkjendelsen og desaarsag enhver Forbrydelse blev en ⓘ VildfarelseVildfarelse] SKS, Vilfarelse A og altsaa enhver Straf noget i Forhold hertil aldeles ueensartet, ►den polemiske Styrke, med hvilken han havde gjort denne Anskuelse gjeldende, tager en høist ironisk Hævn over ham, idet han 94 selv paa en Maade falder for et saa latterligt Argument, som en Dødsdom er.

✂ At nu Alt det her skildrede vistnok er ironiske Situationer og at vist Enhver, der læste 📖 Apologien under den Forudsætning, at 👤Socrates aldrig havde været til, men at en Digter havde villet anskueliggjøre det ►Pikante, der laae i en saadan Anklage og Fordømmelse, vilde føle Ironien, det anseer jeg for utvivlsomt, hvorimod nu, da det er med historiske Begivenheder man har at gjøre, mangen Læser vistnok vil mangle Mod til at turde troe det.

✂ Fremstillingen af den Ironi, der findes adspredt i 📖 Apologien, som jeg nu gaaer over til, er jeg lidt i Forlegenhed med. Jeg kunde søge at jage en Mængde sammen fra alle Kanter; men ikke at tale om, at den vidtløftige Argumentation, der paa ethvert Punkt blev nødvendig, vilde blive trættende for Læseren, troer jeg tillige, at det hele Afsnit vilde, tvertimod Ironiens Væsen, komme susende, ikke, hvad der er denne eiendommeligt, som en sagte Hvidsken. Igjennem en vedføiet Undersøgelse paa hvert enkelt Punkt at skulle bevise Ironien, berøver naturligviis 196denne det Overraskende, det Slaaende, kort sagt ►enerverer den. Den behøver den haarde Modsætning, og vilde aldeles tabe sig i et saadant 181kjedeligt Compagniskab som Argumentation er. Jeg vil derfor atter her lade 👤Ast aftrykke, da han med overordentlig Sikkerhed har grebet alle de tvetydige Punkter for af dem, ved at jage Læseren en Skræk i Livet, at bevise 📖 Apologiens Uægthed; og idet jeg i Texten anbringer hans Pathos, vil jeg i Noten tillade mig en lille Hentydning, som jeg haaber vil være Læseren tilstrækkelig. Man har et ►Kobberstykke, der forestiller Madonnas Himmelfart. For at løfte Himlen saa meget som muligt, er der paa Foden anbragt en mørk Linie, over hvilken et Par Engle titte op efter hende. Saaledes vil jeg ogsaa ved at aftrykke 👤Asts Ord i 95 Texten hæve hans Ord saa høit som muligt og for at høine hans høie Pathos end mere anbringe en Streg, over 139hvilken da stundom Ironiens skalkagtige Ansigt tillader sig at titte op. ►👤AstPag. 477 ff.: ►Die Freimüthigkeit, mit welcher er den 👤Socrates sprechen läßt, ist nicht jene edle, aus dem Bewußtseyn 147 der Unschuld und Rechtschaffenheit fliessende, welche sich, durch Verläumdung angereizt, als Stolz verkündet, sondern prahlerische Selbsterhebung; denn 👤Socrates setzt sich nur herab, um sich indirect desto mehr zu erheben. (►I en Note hertil bemærker 👤Ast: ►der Verfasser der 📖 Apologie kann selbst nicht umhin, dieses anzudeuten, ►S. 82: ►μὴ ϑοϱυβήσητε μηδέν, ἂν δόξω τι ὑμῖν μέγα ⓘ λέγειν1.)λέγειν¹.)] SKS, λέγειν*. A ►Dieses ist nicht die platonische Ironie, sondern Geringschätzung anderer, die den eitlen Zweck hat, ►sich selbst zu erheben. 👤Socrates sagt ►z. B.S. 68, wenn man denjenigen einen Redner nenne, der die Wahrheit spreche, so sei er allerdings ein Redner, nur nicht auf die Art, wie die anderen (worin der Sinn versteckt liegt, er sei ein eigentlicher oder wahrhafter Redner, die anderen hingegen bloß Scheinredner). Ebenso enthalten die Worte ►ἴσως μὲν γάϱ τι χείϱων, ἴσως δὲ βελτίων ἂν εἴη (ἡ λέξις) ►S. 71 verstecktes Selbstlob. Noch 182unverkennbarer ist die falsche Ironie in der Stelle ►S. 84-91, wo 👤Socrates die Wahrhaftigkeit jenes Orakelspruches, der ihn für den weisesten erklärt habe, dazuthun sucht¹; das Eitle und Prahlerische liegt schon in der Ausführlichkeit, mit der 👤Socrates davon redet. Ebenso erklärt 👤Socrates, er sei ein 96 berühmter und ausgezeichneter Mann (►S. 81. 90. 136), und seine Bestimmung eine göttliche² (►S. 120); er sei der größte Wohlthäter der Stadt³ (►S. 116. 119. 142); ►deßhalb werde ich verläumdet und beneidet (►107) u. s. f. Ferner schreibt er sich Weisheit zu⁴ (►S. 82. 83. 84 ff.), ►und spricht von der Weisheit der Sophisten in einem skeptischen 148 Tone⁵, der nur Hochmuth andeutet. Denn was ist es anders, wenn man sich selbst herabsetzt, zugleich ►aber alle andere erniedrigt, als eine rednerische Selbsterhebung, die, wenn man ihr eine ernste Absicht 140unterlegt, als eitle Prahlerei erscheint, wenn man sie aber für unbefangene, absichtlose Freimüthigkeit nimmt, eine Naivität verräth, die durch den nicht beabsichtigten Contrast der Selbstverachtung und der Selbsterhebung⁶ (wenn sich 👤Socrates z. B. für unwissend erklärt, zugleich aber für weiser als alle andere, sich selbst also, den unwissenden, zum weisesten erhebt) fast in das Komische übergeht? Hat also der Verfasser der 📖 Apologie die Absicht gehabt, den 👤Socrates als Ironiker zu schildern, 183so ⓘ hat er ihnhat er ihn] SKS, hat er ihm A in 198das Gegentheil vom platonischen 👤Socrates in einen prahlerischen Sophisten umgewandelt; wollte er ihm aber eine unbefangene, absichtlose Freimüthigkeit leihen, so hat er die Naivität übertrieben und seinen Zweck verfehlt, weil die Gegenseite der Selbstherabsetzung, die Selbsterhebung, zu 97 hervorstechend und grell ist, als daß man glauben könnte, es sei mit der Selbstherabsetzung ernstlich gemeint; jene Anspruchlosigkeit ist daher nur ►affectirt, und die Selbstherabsetzung bloß scheinbar, weil sie von der ihr nachfolgenden Selbsterhebung überwogen wird. In diesem Scheinwesen eben erkennen wir am meisten den Redner, der, an das Antithesenspiel gewöhnt, das erste durch das zweite gegenüberstehende wieder aufzuheben pflegt. Eben so hat unser Apologiker gerade das Schönste in seiner Rede, was ihm als Thatsache vorlag, jene Aeusserungen nehmlich der edlen und stolzen Freimüthigkeit und Seelengröße des 👤Socrates, in Schein ►gewendet, indem er es durch den Gegensatz wieder aufhebt; dieser Gegensatz ist die 149 Besorgniß, die Richter, auf deren Geneigtheit alles ankam, zu erzürnen⁷; weshalb er eben allemal die Gründe seiner 184Aeußerung so weitläuftig und mit 141fast ängstlicher Sorgfalt auseinandersetzt, um ja ⓘ nichts zu sagennichts zu sagen] SKS, nicht zu sagen A, was keinen 199Grund für sich hätte und die Richter unwillig machen könnte. Diese Besorgniß und Furcht, die 98 der Freimüthigkeit immer gegenübertritt, hebt sie nicht diese wieder auf und verwandelt sie in Schein? Der wahrhafte Freie und Seelenstarke wird, ohne Rücksicht auf etwas anderes als die Wahrheit seiner Aussage, und unbekümmert, wie man diese aufnehme, so reden, wie ihm Bewußtseyn und Erkenntniß gebieten. Eben so bekennt 👤Socrates, daß er seine Ankläger und Widersacher fürchte (►S. 72. 86). Erkennen wir darin des 👤Socrates Seelengröße und durch nichts zu schreckende Wahrheitsliebe wieder, wie er sie z. B. in der Unterredung mit dem 👤Kritias und 👤Charikles, die sein Verderben beabsichtigten, beim 👤Xenophon (►📖 Denkw. d. Socr. 1, 2, 33 ff.) an den Tag legt? 👤Socrates stellt sich ferner, als spreche er nicht zu seiner Vertheidigung, sondern in der Absicht, die Richter zu überreden, daß sie ihn nicht verurtheilen möchten, damit sie sich nicht am Geschenke der 150 Gottheit versündigten (►S. 121). Wenn ihr mir folgt, setzt er hinzu (►S. 122), so werdet ihr meiner schonen. Wer erkennt nicht darin die rednerische Wendung? Die Bitte und der Wunsch, losgesprochen zu werden, wird versteckt und erscheint als wohlgemeinter Rath, nicht gegen die Götter zu freveln und ihr Geschenk zu verschmähen. Also ist jene Aeußerung des 👤Socrates, daß er nicht für sich (um seine Lossprechung zu bewirken) sondern für die Athenäer spreche, ebenfalls bloß rednerisch d. h. Schein und Täuschung⁸.