Kierkegaard, Søren Uddrag fra Om Begrebet Ironi

↩ Som derfor hos Jøderne, der dog var Forjættelsens Folk, ►Lovens Skepsis maatte bane Veien, maatte ved sin Negativitet ligesom ►fortære og udbrænde det naturlige Menneske, 315for at Naaden ikke skulde tages 258 forfængelig, saaledes maatte hos Grækerne, det Folk man vel i verdslig Forstand kan betegne som det 293udvalgte, det lykkelige Folk, hvis Fødeland var Harmoniens og Skjønhedens, det Folk, i hvis Udvikling det reent Menneskelige gjennemløb sine Bestemmelser, Frihedens Folk, saaledes maatte hos Grækerne i deres sorgløse Intelligentsverden Ironiens Taushed være den Negativitet, der forhindrede, at Subjectiviteten ikke blev tagen forfængelig. Thi Ironien er ligesom Loven en Fordring, og Ironien er en uhyre Fordring, thi den forsmaaer Realiteten og fordrer Idealiteten¹. At nu Idealiteten allerede er i denne Attraa, om end kun som Mulighed, det er klart, thi i aandelig Hen227seende er det Attraaede altid allerede i Attraaen, da Attraaen sees som selve det Attraaedes Rørelser i den Attraaende. Og som Ironien erindrer om Loven, saaledes erindre Sophisterne om ►Pharisæerne, der paa Villiens Gebet opererede aldeles paa samme Maade som Sophisterne paa Erkjendelsens. Det, som 👤Socrates gjorde ved Sophisterne var, at han gav dem det næste Øieblik, i hvilket det momentant Sande opløste sig i Intet, det vil sige, han lod Uendeligheden sluge Endeligheden. Men 👤Socrates' Ironi var ikke 239blot rettet mod Sophisterne, den var rettet mod alt det Bestaaende, af Alt dette fordrede han Idealiteten, og denne Fordring var den Dom, der dømte og fordømte Græciteten. Men hans Ironi er ikke det Redskab han brugte i Ideens Tjeneste, Ironien er hans Standpunkt, mere havde han ikke. Havde han havt Ideen, da var hans tilintetgjørende Virksomhed aldrig bleven saa gjennemgribende. ►Den, der forkyndte Loven, var ikke tillige den, der bragte Naaden, ►den, der gjorde Fordringen i al sin Strenghed gjeldende, var ikke den, der kunde tilfredsstille Fordringen. Dog maa man erindre, at der imellem 👤Socrates' Fordring og denne Fyldestgjørelse 316ikke var ►det svælgende Dyb befæstet som mellem Loven og Naaden. I 👤Socrates' Fordring var Fyldestgjørelsen ►ϰατὰ δύναμιν indeholdt. Herved faaer den verdenshistoriske Formation ogsaa en høi 259 Grad af Afrundethed. ►👤Schleiermacher bemærker i den tidligere citerede Afhandling (Pag. 54), at 👤Plato er meget for fuldendt til en første Begyndelse, og bemærker det i 294Modsætning til 👤Krug og 👤Ast, der oversaae 👤Socrates og begyndte med 👤Plato. Men Ironien er Begyndelsen og dog heller ei mere end Begyndelsen, den er og er ikke, og dens Polemik er en Begyndelse, der ligesaa meget er en Slutning, thi den foregaaende Udviklings Tilintetgjørelse er ligesaa meget dennes Slutning som den nye Udvik228lings Begyndelse, da Tilintetgjørelsen kun er mulig derved, at det nye Princip allerede er tilstede som Mulighed.